Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug
Sophie Hæstorp Andersen har netop her i januar været regionsrådsformand i fire år. Stillingen som formand for Region Hovedstaden føjer sig til en lang række politiske poster i socialdemokratisk regi, fra ungdomsarbejdet i DSU til arbejdet som folketingsmedlem,
valgt i Københavns Omegns Storkreds. Sophie udtrådte af Folketinget 1. januar 2014 for at blive regionsrådsformand.
Det bringer os videre til et nok det vigtigste som jo nok er hospitalerne, der vel er den største post i regionen?
”Hospitalerne har regionens største budget, men tidsmæssigt som regionsrådsformand fylder det at skabe arbejdspladser i København og regionen i øvrigt lige så meget som sundhedsområdet. Det skyldes bl.a., at vi i øjeblikket samarbejder med Sverige om at gøre hele Øresundsregionen til en Copenhagen-region med udgangspunkt i vores lufthavn med 26 internationale destinationer. Vi har det problem her i København, at vi har gang i beskæftigelsen i forhold til resten af landet, men når vi sammenligner os med Stockholm, Hamborg og andre store, internationale metropoler, har vi slet ikke nær så meget vækst og dermed arbejdspladser, der skabes.”
Hvad kan Regionen konkret gøre for at øge vækst og beskæftigelse?
”Jeg er formand for Vækstforum i Hovedstaden, hvor vi arbejder sammen med erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne. Vi arbejder pål at skaffe penge fra Strukturfondene, som kan være med til at styrke nogle af de små og mellemstore virksomheder i Regionen, men mest af alt støtter vi, at der kommer en sundheds- og velfærdsteknologiklynge, der hedder Copenhagen Health Tec Cluster, hvor vi tager alt det, der er vores styrkeposition her i hovedstadsområdet med medicinal- og medicovirksomhederne og forpligter os til at have et meget stærkere samarbejde med industrien, også med henblik på at øge eksporten f.eks. til Kina og for at trække udenlandske firmaer til området, hvor de kan komme og lave forsøg på vores hospitaler. Det kan være nye robotter eller nye behandlingsformer. Vi vil gerne have, at regionen åbner sig for at finde nye løsninger til patienterne, som er gode for patienterne og også for de virksomheder, der gerne vil leve af det i fremtiden. Vi gør det samme på det grønne område.”
Er der ressourcer på hospitalerne til at deltage i den slags ting?
”De hospitaler, vi driver i hovedstadsområdet, er universitetshospitaler. Vi forsker for 2 mia kr. om året i forvejen, og mange af de penge kommer fra private, fonde eller virksomheder; der er ikke nogen modsætning i at have nogle medarbejdere, som ind i mellem bliver frikøbt til at forske i ideer, som bliver forelagt hospitalerne f.eks. af en privat virksomhed. Det kan f.eks. være en app, som psykisk syge kan benytte sig af, når de er alene og har behov for at kalde hjælp. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem patienternes og virksomhedernes behov.”
Det betyder altså ikke, at der går behandlingstid fra patienterne?
”Nej, for ofte betyder forsøgene med nye tiltag, at vi kan gøre behandlingen bedre for borgerne. Derfor er også mange borgere interesserede i at medvirke til disse forsøg, hvad enten det er noget, en medarbejder på hospitalet har fundet på eller det kommer fra en virksomhed udefra. Rigshospitalet har f.eks. noget, de kalder Idériget, hvor de tager de 10 bedste ideer, som medarbejderne selv er kommet med, og arbejder på at virkeliggøre dem.”
Vi har på det seneste hørt meget om, at regionens hospitaler opkræver forskellige gebyrer fra patienter og pårørende for den samme ydelse. Kan Regionen ikke sørge for ens retningslinjer her?
