Direktør Dorte Gleie - Foto Henrik Ploug
Det spændende, nye akvarium Den Blå Planet besøgte vi et halvt år før den planlagte åbning i foråret 2013. Et år er nu gået siden åbningen, og Den Blå Planet har haft et år med stor succes og dobbelt så mange gæster som forventet, hele 1,3 mio har været på besøg. Vi var også på besøg for at høre om det første år i det splinternye anlæg.
Direktør Dorte Gleie tog os med på en tur rundt i de fantastiske rum. Koralrevet er meget populært hos børnene, og også oceantanken, forklarer Dorte Gleie. Alle spørger lige nu efter alligatorskildpadden, fordi børnene har set den i Sebastian På Dybt Vand på Ramasjang. Anacondaerne og de store hajer er populære. Det, der er stort og farligt og farverigt er mest populært, selv hos de små børn, de er seje og frygtløse.
I foderkøkkenet bor de små papegøjer, der vokser sig store blandt dyrepasserne, alt imens de trænes til at adlyde en kommando. Når de er store nok, kommer de op i regnskoven, hvor de kommer til at flyve ture frit rundt, men på den betingelse, at de kommer, når dyrepasseren kalder. I naturen lever de ved Amazonas-floden. De to papegøjer er en solparakit, der bliver helt gul som voksen, og en guldparakit, der nogenlunde bevarer sine farver som voksen. Guldparakitten minder om solparakitten, men er lidt større. En dyrlæge er ansat fast til at føre tilsyn med alle dyrene og behandle, når det er nødvendigt.
Nikolaj Filskov, der passer papegøjerne, fortæller: Fuglene trænes til at komme, når der kaldes på dem, sådan at dyrepasseren kan lade dem flyve i regnskoven. Vi får dem som babyer, og det tager 5-8 uger at få dem tamme nok, det afhænger lidt af art og fuglens sind. Vi vil gerne have, at de bliver ved med at være fugle og ikke bliver tamme kælefugle. Derfor skal de lære at være sammen med andre fugle, for i regnskoven skal de være i flok.
I regnskoven kommer de trænede papegøjer til at flyve rundt, men ikke bo. Taget er lavet af noget specielt bobleplast, for at solens UV-stråler kan gå igennem, og derfor er dyrepasserne nødt til at kunne kontrollere papegøjerne; hvis de fik lov til at flyve frit rundt her hele tiden, ville de pille taget fra hinanden i løbet af ingen tid. Alle væksterne i regnskoven er groet godt til, og det er gået godt med at få dyr og planter til trives. Der er mange forunderlige dyr at se, store tusindben, forskellige frøer, store blå sommerfugle og ikke mindst de store slanger, anacondaer, der er vokset sig store og bor inde i et træ.
Et ganske andet område på Den Blå Planet viser det nordatlantiske område. Her er faktisk 10 lunder (søpapegøjer), men, fortæller Dorte Gleie, det har vist sig, at de ikke er særligt aktive om dagen, så man ser dem ikke så meget, som vi kunne ønske. Vi troede også i starten, at de selv kunne flyve op på sletten i toppen af området, men de kunne ikke lette herfra, så vi har nu lavet en lille trappe, de kan gå op ad, og indtil videre har jeg set to lunder bruge den, så det skal nok lykkes. Det er et af de områder, hvor vi er blevet klogere undervejs og må finde nye løsninger.
Den Blå Planet har også en skoletjeneste, hvor ca. 40.000 børn har været på besøg i årets løb. Her kan de fange fisk, lave akvarier eller deltage i tematiserede undervisningsforløb. Skolerne booker sig ind, men underviserne er Den Blå Planets egne, 5 fuldtidsansatte og en del deltidsansatte, som underviser i forskellige forløb, lige fra børnehaveklasserne til de store gymnasieklasser. Øresund indgår også i undervisningsforløbet, børnene kan trække vod og tage dyrene med op i undervisningslokalet.
Direktør Dorte Gleie opsummerer: ”Det er næsten præcist et år siden, vi åbnede. På et helt kalenderår har vi haft næsten 1,3 mio gæster, dobbelt så mange som forventet. Det er gået rimeligt med at få så mange mennesker igennem; køer har der været, men det er gået meget godt med at få givet gæsterne en god oplevelse, og det er jo det, det handler om. Man kan godt blive vrissen over at skulle stå og vente, men vi fandt ud af, at gæsterne hellere ville vente lidt længere i køen fremfor at komme ind i et overfyldt område, hvor det er svært at se noget.
10-15% af gæsterne er svenskere. Vi kan godt mærke, at når svenskerne har ferie, har vi faktisk lige så travlt som når det er dansk efterårsferie. Vi er rigtigt glade for placeringen her tæt på Øresundsbroen, og vi arbejder også meget på at markedsføre os på det svenske marked.
Indgangen skal laves lidt om, den er for trang i forhold til de mange gæster. Vi arbejder løbende med tilpasning af huset, og det har været et supertravlt år for alle herude. Vi har nået meget, også internt i organisationen, hvor vi er kommet frem til at få beskrevet rutiner og procedurer. Vi er 120 medarbejdere, og det i sig selv tager tid, når så mange på kort tid skal arbejde sammen i et nyt hus og trække på samme hammel.
Udeanlægget skal aktiveres med odderanlæg og vandlegeplads og flydebro. Vi har mange gode ideer, men projekterne tager tid, så vi må være tålmodige!”