DGI direktør JACOB JUHL PEDERSEN

Tekst:Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Sport og motion generelt fylder mere og mere i disse år. Vi har været på besøg hos en af aktørerne, DGI Storkøbenhavn, som er en afdeling under det landsdækkende DGI, Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger. Direktør for DGI Storkøbenhavn Jakob Juhl Pedersen forklarer nærmere om foreningen:

”DGI Storkøbenhavn er en ud af 15 landsdelsforeninger og dækker 11 kommuner i området. Vi er en selvstændig enhed med egen bestyrelse og samtidig en del af det landsdækkende DGI med over 1,5 mio medlemmer, hvoraf 130.000 er medlemmer i omkring 500 idrætsforeninger i Storkøbenhavnsområdet, som igen er medlem af DGI Storkøbenhavn. I forhold til befolkningssammensætningen er vi en stor landsdelsforening og i forhold til medlemstal er vi efterhånden også blevet en af de store. Da jeg startede for 7 år siden, var vi 65.000 medlemmer, så vi har fordoblet vores medlemstal.”

Hvordan finansieres driften?

”DGI Storkøbenhavns omsætning er på ca. 25 mio kr., og ca. 20% - omkring 5,5 mio – får vi af tipsmidler, som distribueres via vores landsorganisation. Derudover betaler deltagere for at være med til stævner, turneringer, kurser osv. Vi får hvert år ca. 5 mio fra fonde og puljer. I det omfang, kommuner er med til at finansiere projekter, eller hvis de decideret køber os til at levere en ydelse, kommer der penge derfra. En ydelse kan f.eks. være certificering af børnehaver til at være idrætsbørnehaver, hvor vi kører et uddannelsesforløb, som kommunen betaler for. Det giver en omsætning på ca. 1,5 mio.”

Politikerne har for nylig udtrykt ønske om at omdirigere tipsmidler til mere bredt orienterede sportsformer. Hvordan udmønter det sig?

”Man har været inde og evaluere på, hvad staten får for pengene; om Dansk Idrætsforbund og DGI leverer en vare, der er god nok. Hovedkonklusionen på den udredning, der er blevet lavet, er, at det går rigtigt godt. Når man sammenligner med andre lande, går det særdeles godt. Det er sådan, at 86% af alle børn og unge er med i en idrætsforening, og over 40% af den voksne befolkning er også i en idrætsforening. Der er lavet en politisk aftale mellem alle partierne, en såkaldt stemmeaftale, som ikke er helt så stærk en konstruktion som et forlig. En stemmeaftale kan senere ændres uden at alle de involverede partier behøver at deltage. Denne aftale vil politikerne kigge på igen om 4 år. Aftalen betyder, at idrætsorganisationer får lidt færre penge end før, omkring 2-3 mio for DGIs vedkommende. Tilsvarende for Dansk Idrætsforbund. Der skal tages en hel del penge fra baneridning, altså trav og galop, ud fra den betragtning at det ikke ligger inden for tipslovens formål at drive kommerciel sport. Tilskuddet bliver nedtrappet langsomt over en overgangsperiode, således at de sammen med svenskerne og nordmændene kan overveje en anden model.”

Det er lidt sent at finde ud af, at baneridning ikke ligger inden for tipsmidlernes anvendelse?

”Forskellige ting har gjort sig gældende. I gamle dage var der et spilmonopol, og for at opretholde monopolet måtte man tilgodese dem, der gerne ville, men ikke måtte stå for spillet selv, som f-eks. galopbanerne. Så længe der var et monopol, gav det god mening at støtte. Men det har længe været sådan, at de har fået en del flere penge i støtte, end det har givet overskud, så på den måde var det gået hen og blevet en slags erhvervssubsidie. I og med at man liberaliserede spillovgivningen for ca. 3 år siden, var der et behov for at kigge på det felt.”

De penge, der før gik til baneridningen, kommer de så til jer nu?