”Vores sundhedsudvalg besluttede faktisk i foråret, efter at vi havde diskuteret det i Regionsrådet, at vi ville lave en undersøgelse af, hvad der egentlig er af brugerbetaling ude på Regionens hospitaler. Det kan være, Regionen ikke har været opmærksom på det, fordi betalingen måske er blevet indført ad forskellige bagveje for at få et budget til at hænge sammen. Vi har lige fået en opgørelse over det, som viser, at der på nogle områder er en uensartet praksis, og vi vil derfor nu gå i gang med at drøfte fælles retningslinjer, for vi er enige om, at der skal være samme fremgangsmåde på alle hospitalerne.”
Der er p.t. tale om en fusion mellem regionerne og Kommunernes Landsforening. Hvorfor er det en god ting?
”Fordi vi i tiden, siden regionerne blev skabt, ofte har skændtes med kommunerne om hvem, der løser opgaverne bedst. Nu er vi faktisk nået til et punkt, hvor vi er meget enige om hvem, der har opgaverne, og at fokus er at gøre det bedst for borgerne. Til gengæld oplever vi nu meget ofte, at det er Folketinget, som jeg jo selv har været en del af, der kommer og prøver at blande sig ned i nogle meget detaljerede ting. Der mener jeg også selv, at hvis regionerne og kommunerne kunne stå fælles, vil vi ikke så let kunne spilles ud mod hinanden, og vi vil bedre kunne give kvalificeret med- og modspil til Folketinget og ministerierne, når de sidder og tænker i, hvordan man kan gøre tingene bedre for borgerne. Det er baggrunden for ideen om en fusion, og hvis vi også kan dele viden bedre på tværs, kunne vi finde bedre løsninger, der tilgodeser borgerne. Vi kan aldrig blive 100% enige om alt, men det er bedre at have en tæt dialog fremfor at stå og skændes om det i medierne f.eks.”
Tror du, regionerne vil blive styrket af en fusion, for der har jo været nogen tale om at nedlægge regionerne?
”Jeg satser på, at regionerne består. Det gør jeg, fordi hvis staten skal til at drive sundhedsvæsen, bliver det meget langt væk fra borgerne. Det vil betyde, at det bliver Folketingets sundhedsudvalg, der skal beslutte, om der f.eks. skal køre akutte lægebiler i Vestjylland, om vi skal have en akut, døgnåben skadestue på Amager Hospital osv. Det synes jeg ikke er rimeligt; staten er ikke særligt god til at være driftsherre på politi og forsvar, og jeg tror, at et statsligt sundhedsvæsen vil være rigtigt dårligt. Kommunerne er for små; hvis det bliver sådan, at Hillerød kommune eller Københavns kommune sidder i en bestyrelse med 29 andre kommuner her i Region Hovedstaden, går det lige som med trafikken, de kan ikke blive enige om, hvilke busser, der skal køre hvor og hvornår. De kommer til at sidde med hver deres lille budget og sige: Når vi ikke har råd til den type behandling her i kommunen, skal andre heller ikke have den. Det bliver ikke noget godt sundhedsvæsen for os danskere, og vi vil ikke kunne øve indflydelse særligt godt, hvis vi er utilfredse med noget.”
Hvad har været særligt væsentligt for dig i de første år som Regionsrådsformand?
”Jeg har haft tre vigtige prioriteringer i det forløbne år. Den første har været at få mere menneske ind i vores sundhedsvæsen, altså at få en holdning, der gør, at hvis jeg oplever at blive syg eller komme ud for en ulykke, så er det mig, der vælger at inddrage sundhedsvæsenet og lægen i at få løst mit problem. Det skal vi afspejle, når lægerne møder folk rundt omkring, det er lægerne, der er gæster i mit liv. For mig er det forhåbentlig kun et ubehageligt bump på vejen, for andre måske en længere periode, fordi de lider af en kronisk sygdom, men der har været for meget af, at man fra hospitalsside har sagt: det er vores verden med forskning og hvide kitler osv., og patienterne skal passe ind i den hverdag og ikke være til besvær. For mig er det vigtigt at sige: Nej, det er omvendt. Det er mig, der har tilvalgt jer, og I skal behandle mig som en gæst, der er ventet og velkommen, når jeg kommer ind ad døren.
