Tekst: Connie P. Christensen - Foto: Henrik Ploug
Badning i Københavns havn var i mange år ikke bare snavset, men direkte ulækkert og også forbudt, men sådan er det ikke længere. Med de to friluftsbade ved Islands Brygge og Fisketorvet har beboerne fået et åndehul midt i storbyen. Og der er ingen tvivl om, at det er populært.
Islands Brygges Havnebad var det første.
Her startede Jakob Schrøder i 2001, først som livredder, nu er han ansvarlig for begge bade.
Jakob Schrøder giver os et indblik i havnebadet:
”Vi havde i 2013 godt 70.000 besøgende, men året før var det kun omkring det halve. 2012 var en dårlig sommer. Vi har 4-5 livreddere på vagt ad gangen, alt efter om det er hverdag eller weekend eller morgen eller aften. På begge bade kommer nok ca. 60 livreddere igennem på en sæson, fordi livredderne typisk tager et par uger på hvert bad, så flytter de videre til et andet sted i landet. Trygfondens Kystlivredningstjeneste leverer livreddere til badene, som drives af Københavns kommune. Dvs. at Trygfonden uddanner og uniformerer livredderne, men Københavns kommune betaler driften og aflønningen af livredderne. Samarbejdet fungerer godt.
Vi lukker kl. 19 hver dag. I hverdagene er der åbent fra kl. 7 og i weekenderne fra kl. 11. Som noget nyt i år forsøger vi at lukke en time senere i skolernes sommerferie, altså kl. 20. Vi har ikke nogen egentlig aldersgrænse for badende børn, der kommer alene. I princippet kommer de ind, når de kan svømme, men det er altid en god idé at følges med nogen. Hvis vi er usikre på, om et barn kan svømme, beder vi dem tage en svømmetest, hvor de skal kunne svømme en banelængde i det store bassin, 75 meter, ubesværet. Så kan vi acceptere, at de er her og får lov til at springe. Vi har været udsat for, at et barn, der ikke kunne svømme, er sprunget ud fra vippen, og det giver selvfølgelig anledning til panik hos barnet.
Vi har heldigvis ikke så mange farlige situationer, for livredderne gør meget ud af det forebyggende arbejde, så vi kan undgå, at der opstår paniksituationer. Meget af det, der sker, sker egentlig på kajen; nogen får en splint i foden, falder og forstuver en fod eller den slags. Vi har heldigvis ikke mange ulykker i vandet. Sidste sæson var den værste episode her med en motionsløber, som kom ned til livredderne og begyndte at snakke. Pludselig begyndte hun at tale usammenhængende og faldt om med hjertestop. Heldigvis er livredderne grundigt uddannet i førstehjælp, og vi har både ilt og hjertestarter her, så hun fik hjælp.”
Har I tal på, hvor mange badende der er i vandet?
”Ja, vi har en tæller, der registrerer de besøgende. Vi kan se, hvor mange der er inde, og hvornår spidsbelastningsperioden er. På de allertravleste dage kan vi have op til 3.000 besøgende. Anlægget er bygget til 600 badende ad gangen, og det er temmelig mange. Hvis vi nærmede os det tal, ville der ikke være rart at være. Men hvis vi føler, at der er for mange, sætter vi en mand i døren og regulerer adgangen..”
Det sker, at folk bader uden for området. Må de det?
”Nej. Der er lige kommet et nyt skilt op, hvor der står, at badning uden for havnebadet er forbudt og medfører bødestraf.”
Er I generet af motorbådene?
”Nej, vi har sidste år fået et afviserværn op, som har hjulpet meget. I 2012 havde vi ikke noget værn, og det gjorde, at badet gyngede meget, når bådene sejlede tæt på. Vi er godt beskyttede nu.”
Kommer der mange udlændinge?
”Ja, det er stadig en speciel ting for udlændinge at se, at man kan bade midt i havnen. De kommer og tager billeder.”
Hvordan er vandkvaliteten?
”Vi samarbejder med det, der hedder Vandteamet i Københavns Kommune. Vi har computermodeller, som giver prognoser for kvaliteten. Desuden bliver der taget en prøve i bassinet en gang om ugen. Vi har derudover en sensor i vandet, som aflæser, om vandet er uklart. Hvis det er det, hejser vi det røde flag for at signalere badning forbudt. Det værste problem er, hvis kloakkerne flyder over, når det regner meget og pludseligt. Sidste år skete det slet ikke, i 2012 skete det 26 gange.
Vi har også vinterbadere fra 15. september til 15. maj. Det er anden sæson, vi kører det, og det har været en stor succes. Kommunen opstiller omklædnings- og saunavogne til vinterbadere for at gøre det lidt mere attraktivt at komme herned.”