Husmanns Vinstue har som altid sit store, klassiske frokostspisekort. Men der er jævnligt ny – og meget lækker - inspiration til klassikerne, som fremgår af dagens tavle. Se med her:
HUSMANNS SILD:
Husmanns sild er en fast bestanddel af kortet. Den består af en hel gammeldags modnet krydderfilet, der serveres på rugbrød med smør. Tilbehøret er en æggeblomme, hakket purløg og – som ses her – hakket rødløg.
Husmanns sild – kokkens egen favorit – består af en hel, gammeldags modnet krydderfilet med tilbehør som vist. Og så en øl og en snaps fra Husmanns store udvalg af fine snapse, her en dildsnaps fra Bornholm Akvavit.
KARTOFFELMAD:
Skiveskårne, nye kartofler serveres på gulerødsbrød med smør, hjemmelavet ramsløgmayonnaise, friskhakket purløg og – som vist her - rødløg, friterede løgringe og bacon på toppen.
Toppen af dansk forårsmad, kartoffelmaden. Kartoffelskiverne pyntes med hjemmerørt mayonnaise lavet på den ligeledes hjemmelavede ramsløgolie, hakket rød- og purløg, friterede løgringe og bacon.
HØNSESALAT:
Hønsesalaten tilberedes af kød skåret fra en kogt, afkølet høne, der blandes med champignons og en dressing lavet på mayonnaise med lidt Ravigotte Sauce, en smule hvidvin, salt, peber og et stænk HP-sovs. Man må smage sig frem. Her pyntes den med bacon og et stykke sprødbagt kyllingeskind.
Den lækre hønsesalat er anrettet på ristet surbrød med salatblad, bacon og – som noget nyt – sprødbagt kyllingeskind.
DESSERT:
Den friske citronflødefromage er lavet på fløde, sukker og citronskal og -saft. Her pyntes den med friske jordbær.
Den friske, indbydende sommerdessert er en citronflødefromage pyntet med jordbær, marengs og crumble af chokoladekage. En lækker afslutning på frokosten!
To af Husmanns dygtige kokke, André og Alexander. Den tredje kok, Joël, havde fridag.
Johnni Frost der er indehaver af Husmann's Vinstue fortæller at de dygtige i køkkenet er André, Joël og Alexander, alle kokke.
Tekst: Connie Christensen - Foto Henrik Ploug