Den anden prioritering er hele det akutte område. Jeg var ikke selv med til at beslutte at hjemtage Lægevagten og indføre et enstrenget akutsystem, men jeg mener faktisk, at hele spørgsmålet om 1813 og vores skadestuer viser, at der hele tiden har været et behov for at gøre det bedre, hvad enten det er ambulancer, skadestuer eller telefoncentral. Jeg vil gerne sikre, at der er tryghed døgnet rundt.
Den tredje prioritering er væksten i Københavnsområdet. Vi kan ikke leve med, at vi ikke skaber lige så mange arbejdspladser her som f.eks. i Stockholm eller Hamburg. Vi skal gøre mere, og derfor har jeg brugt meget tid på ”at vinde Skåne tilbage”, at få sydsvenskerne ind i diskussionen om, hvordan vi styrker vores fælles arbejdsmarked. Der er 46 borgmestre på Sjælland og to regionsrådsformænd, der har sagt, at når vi går ud i verden og taler om, hvad vi laver i Kalundborg, Ishøj eller Hillerød, er vi alle sammen ”Copenhagen”. Vi skal sætte kul på sund vækst, velfærdsteknologi, bæredygtig energi, spildevandsrensning, rensning af forurenet jord, alt det vi kan. Det skal vi sælge til resten af verden, og resten af verden skal komme til os, så vi bliver en international metropol, der både er grøn og innovativ.”
Sophie fortæller her lidt om baggrunden for sit politiske engagement:
”Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er vokset op i en ret politisk familie; min morfar var borgmester i Svendborg i mange år, så når vi f.eks. tog over til jul og mødtes med familien – min mor havde seks søskende – var der en meget livlig debat. Politiske diskussioner var der altid, og folk var ikke i tvivl om, at de var socialdemokrater. Min far, der voksede op på Vesterbro, var heller ikke i tvivl om, at han var socialdemokrat, så på den måde har der altid været politik i mit liv. Men det var faktisk først, da jeg fyldte 18 og fik stemmeret, at jeg selv begyndte at interessere mig for politik. Indtil da var jeg egentlig bare en forstadspige fra Gladsaxe, der spillede musik – trompet – gik til ridning, ballet, taekwondo og en masse andre ting, som man kan, når man vokser op i en kommune med mange tilbud. I gymnasiet fik jeg en udfordring fra en god ven, som havde bemærket, at jeg interesserede mig for elevrådsarbejde, Operation Dagsværk og lignende; han opfordrede mig til at komme til et møde i DSU, og så udviklede det sig derfra.”
Du kom i Folketinget allerede som 27-årig og udtrådte for et år siden for at blive formand for Region Hovedstaden. Hvad var det i regionsarbejdet, der kunne trække dig ud af Folketinget?
”I første omgang røg jeg ud af Folketinget i februar 2005 efter 3½ år. Jeg mistede mit mandat i Vestre Storkreds, fordi Socialdemokratiet ved valget i 2005 mistede et mandat i alle tre storkredse. Jeg stod så der uden arbejde og blev opfordret til at stille op til de dengang helt nye regioner. Jeg havde arbejdet med sundhedspolitik, som i mange år havde været mit store hjertebarn, særligt sundhed for dem, der har det sværest, så det interesserede mig. Jeg kom ind i Region Hovedstaden i 2006 og var der til 2007, hvor jeg kom tilbage til Folketinget, fordi Pia Gjellerup forlod politik, og jeg var første suppleant. Vi måtte ikke have dobbeltmandater, så jeg måtte vælge mellem at være deltidspolitiker i regionen eller fuldtidspolitiker på Christiansborg, og jeg valgte at være fuldtidspolitiker."
A
