Stig Miss, direktør for Thorvaldsens Museum

Tekst: Connie Ploug - Foto: Henrik Ploug

Thorvaldsens Museum på Slotsholmen i København er et enestående museum med sin egen historie. Vi har besøgt direktør Stig Miss for at få lidt mere at vide:

Hvad trak dig til Thorvaldsens Museum?

”Jeg har altid, lige fra barnsben, syntes, at museet var fascinerende.

Jeg er født og opvokset i Hvidovre, og når vi skulle på skoleudflugt til byen, kunne Thorvaldsens Museum være et af de steder, vi kom til. Mens jeg gik på gymnasiet på Frederiksberg, kom jeg her også ofte. Jeg er uddannet kunsthistoriker fra Århus Universitet og kom som nyuddannet til Vejle Kunstmuseum som direktør. Der var jeg fra 1979-1989, og da stillingen her på Thorvaldsens Museum blev ledig, søgte jeg den og fik den. Det bliver til 27 år som direktør her, jeg går på pension 1. oktober, men slipper ikke Thorvaldsen helt, jeg skal de næste 3 år forske i Thorvaldsens tegninger. Der er en lille tradition for, at afgående direktører slutter af med at forske i tegningerne.

En af de ting, der gør, at Thorvaldsens Museum adskiller sig fra de andre museer, er den ganske særlige historie. Thorvaldsen var kommet til Rom i 1797 på et stipendium og kom til at tilbringe 40 år i Rom, hvor han blev internationalt anerkendt. I takt med den stigende berømmelse modtog han flere og flere bestillinger, så han måtte ansætte assistenter og elever til at hjælpe på værkstederne. På toppen af karrieren i 1820’erne og starten af 1830’erne havde han 5 atelierer i Rom med næsten 40 ansatte.

Han arbejdede på den måde, at han først lavede tegnede skitser, så plastiske skitser, så en model i fuld størrelse, først i ler og så i gips, fordi leret ikke kan holde. Den gipsmodel kalder man originalmodellen, og derfra bliver den omsat til marmor eller bronze. Alle originalmodellerne beholdt han hos sig selv på værkstederne, mens de færdige værker blev solgt til internationale kunder. På grund af hans store berømmelse var der kunstinteresserede, der begyndte at spekulere på, hvordan man kunne bevare arven efter Thorvaldsen, når den tid kom. Ud over hans egne værker og tegninger havde han en stor samling af anden kunst, mange antikke genstande og en stor bogsamling.

Nogen herhjemme begyndte altså at tænke på, om det kunne være muligt at lave et museum i København, hvor alle disse genstande kunne samles for eftertiden. Det lykkedes at overbevise Thorvaldsen om, at det ville være en god idé, og det lykkedes heldigvis også at overtale en anden vigtig person om det, nemlig kongen, Frederik d. 6, der som enevældig konge suverænt bestemte alt. Til sidst lykkedes det også at få Thorvaldsen hjem med en del af samlingen. Han kom i september 1838 og modtoges som en fyrste, selvom han faktisk på det tidspunkt var mere kendt i Europa end i Danmark.

Efter hjemkomsten tog Thorvaldsen del i forhandlingerne om finansieringen af museet, beliggenhed osv. Der var stadig enevælde i Danmark på det tidspunkt, og kongen skulle godkende planerne for museet. Kongen gav grunden, hvor museet er bygget. Her lå den gamle vogngårdsbygning til Christiansborg. De penge, der skulle til for at bygge museet, prøvede man at samle ind via en landsindsamling. Man ville gerne have så mange som muligt med til at støtte op om museet, fordi det var folkets museum, der skulle være almen tilgængelighed til kulturen. Byggeriet stod på fra 1839 til 1848, samme år som den grundlovgivende rigsdagsforsamling blev nedsat, og grundloven kom i 1849. Da museet åbnede her i september 1848, sagde formanden for Borgerrepræsentationen, der dengang hed De 36 Mænd, i sin åbningstale: Således tør vi håbe på, at den tid er forbi, hvor kunsten alene måtte søge sin beskyttelse i fyrsternes sale.

Det perspektiv lå klart i hele byggeperioden, hvor en museumskomité ledet af Jonas Collin, en af de førende embedsmænd i kongeriget og i øvrigt også H. C. Andersens velgører, stod for indsamling af penge og byggeriet af museet. Men de fleste af pengene kom fra kommunen. Det kommunale selvstyre var jo helt nyt, og beslutningen om at give penge til at bygge museet var faktisk den første kulturpolitiske beslutning, der blev taget af De 36 Mænd. Den dag i dag er museet kommunalt ejet og drevet, men med en selvstændig bestyrelse, som ikke udelukkende er kommunalpolitikere.”

Er Thorvaldsen interessant for de unge i dag?

