Mads Thygesen, rektor for Den Danske Scenekunstskole

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Den Danske Scenekunstskole er en statsinstitution, der hører under Kulturministeriet. Den skal, som det hedder, fungere som kunstnerisk uddannelsesinstitution og understøtte overleveringen af kulturbærende fag og traditioner og samtidig danne ramme om kunstnerisk og pædagogisk udviklingsvirksomhed.

Det er store ord, og der bliver da heller ikke taget let på opgaven i den relativt nyskabte institution.

Pr. 1. januar 2015 blev 6 kulturinstitutioner fusioneret: Statens Scenekunstskole, Skuespillerskolen i Odense, Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater, Musicalakademiet i Fredericia og Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred. Alle er nu samlet i Den Danske Scenekunstskole – DDSKS - i de lokaler, hvor Statens Scenekunstskole før lå ude på Holmen. DDSKS er blevet en stor skole med lidt over 200 studerende fordelt på København, Aarhus, Fredericia og Odense.

DDSKS tilbyder undervisning i alt, hvad der vedrører teater. Uddannelserne er fordelt i 5 spor med hver deres underafdelinger: Skuespil, Dans og Koreografi, Scenekunstnerisk Produktion, Iscenesættelse og Musical, og undervisningen foregår dels på Holmen, dels i Aarhus, Fredericia og Odense. Skuespillerskolen i Aarhus har 32 skuespilstuderende, i Odense er der 32, og i København ligeledes 32. 24 studerer musical, 8 er instruktørstuderende, 8 er lysdesignere, 8 er lyddesignere, 8 scenografer og 6 dramatikere samt 36 dansere og 16 på produktion, som omfatter forestillingsledere og rekvisitører på to nye uddannelseslinjer – ledelse og realisering. Ledelse handler her om forestillings- og teaterledelse, realisering handler om det praktiske med f.eks. rekvisitter. Uddannelserne dækker meget bredt, og de studerende arbejder meget sammen på fælles projekter samtidig med, at de passer undervisningen på deres respektive linjer. Rektor for DDSKS, Mads Thygesen, selv uddannet dramaturg, fortæller, at man er i færd med at ansøge om at få uddannelserne anerkendt som kunstneriske bacheloruddannelser af 3 års varighed, med mulighed for at tage en kandidatoverbygning på 2 år.

Når man tænker på en skole, der uddanner til teater, tænker de fleste nok først og fremmest på uddannelsen til skuespiller, men der er mange andre uddannelser involveret, netop fordi teater er en kollektiv kunstart, understreger Mads Thygesen, og uddyber:

”F.eks. i disciplinen Iscenesættelse ligger der både lys- og lyduddannelse, scenografi, instruktion og dramatik.

I København er der det særlige, at vores produktionsafdeling er et teater. Det vil sige, at vi her selv producerer forestillinger. De scenografistuderende laver scenografien, de instruktionsstuderende instruerer forestillingen osv. Det betyder, at det her i højere grad bliver en kollektiv forestilling lavet af de studerende, men det svarer fuldt ud til hvordan det ville foregå på et professionelt teater. Forskellen mellem København, Aarhus og Odense, der alle har undervisning i skuespil, er, at her i København producerer de studerende kollektivt, hvor de på de to andre steder er knyttet til et teater, hvor de indgår i teatrets team af ansatte, samtidig med at de får undervisning på skolen.”

Ligger der internationale hensyn bag ønsket om at få anerkendt uddannelsen som en bachelor?

