Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug
Ulf Pilgaard er igen i år i fuldt vigør i Cirkusrevyen. Her optrådte han første gang i 1968 sammen med Dirch Passer og kom i 1986 permanent tilbage efter nogle år i hhv. Tivolirevyen og Holstebrorevyen. Mange år med gode kolleger, der har skabt en skatkiste fyldt med grin til glæde for alle os, der har set med. Vi talte med Ulf på Bakken en dejlig sommeraften inden forestillingen:
Det må være sjovt for dig at tænke tilbage på alle de oplevelser?
”Det er det selvfølgelig. Det mærkelige er, at så længe man er i gang, tænker man ikke over det. Jeg har nærmest kun set tilbage netop i en situation som denne, hvor man sidder i et interview og bliver spurgt om noget, man engang har oplevet. Når jeg reflekterer over det på den måde, må jeg jo erkende, at det er rigtigt mange år, der er gået, og en utrolig mængde af ting, man har rørt ved i årenes løb.”
Du har ikke planer om at lade dig pensionere?
”Mere eller mindre. Jeg har benyttet anledningen til at trappe lidt ned. Med anledningen mener jeg, at der pludselig blev taget et teater fra os i København. Københavns Teater tog muligheden for at tegne abonnement fra Privat Teatret, og dermed fjernede man det økonomiske underlag. En fremragende indsats fra Københavns Teaters side! Man vidste godt, at resultatet ville blive en lukning, for vi ville jo ikke kunne klare os i konkurrencen med de andre teatre, som havde en abonnementsordning, som vi også var inde under i mange år uden problemer overhovedet. Men det var den daværende og nuværende direktør for Københavns Teater, Steen Pade, der skulle spille stor mand. Det er mærkeligt, at sådan noget kan foregå stort set uden at nogen hører om det.”
Men så fik du altså mere tid?
”Ja, for jeg spillede i mange år en forestilling på Privat Teatret om vinteren, hvor jeg så havde sommeren her ude. Det har jeg haft det godt med, men nu kom så en anledning til at trappe lidt ned.”
Hvis vi går lidt tilbage i årene igen, var der vist noget med, at du spillede teater, allerede mens du studerede. Hvad var det, der gjorde, at du sprang fra teologistudiet?
”Det var et sæt af tilfældigheder. Der var nok en drivkraft et sted i mig, men teaterverdenen lå meget langt fra det, jeg voksede op i, som jo var et præstegårdsmiljø. Jeg er født i Skive og boede der under besættelsen, så fik min far embede på Vesterbro i København. Det, jeg kan huske, er min opvækst i København, hvor vi boede i Kingosgade. Alle var fattige i årene efter krigen. Vesterbro var dengang arbejderfamilier, der var ikke narkomaner – måske med undtagelse af Tove Ditlevsen, der boede i Hedebygade! Siden kom vi til Århus, men hele tiden var der trods alt det kirkelige miljø. Jeg var både KFUM’er og FDF’er, som man var dengang som pænt, ungt menneske. Lige præcis dér tangerede det faktisk teater, fordi jeg både i KFUM og FDF kom til at spille nogle store børneroller, bl.a. Astrid Lindgreens ”Mesterdetektiven Blomquist”, som jeg spillede som 14/15-årig. Jeg tror, jeg fik rollerne, fordi jeg allerede dengang havde let ved at lære udenad. Jeg kunne godt lide at spille teater, og det faldt mig også let.
Jeg endte med at blive student fra Århus Katedralskole og fortsatte direkte samme år på universitetet i Århus. Det var som teolog, og det var vel, fordi det var noget, jeg kendte til. Det lå ligesom i luften – egentlig var det noget mærkeligt noget.”
Er der noget fra dine studier, du har kunnet bruge i din anden løbebane – menneskeligt/filosofisk?
”I høj grad. Det stof, man arbejder med på studiet, er jo vores eksistens og selvfølgelig troen på en højere mening med det hele. Også forholdet mellem mennesker, men det er alligevel noget, der først kommer senere i livet.”
Teater, film og revy er forskellige discipliner med hver sin arbejdsmåde. Du trives tilsyneladende lige godt med det hele?
”Det er meget tilfredsstillende at kunne arbejde med forskellige metoder og løse de forskellige udfordringer, der følger med. Det er mere spændende, når man har mulighed for at skifte arbejdsform ind i mellem. På film er det et helt andet udtryk, hvor man skal ned i så lille format, så man næsten ikke tror, at man spiller komedie. Stemmestyrken og måden, man siger replikker på. Der er opstået det fænomen, at nogle yngre skuespillere taler så lavt, at man ikke kan høre, hvad de siger, i misforstået tro på at man er tættere på det virkelige livs sprog. Det er helt forvrøvlet, men man kan åbenbart forlede en hel generation. Jeg har hørt instruktører sige ”det er lidt for teateragtigt”, hvis man taler, så det kan høres. Det er et spørgsmål om at kunne sige sine replikker, så de lyder hverdagsagtigt, men er forståelige, og det kan man sagtens, hvis man kan sin metier. ”Mumlerne” kalder jeg dem, en hel generation af mumlere.”
