Lars Knutzon

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug
Lars Knutzon debuterede for 50 år siden i Genboerne på Odense Teater. Siden er det blevet til mange roller både på teatret, på film og i TV, og en lang karriere som instruktør har føjet sig til. Lars Knutzon blev som søn af sceneinstruktør og teaterleder Per Knutzon og mor Lulu Ziegler,

den tids store kabaretstjerne, født ind i teatrets verden, men han tog ikke den umiddelbare vej til scenen. Vi har spurgt lidt ind til, hvordan Lars’ vej kom til at forme sig.

Du er 3. generation i en teaterfamilie. Lå det i kortene, at du også skulle gå teatervejen?

”Nej. Overhovedet ikke. Jeg var ikke spor interesseret i teater og kom der sjældent. Jeg syntes, det var møgkedeligt. Vi havde dengang det, der hed Skolescenen. Jeg gik på Bagsværd Kostskole, fordi min far døde i 1948, da jeg var bare 6 år gammel. Det var vanskeligt for min mor at klare økonomien alene, så hun var nødt til at arbejde hårdt. Hun rejste rundt i Skandinavien og optrådte, og min søster og jeg blev sendt på kostskole. Først på Nødebo Kostskole, hvor jeg gik i to år og havde det skønt, siden på Bagsværd. Jeg var så lille dengang, at jeg ikke forstod, at min far døde, han var bare væk. Han var i øvrigt meget væk hjemmefra i de sidste år af sit liv, han havde meget travlt, efter de var kommet hjem fra Sverige, hvor de var under krigen. Vi var i teatret med skolen en gang om året, hvor vi typisk så en gammel Holberg-forestilling. Kedeligt! Det bedste var, at vi fik en fridag og kom af sted i vores pæneste skoleuniform.

Efter nogle år fik min mor tilbudt at stå for en kabaret i Stockholm. Det blev en stor succes, og jeg fulgte med og kom i lære som fotograf i Stockholm, først på Aftonbladet, og siden på et modestudie, hvor vi fotograferede tøj til damebladene. Det var jeg allerede begyndt på hos Mads Foto i Indre By. Han var en kendt fotograf dengang og arbejdede sammen med skribenten Tao Michaëlis. De var totalt alkoholiserede begge to, så jeg måtte lave det hele, til trods for at jeg aldrig havde stået i et mørkekammer. Men de var vanvittigt søde og sjove. I Stockholm var der heller ikke tale om noget teater, andet end at jeg mødte nogle af de sjoveste svenske skuespillere og kunstnere, f. eks. Evert Taube. Men jeg var for ung til at forstå, hvad de mennesker var, de kunne lige så godt have heddet hr. og fru Jensen alle sammen. Det meste af min tid gik med at gå i jazzklub.

Så kom jeg hjem og blev ansat på Laterna Film som toneassistent, klippeassistent og instruktørassistent. Det var kortfilm, og her begyndte der at spire noget hos mig med at blive filminstruktør, men ikke teater. Her mødte jeg nogle af de bedste kortfilmsfolk, bl.a. Theodor Christensen, som er en af bagmændene bag vores Filmskole.  Derefter kom jeg til Palladium Film, hvor de lavede spillefilm, den ene værre end den anden! Når man ser de film i dag – de kører somme tider på Charlie – tager man sig til hovedet: Hvordan kunne de lave sådan noget møg? Men det gav jo smør på brødet, for betalingen på teatret var dårlig, så selv de kendte skuespillere som Ghita Nørby, Malene Schwartz, Henning Palner og Ebbe Langberg medvirkede. Publikum var taknemligt dengang, der var jo ikke megen konkurrence. Hele miljøet omkring filmproduktionen dengang var forfærdeligt, og der blev da heller ikke lavet ordentlige film i mange år.

Det endte med, at jeg besluttede mig til at uddanne mig som filminstruktør. Der var ikke nogen uddannelse dengang, man skulle selv kæmpe sig frem til det. Det havde jeg ikke tålmodighed til, så jeg tænkte, at hvis jeg blev skuespiller, kunne jeg ad den vej blive filminstruktør. Derfor kom jeg til optagelsesprøve på Odense Teater hos teaterchef Kai Wilton, og jeg blev optaget med det samme. Så blev jeg i faget og kom ikke til at lave film, hvilket jeg er lykkelig for i dag, filmbranchen er benhård, og det er de samme 3 mennesker, der går igen hele tiden. Jeg søgte aldrig Det kgl. Teater som elev. Jeg blev frarådet at komme ind der, og i dag er jeg glad for det. Det var bedre at komme ind på en landsdelsscene, for der fik man mere at rive i. Vi var flere unge, der søgte og kom ind. Ole Ernst og jeg kom samtidig, lidt senere kom Finn Nielsen til. Kai Wilton havde en bagtanke med at tage mange unge ind, han ville nemlig lave West Side Story senere, og dertil skulle han bruge en del unge og musikalske mennesker.”