”Først og fremmest er det, fordi vi vil give de studerende mulighed for at læse videre. Det kan gøres på to måder: enten ved at søge ind på vores kandidatuddannelse eller ved at søge ind på en anden kandidatuddannelse herhjemme eller i udlandet. Det er lidt mærkeligt, at studerende i Norge og Sverige får en bachelorgrad og på den måde er bedre stillet end vores studerende her i landet, når vores uddannelsesniveau er mindst lige så godt som deres. Det handler om at sikre de studerendes muligheder. Dernæst vil vi gerne styrke bredden i uddannelserne, eksempelvis har vi 800-900, der søger optagelse på skuespillinjen hvert år, så skuespillet udgør et stort fundament for vores talentmasse på scenekunstområdet i Danmark, men rigtigt mange studerende opdager i løbet af deres uddannelse, at de har andre kompetencer end skuespil i den klassiske forstand. De kommer måske ud på et arbejdsmarked, hvor de arbejder som undervisere eller som projektskabende med nogle meget brede profiler, og vi vil gerne dels inkorporere det i uddannelsen og dels muliggøre, at de, når de læser videre på kandidatniveau, kan få bredere kompetencer. Det kunne være, at man gerne vil arbejdere videre med at instruere, undervise eller måske virke som teaterdirektør.  Rigtigt mange af vores bedste teaterdirektører er jo uddannet skuespillere. Så det handler meget om at styrke deres muligheder på arbejdsmarkedet, som i høj grad er under forandring. Vi kan ikke længere uddanne skuespillere, som skal se sig selv stå på en bestemt type teater og spille en bestemt type rolle. De studerende kommer til at få et arbejdsliv, hvor de ikke er fastansat, men skal arbejde i mange forskellige sammenhænge, og det kræver en meget bredere profil. Det er der, vi sætter ind med bacheloruddannelsen: vi vil gerne ruste dem til at komme ind på det forandrede arbejdsmarked.”

Hvordan er samarbejdet med teaterteknikuddannelserne?

”Vi har en god dialog med teaterteknikuddannelserne, som foregår på en produktionsskole. Deres uddannelse er en professionsbachelor, fordi den har en teknisk profil, hvor vores uddannelse ligger under Kulturministeriet som en kunstnerisk uddannelse. Det vil sige, at vi uddanner på et andet videngrundlag; vi har også uddannelser, som har et meget højt fagteknisk niveau i sig, men for os er det vigtigt, at uddannelsen skal have den kunstneriske dimension. Det er det bærende i det. Jeg tror, at mange af vores studerende på lys og lyd har en forståelse af sig selv som en tekniker, en der har et stærkt håndværk, men vi arbejder meget med at styrke den kunstneriske dimension i det arbejde.

Lys og lyd ligger i samme linje som iscenesættelse, og visionen i det er, at de alle bidrager til en forestilling. I dag kan en forestilling lige så vel være sat i gang af en lysdesigner eller en lyddesigner som en instruktør eller en dramatiker. Hvem har retten til at igangsætte et projekt, og hvem signerer værket, når det er færdigt? Når man åbner et teaterprogram i dag, står der ud for Iscenesættelse som regel en instruktørs navn. Det er en stærk tradition og kultur, at teatrene lægger retten til værket over til instruktøren. Det er ikke, fordi jeg vil flytte ved det, men det er vigtigt at sige, at teatret er en kollektiv proces, hvor mange flere kunstnere i virkeligheden er i spil end dem, man kan se i programmet. Yann, som er leder af vores lyduddannelse, er en meget visionær kunstner, efter min mening. F.eks. bidrog han med at lave lyd til en forestilling på Betty Nansen Teatret, skrevet af Peter Asmussen, og han var på scenen og lavede lyd live til forestillingen og var altså en utroligt vigtig del af forestillingen. Det er vigtigt, at vi også får de uddannelser frem i forgrunden og viser, hvor stort og interessant deres bidrag til det kunstneriske værk egentlig er.

Det er enormt vigtigt, for der går mange talentfulde unge mennesker rundt, som måske ikke er opmærksomme på, at teater og scenekunst også kan være en lys- eller en lyddesigner. Vi har brug for at få det frem, for mange er ikke klar over, hvor stort et bidrag vores lys- og lydteknikere yder i scenekunsten. Gå f.eks. ind og se en opera og oplev, hvor meget lyset betyder i forestillingen. Eller gå i teatret og se, hvor stor en forskel det kan gøre, om du har haft den gode lydmand inde. Prøv at se en musical og bedøm den efter, hvor god lydkvaliteten var. Det er ting, som ikke er supersynlige i teatersammenhæng, men som vi gerne vil bringe frem, også fordi det er nogle af de uddannelser, hvor der er bedst beskæftigelse. De studerende, der kommer med den uddannelse, er i arbejde nærmest inden de er færdiguddannede, fordi de er så utroligt dygtige.”