FINLAND HANDLER RESOLUT PÅ BAGGRUND AF MISTANKE OM RUSSISK SABOTAGE PÅ UNDERSØISK KABEL MELLEM FINLAND OG ESTLAND
Natten til den 25. december sejlede et tankskib, ”Eagle S”, ud fra Sankt Petersborg med lasten fyldt med russisk olie, der skulle til Ægypten. Tankskibet er en del af en ældre flåde på 26 tankskibe, som sejler under flag fra en lille øgruppe, Cook Islands, i Stillehavet. Ejerforholdet er kompliceret, i form af skuffeselskaber i Indien og Dubai, men der er forbindelse til det russiske olieselskab Lukoils datterselskab Litasco.
Skibene kan med denne selskabskonstruktion dels omgå vestens sanktioner mod Ruslands eksport af olie. Dels kan de bruges til at udføre sabotage på centrale, undersøiske kabler. Problemet med disse tankbåde bliver yderligere forværret af, at de er i meget dårlig stand, har ringe eller ingen forsikring, der kan betale for eventuelle skader, og at de kan blive et russisk værktøj, hvis det kommer til egentlig krig. Hvis et sådant skib tømmer sin last af olie i dansk farvand, vil det skabe en miljømæssig katastrofe af hidtil usete dimensioner.
Da kabelbruddet blev opdaget, reagerede de finske myndigheder hurtigt. Da de kunne se, at skibets ankre ikke var på skibet, bordede de skibet fra helikoptere og overtog kontrollen. Siden har finsk politi været i gang med tekniske undersøgelser, og 7 af skibets 24 mand store besætning har fået rejseforbud, mens skibet ligger for anker ud for Helsinki. Denne fremgangsmåde er ikke blevet brugt før, og sagen er derfor en prøvesag på, hvordan undersøisk sabotage kan håndteres juridisk.
Tekst: Connie Christensen - Fotomontage: Henrik Ploug - Foto: Finsk kystvagt