Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

smk nov24a

Käthe Kollwitz – Mensch

7. november 2024 - 23. februar 2025

Mennesket frem for alt. Kunst, medfølelse og protest går hånd i hånd hos Käthe Kollwitz – en af de mest skelsættende kunstnere i det 20. århundrede.

Hun er kendt for sin store produktion af grafiske værker, hvor hun bringer sociale perspektiver frem gennem en rå og upoleret fremstilling af det menneskelige vilkår. Krig, sorg, undertrykkelse, død og fattigdom er nogle af de tematikker, som går igen i hendes intense og konfronterende værker, men der er også både omsorg, håb og kærlighed at spore.

Kollwitz var professionelt aktiv som kunstner i de fem nok mest turbulente årtier i tysk historie: Fra 1890’erne til begyndelsen af 1940’erne, hvor landet bevægede sig fra industrialiseringens voldsomme omvæltninger og gennem to traumatiske verdenskrige. Hun brugte sin kunst som talerør for dem, der led mest under udviklingen, og som var de mest magtesløse.

smk nov24b

Med udstillingen viser SMK Käthe Kollwitz’ kunstnerskab i dets fulde spændvidde – som grafiker, tegner og billedhugger – og giver et nuanceret indblik i hendes kunstneriske værker og deres sociale, politiske og historiske fundament.

Topfoto: Käthe Kollwitz, Selvportræt, 1924, kridtlitografi, Käthe Kollwitz Museum Köln

Käthe Kollwitz (1867-1945) blev født i Königsberg i Østpreussen og studerede maleri ved Kvindernes Kunstskole – først i Berlin, siden i München. Hun blev gift med fattiglægen Karl Kollwitz og fik to sønner. Den yngste søn mistede hun under første verdenskrig, hvor han faldt som frivillig i den tyske hær.

I 1919 blev hun som den første kvinde medlem af det preussiske Kunstakademi og udnævnt som professor. Senere tvang det nazistiske regime hende til at fratræde sin stilling, og i 1936 fik hun udstillingsforbud. Hun fortsatte dog sin kunstneriske praksis som grafiker, tegner og billedhugger frem til sin død få uger inden afslutningen på anden verdenskrig i 1945.

 smk nov24c

I Tyskland er hun i dag en af de mest kendte kunst- og kulturskikkelser og har både pladser og gader opkaldt efter sig. De seneste år har hun været vist på store udstillinger på blandt andet MoMA i New York og Städel Museum i Frankfurt. Käthe Kollwitz – Mensch er den første soloudstilling med Kollwitz på et dansk museum.

Tekst: SMK