Folketingets formand

Mogens Lykketoft - Foto: Henrik Ploug

Mogens Lykketoft har været socialdemokrat fra sin tidlige ungdom og har i løbet af sin karriere beklædt store poster i dansk politik og har været medlem af Folketinget siden 1981. I 2011 valgtes han til formand for Folketingets Præsidium,

en meget ærefuld stilling. Vi ville gerne vide mere om Formandsposten og Mogens Lykketoft selv:

Hvilken rolle spiller Formanden i Folketingets arbejde?

”Formanden er den, der skal være i spidsen for tilrettelæggelsen af arbejdet med lovgivning. Formanden leder møderne i salen, jeg har de fleste vagter i formandsstolen, men jeg deler med et antal næstformænd. Det er en del af funktionen, men det vigtigste og mest tidskrævende arbejde handler om, at den her landsby med 1.200 mennesker skal fungere på bedst mulig måde, så vi kan løse det, som er opgaven, nemlig at lovgiverne har ordentlige arbejdsforhold og så vidt muligt laver ordentligt lovarbejde. Jeg er den politiske chef for pyramiden Christiansborg, hvor vi har 178 kolleger, som har valgt mig, 400 mennesker ansat direkte under Folketinget, andre 400, som vi finansierer, men som er ansat i grupperne eller hos de enkelte folketingsmedlemmer. Vi har også 200 repræsentanter fra medierne, som har kontorfaciliteter herinde. Det ligger også i funktionen at holde dette prægtige hus i høj standard og etablere nye ting, også for københavnerne.

Vi har her i sommer indrettet en restaurant og udsigtsplatform i tårnet. Jeg fandt ud af, at vi har brugt et vældigt flot 12 m højt loftsrum til lagerplads i 100 år! Det har vi lavet om på nu, så det er blevet en ekstra adgang, offentligheden har til Christiansborg, hvor man kan gå op og spise og nyde udsigten. Der er gratis adgang til den åbne platform i tårnet.”
    
Som københavner undrer man sig over, at politikerne nu barrikaderer sig bag bomme og store granitsten og har lukket for kørende trafik. Hvordan hænger det sammen med offentlighedens adgang til Christiansborg?

”Vi skal sørge for at være et åbent hus, og nogle vil sige, at det konflikter med, at vi – i lyset af katastrofen i Oslo forud for massakren på Utøya – har været nødt til at lave nogle sikkerhedsforanstaltninger. Vi er kede af, at det er nødvendigt, men der er stadig den samme adgang til Christiansborg, man skal bare gå nogle skridt længere. Da angrebet i Oslo skete den 22. juli 2011, havde man længe været advaret og var blevet opfordret til at lukke den gade for gennemkørsel, hvor varevognen blev sprængt, og der blev slået adskillige mennesker ihjel. Vi ved, at terrorister går efter symboler som netop landets parlament, og derfor har det været nødvendigt med mere sikkerhed, men vi har lagt vægt på, at det ikke begrænser offentlighedens adgang.”

De store granitsten, der omkranser pladsen foran Christiansborg, er det en blivende foranstaltning?

”Nej, det er meningen, at der skal laves en meget fin ny indretning af slotspladsen, formentlig med nogle stenbænke og lignende, som tjener det samme formål, men som har et mere parkagtigt præg. Det er noget, som er i gang i samarbejde med Københavns kommune, og det vil måske vare et par år, førend det er færdiggjort. Derfor har vi stillet granitblokke op i mellemtiden i stedet for at være tvunget til at stille cementklodser op, som man kender det ved vejarbejder.”

Nu er vi tæt på Folketingets åbning. Hvordan forbereder Folketinget sig på åbningsdagen?

”Ved åbningsdagen er det særlige, at den er reguleret i Grundloven. Det hedder, at statsministeren skal give en redegørelse for rigets tilstand og de af regeringen påtænkte foranstaltninger. Dagen er omgivet af lidt større højtidelighed, også fordi den kongelige familie den ene gang om året kommer som gæster i folketingssalen og lytter til statsministerens ord. Præsidiet har ikke så meget forberedelse; vi sørger for at pynte pænt op med blomster og sørger for, at de ombygninger og reparationer, der altid er nogle af i sommerperioden, er afsluttet før dagen, men ellers er det statsministeren, der skal forberede sig. Man skal huske, at vi ikke har totalt lukket hele sommeren. Folketinget havde faktisk møde forleden dag i al ubemærkethed for at behandle et skatteforslag, som skal vedtages, når vi mødes igen den 9. september for at førstebehandle finansloven; vi skal også sidst i august holde møde for at behandle udsendelsen af et transportfly til Irak, så forestillingen om, at Folketinget ligger helt dødt fra midt i juni til oktober, er ikke rigtig.”