Hvad tiltaler dig mest: foran kameraet som skuespiller eller bag kameraet som instruktør?

”Nu er det jo blevet foran kameraet. Men jeg iscenesætter en del teaterforestillinger. Jeg har ikke noget specielt ønske om hverken det ene eller det andet. Jeg synes, det er fint at have mulighed for begge dele.”

Det giver vel en styrke til instruktionssiden, at du selv også er skuespiller?

”Bestemt. Jeg synes, det er sjovt at iscenesætte, men jeg har ikke noget sentimentalt forhold til det. Jeg har lavet ganske få forestillinger, hvor jeg har arbejdet efter mit hjerte og lavet det, jeg egentlig godt kan lide, nemlig det non-verbale. For et par år siden var jeg med til at iscenesætte en forestilling, der hed ”August”, som blev produceret af et teater, der bare hedder Teatret. Der var 4 skuespillere med, og det gik i al enkelhed ud på at være til stede i et mørkt rum med en kasse midt i det hele. Forestillingen fik en Reumert, og vi har rejst i udlandet med den. Den har ikke meget med traditionel dramatik at gøre; den minder mig om tiden på Bagsværd Kostskole, hvor vi ofte, i vores weekender på skolen, optrådte frit for hinanden. Det gjorde jeg tit, det var små komiske sketches, hvor man stod på scenen og mimede uden ord. Den form for komik har altid ligget og luret i mig. Når jeg får lov til at lave sådan en forestilling, så er det sjovt, ellers er meget af det jo håndværk. At have sit håndværk i orden og have erfaring er vigtigt. Der kan man have en fordel, når man har arbejdet som skuespiller, inden man bliver instruktør. Man skal give skuespillerne luft, så det ikke går som i gamle dage i 40’erne og 50’erne, hvor instruktøren bestemte alt og kunne terrorisere skuespillerne til et nervesammenbrud. Heldigvis er der sket en stor udvikling på området, og det er helt anderledes at være skuespiller i dag. Når jeg hører nogle af de gamle historier, tager jeg mig til hovedet.”

Det er vel også en spejling af samfundet i al almindelighed, hvor der ikke er så store skel mellem mennesker?

”Det er det vel. Men det har også nogle omkostninger, for netop det at holde på formerne kan medvirke til at skabe komikken.”

Du har tydeligvis en stor musikinteresse. Kunne du lige så godt være blevet musiker?

”Nej, desværre, men jeg ville gerne have været det. Jeg bliver tit spurgt, om jeg har fortrudt noget i mit liv. Her svarer mange, at de sandelig intet fortryder. Men der er meget, jeg fortryder! Bl.a. at jeg ikke fik lært at spille klaver. Det var igen det med tålmodigheden.  Man siger, at det kræver 10.000 timers øvelse at blive god på et instrument, og den tålmodighed havde jeg ikke. Jeg gik til klaver som barn, hos en meget gammel dame med krogede gigtfingre, som heksen hos Walt Disney, og hun sagde til mig, at jeg skulle øve mig. Men tålmodigheden var der ikke, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke lærte noget.  Kvinderne i min mors generation i det bedre borgerskab lærte jo at spille klaver efter noder, jeg kan stadig se hende for mig ved klaveret. Men jeg holdt meget af musik trods alt, og især kom jazzen til at betyde noget for mig allerede tidligt i min ungdom. Først var det traditionel Dixieland-jazz, men det gik hurtigt over til bebop. Klassisk musik hører jeg også meget, især barok og rokoko. Også musikken fra den sene middelalder holder jeg meget af, helt enkel musik, hvor der kun er 3-4 toner, meget smukt. Barokken – Mozart og Haydn – er så pragtfuld, for det er ren musik, der bliver ikke fortalt en historie, man skal forholde sig til samtidig. Rene, pragtfulde toner, hvor der faktisk er jazz i. Men så kommer naturalismen ind i billedet i løbet af 1800-tallet, hvor man bliver løbet over af anmassende fortællinger. Jazzmusikken er det vigtigste, der er sket i det 20. århundrede.”