Filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Vi har i Danmark en meget lang tradition for at støtte produktion af film, både de brede publikumstræffere og de meget smalle dokumentarfilm. De fleste af os kender bedst spillefilmene, som rammer et bredt publikum, og som kan opnå støtte fra Filminstituttet under den støtteordning, der kaldes konsulentordningen.

Tre filmkonsulenter behandler de indkomne ansøgninger ud fra kriteriet, at det er den gode fortællekunst, der skal støttes med det formål af fastholde og udvikle dansk filmkunst og filmkultur både herhjemme og i udlandet. 10-12 spillefilm får årligt støtte, blandt de film, Filminstituttet har deltaget i, kan nævnes Jagten, Nordvest, Kapringen, Sorg og Glæde; alle film, der har fået stor succes, også i udlandet, og som ikke kunne have været produceret uden støtte eller tilskud af en eller anden art.

Vi har bedt Filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen, fortælle nærmere om Filminstituttets formål og arbejdsopgaver:

”Hvis man skal fortælle om Filminstituttet, kan man sige, at vi er et resultat af 1990’ernes drømme om at styrke kulturområdet i Danmark. Det var en skøn periode, hvor man byggede Den Sorte Diamant, og institutioner skød op rundt omkring. I stedet for de 3 gamle, små filminstitutioner, vi dengang havde: Filmmuseum/Cinematek, der lå på Christianshavn, Filminstituttet og Statens Filmcentral, som de fleste af kan huske fra skolen, fik daværende kulturminister Jytte Hilden den idé at slå dem sammen til én stor, stærk organisation, som på filmområdet på statens vegne kunne tage sig af alt andet end uddannelse, som Filmskolen klarede så fint i forvejen.

En sådan institution skulle jo have et hus, og man entrerede med Egmont og fik overtaget det gamle Gutenberghus-trykkeri, som blev nyindrettet med biografer, hvoraf den ene er sprængt ud i undergrunden under København, sådan at vi kunne få hele to gode biografsale. Mange forbinder Filminstituttet med støtte til produktion af spillefilm, men vi støtter også kort- og dokumentarfilm, computerspil m.m. Vi har desuden et forskningsbibliotek, og vi har filmarkiver bl.a. ude i Store Dyrehave, hvor de meget gamle film opbevares. De blev lavet af nitrat, som er samme opskrift, man laver krudt af, så derfor er det hensigtsmæssigt, at det opbevares sikkert under jorden, ellers kunne man risikere at genopleve fyrværkerikatastrofen i Seest gange 2, så mange tons krudt har vi liggende! Huset her har 150.000 besøgende hvert år, så vi er med på listen over de steder i Danmark, der får flest besøg i løbet af et år. Vi formidler film til børn og unge, har skoletjeneste og eksperimentarium, i det hele taget har Filminstituttet en enorm mængde opgaver.

Filmloven, der er basis for det hele, har til formål at støtte film og filmkultur i Danmark og danske film i udlandet. Det er hovedfunktionen for Filminstituttet, og ca. 140 mennesker er årligt beskæftiget med at opfylde den funktion.  Ud over driften af Filminstituttets mange opgaver støtter vi filmbranchen og filmmiljøet med ca. 350 mio. om året. Samfundsinvesteringen i filmområdet ud over Filmskolen er på godt en halv milliard kroner om året. Vi er både glade og beærede over at have den tillid fra skatteborgerne, der muliggør Filminstituttets virke. Vi er på den måde en spiller, der fylder meget på filmområdet; i et lille land som Danmark kan man ikke påregne at have en filmkultur, hvis ikke det offentlige blander sig. Markedet vil aldrig være i stand til selv at bære en filmproduktion, sprogområdet er for lille. Heldigvis har de fleste lande i Europa valgt at sige, at hvis man vil have en national identitet, hvis man vil have, at vores børn skal kunne se film, der handler om andet end en amerikansk virkelighed, så må det offentlige træde til, og det er så det, vi gør.”

Hvor mange procent får en spillefilm i støtte ud af det samlede filmbudget?

”Den offentlige filmstøtte falder typisk i to klumper: den ene er de penge, Filminstituttet kommer med, og som stammer fra finansloven og dermed skatteborgerne. Den anden klump kommer fra DR og TV2 og dermed fra licensmidler og statens ejerskab af TV2, så i et typisk spillefilmsbudget er det ca. halvdelen af pengene, der er offentlige, og i et dokumentarfilmbudget kan det gå meget højere op, for de kommercielle muligheder i en dokumentarfilm er begrænsede.”