”Nej, for der blev også taget lidt fra os, men dog ikke mere end vi kan leve med. Vores grundlæggende problem er sådan set, at der via liberaliseringen af spillovgivningen blev lavet en aftale om, at idrætsorganisationerne og de andre modtagere af tipsmidler, f.eks. patientforeninger, skulle have pengene fra Lotto, mens indtægterne fra den anden og mere hasardprægede del af området skulle gå til staten. Lotto har været faldende, og hvis man indregner prisudviklingen, er  tilskuddet til idrætsorganisationerne blevet udhulet over de senere år. Dem, der får flere penge, er Sportigan Danmark, der står for at trække de store idrætsbegivenheder til Danmark. De har før kørt på korte bevillinger, men er nu fast på fordelingsnøglen. Antidoping Danmark får flere penge, og det samme gør IDAN (Idrættens Analyseinstitut). Visse ting er ikke afgjort endnu, bl.a. er ministeriets egne penge ikke fordelt endnu, det mangler politikerne at tage stilling til. Den store ting, der kom ud af hele processen, er, at Dansk Idrætsforbund og DGI har lavet en fælles vision, som vi vil arbejde efter. Den går på, at i 2025 skal 50% af den danske befolkning dyrke idræt i en forening, og 75% af den danske befolkning skal dyrke motion.  I dag dyrker 66% af den danske befolkning motion, så vi skal skubbe til 10% flere over de næste 10 år. Det tror vi er muligt, for vi har gode dialoger i gang rundt omkring. Det er en konkret målsætning, som vi i de forskellige idrætsklubber arbejder med at finde de rigtige midler til at nå. Det betyder et tættere samarbejde med Dansk Idrætsforbund og en synergi mellem vore to forskellige strukturer. DGI er meget decentraliseret og tæt på kommunerne, hvorimod Dansk Idrætsforbund er specialister inden for hver deres idrætsgren, og pengene bliver tildelt fra Dansk Idrætsforbund ud til specialklubberne, som så selv bestemmer, hvad de vil bruge dem til. Det betyder, at Dansk Idrætsforbund ikke er så lokale som vi, men til gengæld har stor kompetence inden for hver specifikke idrætsgren.”

Hvad er udfordringen i forhold til at få flere i gang med motion?

”Det er netop vores formål, og den største udfordring ligger naturligvis i at få fat i dem, der har sværest ved at komme i gang. Vi ved godt, at vi skal have fat i flere med anden etnisk baggrund. Vi lavede en undersøgelse i 2010, hvor vi spurgte vores foreningsledere, hvor mange medlemmer de havde med anden etnisk baggrund. Det blev anslået til 4%. Det samme tal i dag er 8. Gruppen udgør 12% af befolkningen, så vi skal have flere af dem med. Vi ved også, at der er en social slagside. Jo længere uddannelse man har, desto mere idræt dyrker man. Hvis vi ser på udviklingen i København, er det sådan, at der inde i København bor flere velstillede, og derfor er procenten højere end ude i omegnen, hvor vi klart kan se, at vi har en udfordring med at få flere i gang med idræt.

Det har mange konsekvenser i menneskers tilværelse, at man ikke dyrker motion. Den ene ting er i forhold til den demokratiske forståelse, hvor det at være i en frivillig forening og deltage i livet dér åbner øjnene for hvad det vil sige at være medborger. Det giver lokal sammenhængskraft og i et større perspektiv bidrager det til den demokratiske dannelse i Danmark. Mere prosaisk kan man sige, at det også har betydning for sundhedsbudgetterne i kommunerne. Forebyggelsesopgaverne er flyttet ud i kommunerne, så der kan spares penge på at holde borgerne sunde. For borgeren betyder det gode leveår. Hvis man dyrker motion, får man flere gode leveår. Det er et faktum, og det synes vi er værd at gå efter. Vi er ikke sundhedsapostle, men det at have et godt liv og føle velvære fysisk og psykisk er vigtigt.”

Bliver I inddrager i den nye skoledag, hvor børnene skal motionere noget mere?

”Ja, det gør vi. Vi har arbejdet henimod det i mange år. For nogle år siden var vi med til at få lavet en såkaldt konsensuskonference i forhold til at samle så mange kompetente forskere som muligt og prøve at få dem til at blive enige om, hvorvidt motion har en positiv effekt på læring. Det blev de enige om; der er en positiv sammenhæng mellem evnen til at lære og motion. Det gælder hele livet, så man må endelig ikke holde op med at udfordre sig selv med noget motion! Det holder én frisk, også i hovedet. På baggrund af det har man fra politisk hold bestemt, at motion skal fylde mere i skoledagen. DGI er meget glad for reformen, men vi er også opmærksomme på, at det er en meget stor reform, og at det tager tid. Vi har ingen ambitioner om, at alt kører på skinner fra det nye skoleårs start her i august, men vi har store forventninger til resultatet. Vores rolle har indtil nu været at tilbyde samtlige skoler i vores område at hjælpe lærerne i gang, give dem inspiration til at føre reformen ud i livet både i forhold til idrætsundervisningen og i forhold til de traditionelle fag, hvor vi kan inspirere lærerne til at få bevægelse med ind i undervisningen. Vi har et profilskoleforløb, som skolerne kan købe. En anden ting, vi gerne vil hjælpe skolerne med, er at lave gode aftaler med idrætsforeningerne. Udfordringen her i vores område er, at foreningerne tit træner på mange forskellige skoler, hvorimod man ude i provinsen har én idrætsforening og én skole, og det gør det nemt at lave gode aftaler. Herinde i byen er tingene splittet op, og vi vil gerne hjælpe med at træffe gode aftaler mellem den enkelte skole og foreninger, der gerne vil arbejde på at blive lokale omkring og på den skole. Der er flere formål i folkeskolereformen: ikke blot mere bevægelse, men også inklusion, og her mener vi absolut, at idræt og motion har en rolle at spille. Det er en stor opgave, men vi er fortrøstningsfulde.”