Har tonen i Folketinget ændret karakter i den lange periode, du har været her?

”Nej, egentlig ikke. Tonen er gennemgående god, det er meget sjældent, at det har en karakter, hvor Formanden skal gribe ind og sige, at ”den tone bruger vi ikke her”. Der er parlamenter i andre lande, hvor de slås korporligt, når de er uenige, men det har vi da heldigvis ikke været ude for!”

Du har beklædt et væld af tunge poster. Er der en særlig post, hvor du synes, du fik bedst indflydelse?

”Der, hvor jeg mest konkret har kunnet sætte et aftryk på, hvad der skete i landet, er også den periode, hvor jeg havde den samme post længst, nemlig som finansminister i 8 år. Jeg er stolt over at kunne sige, at vi i løbet af den periode fik løftet beskæftigelsen med 200.000 og også havde plads til at lave væsentlige velfærdsforbedringer samtidig med, at vi fjernede underskuddet på statens finanser. Jeg prøvede i en kort periode, ca. 1 år, også at være udenrigsminister. Det var et drømmejob, for jeg har nok i virkeligheden allermest interesseret mig for internationale anliggender, men er ad mærkelige veje kommet til at beskæftige mig med skat og økonomi i mange år. Det er også en illustration af, hvad forskellen er mellem at være finansminister og udenrigsminister: som finansminister har man meget stor indflydelse på et lille land, som udenrigsminister har man meget lidt indflydelse på hele verden! Men begge funktioner er selvfølgelig uhyre spændende.”

Jeg hæfter mig ved, at du først og fremmest betegner dig som socialdemokrat. Kommer du fra et socialdemokratisk hjem?

”Jeg tror ikke, man kan placere mine forældre et bestemt sted, de var ikke politisk aktive. Men især i min mors familie var der mange, som var politisk aktive som socialdemokrater og havde en faglig baggrund, og mange af dem har jeg vel været påvirket af. Men det var også en ræsonnering for mig, da jeg var helt ung – hvor var det, man havde skabt det mest sympatiske samfund i verdenshistorien, og hvem havde været i spidsen for det – ja, det var jo her, og det var socialdemokratiet. Det syntes jeg var værd at arbejde for og fastholde og udvikle.”

Lidt i tråd med det: vi har været vidne til en grådighed og egoisme i det seneste 10-år, som har kastet verden ud i en global krise. Har du et bud på, hvordan man dæmmer op for det?

”Det er dybest set et politisk spørgsmål, om de kræfter, som repræsenterer den uhæmmede grådighed, skal have lov til at bestemme. Jeg mener, at en af de største udfordringer for demokratiet er, hvis pengemagten i bredeste forstand – store selskaber, store banker, rige enkeltindivider – kommer til at dominere det politiske system, så at sige køber politiske partier. Det har vi ikke været så udsat for her. Man ser det i Amerika, vi har set det i Italien, hvor Berlusconi, som i virkeligheden er en vittighed, i 20 år i kraft af sine penge kunne dominere et stort, europæisk lands politiske liv. Vi ser, hvordan den stærkt højreorienterede presse som f.eks. Rupert Murdochs medieimperium i Storbritannien – og også USA og Australien – sætter nogle dagsordener. Det er svært at afvise, at Murdoch og hans tabloidpresse har haft afgørende indflydelse på hvem, der blev britisk premierminister i de sidste 20 år. På den måde er jeg bekymret, fordi de, der mener noget andet end de allermest økonomisk magtfulde, har langt sværere ved at komme til orde i de moderne demokratier.”

Kan man gøre noget internationalt for at bremse den udvikling?

”Man kan politisk begrænse de private penge og sørge for, at partierne har en offentlig støtte. Vi har noget af det, svenskerne og nordmændene har mere. Det er en måde at sørge for en anden balance end den, markedskræfterne skaber, også i det politiske og mediemæssige landskab. Et er, at vi alle sammen har retten til at udtrykke os, men spørgsmålet er, hvem der har råd til at købe de største megafoner!”

Ville du være interesseret i en stilling i udlandet, hvis du blev spurgt?

”Jeg er ikke interesseret i at slå mig ned i udlandet, det er jeg blevet for gammel til, men den danske regering har foreslået, at jeg i et år skulle fungere som formand for FNs generalforsamling. Der er dog ikke afgjort noget endnu. Det ville betyde, at jeg skulle være fraværende herfra et år. Det ville være utroligt spændende og ville også være en måde at flage Danmarks profil i verden på.”