Her på revyen har man indtryk af, at I skuespillere løbende har indflydelse på tekst og form?
”Det har vi bestemt. Men sådan har det ikke altid været. Når jeg tænker tilbage, har jeg oplevet direktører, der har sagt: det er lige meget, du skal bare gå ind og lave det og det. Sådan var Åge Stentoft f.eks., men ikke Preben Kaas, han var meget sød til at hjælpe med til at forløse tingene. Vi er som skuespillere trods alt vant til at læse tekster og have med publikum at gøre, og det er en belastning at vide, at man står foran publikum med noget forfærdeligt lort i hænderne, som man skal arbejde med i en hel sommer. Her på Bakken skete der noget, da Torben Petersen købte Cirkusrevyen i 1985. Han havde ikke forstand på revy, så han henvendte sig til direktøren for Aalborg Hallen, Ernst Trillingsgaard, og bad ham stable en revy på benene. Ernst spurgte Lisbeth Dahl, om hun ville være instruktør, og så kom det efterhånden i stand. Det første hold var Lisbeth Dahl, Claus Ryskjær og mig. Vi fik fuldstændigt frie tøjler. Pengene havde vi ikke noget med at gøre, det var Torben, der var købmanden. Men han troede på os, og det viste sig også at være en stor styrke, at vi, der skulle ind på scenen, kunne sige: det dér vil jeg simpelthen ikke stå med en hel sommer.”
Hvor hurtigt kan I mærke, om publikum er med, når I går ind på scenen?
”Det kan du mærke 1 minut inde i forestillingen! Det er meget mærkeligt; der sidder 1300 mennesker, men det er som om det er ét væsen. Man kan somme tider opleve, at det er som om de ikke vil være med. De sidder og skaber næsten en uvilje mod det, der foregår, meget mærkeligt og meget ubehageligt. Der er stor forskel på, om du ser ned på et ansigt, der smiler forventningsfuldt og åbent, eller om du ser ned på et surt ansigt, der er helt lukket til og bare udstråler: hvornår holder det her op? Derfor kan der også skabes meget forskellige forestillinger."
Selvom du har stor rutine, kan du så alligevel blive nervøs for, om det nu går?
”Det kan man roligt være nervøs for, rutine eller ej. Der er ingen garanti i denne branche. Tværtimod er det nu gået helt afsindigt godt i 13-14 år i træk, og det i sig selv er nærmest teaterhistorie, så man kan blive lidt nervøs for, om det holder. Der er en forventning hos publikum, som vi gerne skal indfri. Og det er næsten lykkedes hver gang. Men vi klapper i vores små hænder bagefter, nogle gange lidt overraskede – Gud, skete det igen!”
Dirch Passer og dig kan vi ikke komme udenom. Hvordan havde I det sammen?
”Vi var ikke sådan ”pals”, altså drukvenner, som han desværre havde nogen af. Men vi havde fra starten en fantastisk god kemi sammen. Vi mødtes første gang i Annie Get Your Gun på Falkoner Centret, hvor Daimi spillede Annie. Prøverne startede i 1967 med premiere 2. juledag og forestillinger et par måneder derefter. Jeg fortsatte med ham i Cirkusrevyen 1968, så vi var meget sammen over et godt stykke tid. Dirch følte, at han altid skulle være morsom, og det var virkelig anstrengende, når man godt ville slappe af og være privat. Jeg tror, det tog enormt på ham. Sådan er der ingen mennesker, der kan være. Alle har behov for ro indimellem for at nulstille sig selv. Jeg bilder mig ind, at Dirch slappede af, når han var sammen med mig. Han kunne fornemme, at han kunne droppe den morsomme mand uden at frygte at blive røvrendt eller bagtalt, hvad der jo heller ikke kunne falde mig ind. Han kunne sige dybere og mere alvorlige ting, der gik ham på, til mig. En sådan gensidig tillid skaber et fantastisk venskab, uden at vi sad lårene af hinanden. Der var jo også 14 år imellem os, og man omgås vel mest mennesker i sin egen alder – det kan jeg jo konstatere nu, når jeg kigger på min vennekreds!”
Hvis du skulle ud og underholdes en aften, hvor ville du så gå hen?
”Det gør jeg faktisk alt for lidt. I gamle dage gik jeg på Jazz House, og det kunne jeg måske godt finde på igen. Vi kom dengang på Montmartre og den slags steder, indtil børnene kom, og det med at gå i byen blev en tabt verden næsten fra den ene dag til den anden. En god jazzkoncert kunne jeg godt tænke mig.”
Får Cirkusrevyen også glæde af dig til næste år?
”Ok ja, det er allerede på skinner.
A
