PAULI TVILLING - Foto: Kirstine Ploug
Skrædder og designer Pauli Tvilling er aktuel på TV i programmet ”Skattejægerne”, hvor han opkøber vintagekjoler til salg fra sin forretning ”FN92” i Københavns Indre By.
Forretningen er en Aladdins Hule for kvinder, der holder af smukt, feminint tøj i en kvalitet, som ikke længere er tilgængelig i det aktuelle udbud af tøj. For, som Pauli udtrykker det, det tøj, der har været fremstillet siden 1970’erne, er ikke i en kvalitet, der kan gemmes. Det bliver smidt ud, når det er umoderne; derfor er det vintagetøj, der kan findes nu på markeder og auktioner, det eneste og sidste, der er.
Vi vil gerne præsentere Pauli Tvilling for vore læsere og har derfor været på besøg i Paulis forretning i Larsbjørnsstræde for at høre nærmere:
Pauli, vi ved, at du er uddannet skrædder og designer. Må vi høre lidt om din vej til, hvor du er nu?
”Jeg har altid – som de fleste, der laver det, jeg gør – tegnet, klippet og klistret. Jeg fik som barn lov til at klippe i min mors ting og sy dem om. I gymnasiet arbejdede jeg som opvasker i en restaurant for at tjene penge til at kunne lave modeopvisninger, hvor jeg f.eks. klippede affaldssække i stykker og lavede kjoler af dem. Mit liv har altid været en slags kreativt laboratorium. Det førte til, at jeg tog en skrædderuddannelse på en skole, som nu er lukket, Alexanderskolen, som lå i Frederikshavn.
Jeg blev uddannet skrædder og lærte håndværket til bunds; det var ikke noget vildt, der blev syet i Frederikshavn. Efter endt uddannelse pakkede jeg min kuffert og rejste til Paris og forsøgte at komme ind i nogle af de store modehuse, hvor man arbejder gratis som det, man kalder volontør. Det gjorde jeg i nogle år og blev så ansat i et par år hos Louis Feraud, hvor vi syede kjoler til 200-300.000 kr. Men så skete 9/11 i New York, og det gjorde, at alt nærmest stoppede i hele modebranchen. Der kom en stilstand, og jeg besluttede, at jeg måtte gøre noget. Jeg bestemte mig til at flytte til København. Jeg havde aldrig boet i København, men valgte altså at flytte hertil efter mine 5 år i Paris.”
Hvilke følelser har du, når du tænker tilbage på din tid i Paris – var det en god tid?
”Det var meget svært at få foden indenfor. Paris er en by, hvor der kommer rigtigt mange mennesker, som gerne vil arbejde med de her ting. Mens jeg sad i det, var det ikke specielt sjovt, fordi man kommer til en millionby, man kender ikke nogen, man arbejder gratis. Jeg fik heldigvis nogle legater, som gjorde, at jeg kunne leve en lille smule, og jeg fik også en legatlejlighed af Bikuben Fonden, som hjalp meget. I dag ser jeg på det som et sted, hvor jeg henter inspiration; det er ligesom at have en stor kuffert, man har fyldt en masse ting i. Så kan man åbne den en gang imellem og tage ting op af den, man kan bruge til noget.”
Har du nogle præferencer inden for skrædderkunsten?
”Jeg er meget optaget af unika; vi lever i en verden, hvor alt går meget hurtigt, og det er de producenter, der masseproducerer tøj, der tjener pengene. Jeg har i lang tid været besat af, at man tager noget, som er lavet industrielt, og som jeg klipper op og gør det til unika. Det er en tilbagevendende tanke hos mig, at man tager noget, som allerede eksisterer i en form, og som jeg så laver om. Det er en balancegang, for nogle ting kan ikke klare det; jeg har nogle gange overdesignet, så jeg i virkeligheden har ødelagt tingen, fordi jeg ville sætte mit præg på det. At redesigne noget, som allerede har eksisteret, er interessant. At se, om man kan give det en ny dimension.”
Med dit åbenlyst kreative talent kunne du måske lige så godt være blevet maler eller andet i den kreative verden?
”Måske bliver jeg maler en dag. Men det har altid været og er stadig beklædning, der er min udtryksmåde. Jeg samarbejder nu med portrætfotografen Kirstine Ploug og frisør og make-up artisten Lillian Tveiten, hvor vi har skabt bloggen ”The Originals”; her er det nærmest malerier, vi laver. Konceptet med The Originals er at skabe inspiration for os og andre, det er en legeplads for os, hvor vi kan få afløb for vores kreativitet og få lov at lave nogle af de ting, vi ikke når frem til i hverdagen.”
Pauli forklarer videre om The Originals: ”Jeg opdagede en portrætfotograf, Kirstine Ploug. Portrætfotografer kan noget mere end modefotografer; de kan tage almindelige mennesker og få noget ud af dem. Det interessante ved vores blog er, at vi omformer mennesker. Lillian Tveiten, som laver hår og make-up, kan få hvem som helst til at se ud og føle sig som supermodeller eller filmstjerner. Det letteste for os ville være at få nogle professionelle modeller, som altid ved, hvordan de skal bevæge sig for at se bedst ud, men det er uinteressant. Vi laver portrætserier, hvor tøjet kan fylde mere eller mindre, men basen er altid en personlighed og ikke en blank model. Så begynder det at blive mere end bare mode. For mig er det en udvidelse af portrætfotografiet. At se, hvor langt man kommer med portrættet som udgangspunkt. Det er et laboratorium ligesom tiden i Paris. Vi får alle plads til at afprøve ideer og udfordre hinanden kreativt og udforske portrætfotografiet.”
A