”Det lader det til. Vi gør også meget for det. Vores publikum kan opdeles i 4 næsten lige store dele: børn og unge under 25, unge mellem 25 og 50, lidt ældre i 50’erne og så de ældre. Selv når vi tager antallet af besøgende i vores skoletjeneste fra, har vi stadig en meget stor andel af børn og unge, som ikke kommer i uddannelsesmæssig sammenhæng. Det er usædvanligt i forhold til den øvrige museumsverden.”

Så man kan ikke sige, at Thorvaldsen er umoderne?

”Det håber jeg sandelig ikke! Men vi forholder os til den udfordring, at museet er et epokemuseum, et statisk museum, hvor der som udgangspunkt ikke er tilgang til samlingerne af nye værker, dog er det sådan, at får vi kendskab til et værk, der kan supplere samlingerne, prøver vi selvfølgelig at erhverve det. Museets tidshorisont er fra slutningen af 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet, og det rummer en enkelt kunstners næsten komplette livsværk. Først og fremmest som originalmodeller til hans skulpturer, som befinder sig over hele Europa, dernæst kunstnerens private samling af antik kunst, malerier og afstøbninger. Museet er på alle leder tæt knyttet til Thorvaldsens person og hans virke som kunstner. Man kunne forledes til at tro, at man kun kan se på museets samlinger med historisk distance, men det er langt fra tilfældet. Vi bestræber os hele tiden på at gøre museet relevant for et publikum i dag. Vi skal finde de aktuelle kvaliteter i Thorvaldsens kunst i forhold til et nutidigt publikum, og vi skal give publikum en oplevelse og en indsigt, som man ikke kan få på andre museer. Vi skal hele tiden være skarpe på at finde det, der kan berige et moderne publikum. Vi benytter os af den nyeste teknik bl.a. på vores hjemmeside, hvor samlingerne ligger on-line. Vi har i øjeblikket et stort forsknings- og formidlingsprojekt kørende, hvor vores arkivalier bliver gjort tilgængelige for enhver via nettet. Vores skoletjeneste bruger IT så meget som overhovedet muligt.”

Er den løbende maleriudstilling et forsøg på at tiltrække et nyt publikum?

”Nej, det er en udstilling, der skal sætte museet i perspektiv og samtidig pege ind på en kultur i vores egen tid. Som led i vores bestræbelser på at gøre museet relevant for publikum kan vi gøre mange forskellige ting: vi kan fortælle det klassiske, historiske stof, vi kan fokusere på det skulpturelle sprog, men vi kan også indgå i et samarbejde med nutidige kunstnere og spørge: Hvad betyder Thorvaldsen for jer? Hvilken inspiration får man som kunstner af Thorvaldsen? De malerier, vi nu udstiller af Marie Søndergaard Lolk, forholder sig meget til stedet her, og det er også det, der berettiger, at vi kan lave den form for udstilling. Vi er slet ikke det, man i museumssprog kalder en ”white cube”, altså en neutral ramme omkring en udstilling; i en sådan ”white cube” kan man udstille mange forskellige ting, fordi rammen er neutral, hvor vi er i den absolut modsatte situation med vores farvede vægge, mønstrede lofter og gulve og fastmurede skulpturer. Huset og dets samlinger svarer meget stærkt igen, når man kommer som kunstner og vil lave noget her, men det er et spændende møde, hvis det lykkes. Men moderne kunst skal forholde sig til huset her, ellers giver det ingen mening.”

Samarbejder I med andre museer?

”Ja, det gør vi. Jeg fik ideen til et samarbejde mellem museerne på Slotsholmen baseret på et mindre samarbejde, vi havde omkring fælles billetter, afvikling af nogle historiske dage og lignende. Men det strandede altid på manglende økonomi; ingen af museerne kunne afse midler til at etablere et fælles sekretariat, udenlandsk og dansk markedsføring etc., men så gik Slots- og Ejendomsstyrelsen ind og ikke mindst med tilskud fra Realdania lykkedes det at få etableret Kulturkvarteret, som omfatter alle kulturinstitutioner på Slotsholmen samt nogle lige uden for Slotsholmen, bl.a. Nationalmuseet, Glyptoteket, Tivoli og Kunstforeningen på Gl. Strand. Ideen er – ligesom Parkmuseerne – inspireret af det, man ser i udlandet, nemlig museumsøer, hvor en række museer er samlet og kan tilbyde turister mange oplevelser inden for et afgrænset område.”

Hvordan er museet kendt internationalt?

”Det er meget kendt. Selve bygningen, tegnet af Bindesbøll, er enestående og ikonisk for arkitekturinteresserede. Bindesbøll var kun i 30-erne, da han blev udpeget til at tegne museumsbygningen, og man må sige, at det var hans genistreg.”

Hvordan tegner museets fremtid sig?

”Vi har flere projekter, der skal holde museet levende. Dels vores udstillinger, arrangementer og formidling, og så har vi et ønske om at få den daglige indgang i en af de fem porte i vestfacaden, fordi museet – trods stor synlighed – virker lukket. Det vil virke naturligt, at indgangen er i en af portene, og vi er i gang med at søge fondsmidler til at etablere det.”