Hvis en film viser sig at tjene penge, skal støtten så gå tilbage til staten?

”Staten er en venlig medinvestor i den forstand, at det er ”bløde penge”, vi giver i filmstøtte. Man skal sætte en tyk streg under støtte, men hvis en film bliver en virkelig god forretning – og det hænder ind i mellem – er der en tilbagebetalingspligt. Det er dog en relativt lille del af filmene, det går sådan for, og det vigtigste for os er også, at de producenter, som laver filmene, og som tager den privatøkonomiske risiko, har en mulighed for at få en god forrentning af deres penge, det er nemlig den eneste måde, der er råd til at investere i den næste film på.”

Er der tabeller for, hvornår en producent skal betale støtte tilbage?

”Der er grænser, men det afhænger også af, om producentens risiko er dækket af. Hvis producenten kun selv har investeret i en lille del af filmens budget, behøver filmen ikke tjene så meget ind, førend Filminstituttet kan få nogle penge tilbage. Hvis derimod producenten har løbet en meget stor risiko – og det er situationen med de meget brede, kommercielle film – er der et bredt bånd, hvor producenten kan tjene penge. I forhold til de penge, vi giver ud, er der ganske få procent, der er tilbagebetalingspligtige, og det tror jeg er en god måde at gøre det på. Vi er ikke bank eller investor i nogen klassisk forstand, vi giver kunst- og kulturstøtte, men når man har en film som f.eks. Klovn, en oplagt kommerciel succes på et relativt lille budget, vil man komme til at betale nogle penge tilbage, hvorimod en stor og kostbar produktion godt kan sælge mange billetter, uden at der indtræder tilbagebetalingspligt. Uden støtte kunne dansk film ikke have den succes, vi oplever for tiden. Hvis man fjernede støtten i morgen, ville vi stadig have bredt anlagte film som Far til Fire, Min Søsters Børn og lignende, men de ville skulle operere på nogle meget lave budgetter, og dansk films kvalitet ville blive udsat for et meget kraftigt fald og ville ikke kunne konkurrere med f.eks. amerikansk film. Mit gæt vil være, at vi ville få 6-7 film med en relativt lav fællesnævner, dårlig kvalitet og meget dårlige publikumstal. Det specielle ved dansk film – i Europa er det kun franskmændene, der gør os det efter – er, at vi evner både at have en meget høj gennemsnitskvalitet og skabe film, der er attraktive også uden for landets grænser, og samtidig skabe film, som danskerne selv gider se. Vi får i 2013 en hjemmemarkedsandel på 33-34%, og det er kun franskmændene, der kan slå det. Mange af de øvrige europæiske lande ligger på kun 10-20%, fordi befolkningerne ikke gider se deres egne film. Det er der flere forklaringer på: noget er støtten, noget er, at vi gennem mange år har været dygtige til at udvikle talenter, noget af det er godt købmandsskab hos producenterne. Men uden offentlig filmstøtte ville der ikke være et erhverv, der kunne operere på det niveau.”

Hvem fastlægger de kriterier, støtten gives efter?

”Det gør vi i princippet selv, i den forstand, at politikerne, når de laver aftaler på området, bemyndiger os til at råde på en bestemt måde. Vi har i Danmark ønsket at have armslængde i  beslutningsprocessen, dvs. at det ikke skal være ministeren, der har mulighed for at bestemme direkte i processen. Derfor er de kunstneriske beslutninger lagt så langt væk fra ministeren, som man har kunnet gøre det. Vi har to hovedmåder at støtte film på: konsulentordningen, hvor 3 filmkonsulenter træffer individuelle beslutninger. Det vil typisk være de kunstnerisk mest ambitiøse film og også der, hvor der kunstnerisk og økonomisk er en høj grad af risiko i projekterne. Så har vi den såkaldte markedsordning, tidligere hed den 60/40-ordningen og endnu tidligere 50/50-ordningen, hvor hovedkriteriet er, at der er tale om fornuftigt håndværk, der appellerer til et bredt publikum, typisk populærkulturelle fortællinger. Her er det en redaktion, der består af 5 mennesker, 3 udpeget af ministeren efter indstilling fra de faglige organisationer, og 2 udpeget af os, der træffer beslutning om, hvilken film, der skal nyde fremme. Ofte vil kriteriet i de kunstnerisk ambitiøse film være kunstnerisk vovemod, manuskriptets kvalitet, dramaturgi, emnets evne til at fascinere et publikum, instruktørens vision med meget mere. Mange stumper gør tilsammen, at vi beslutter om vi vil støtte. Der er mange, der søger, og en konsulent vil ofte komme ud for at sige nej 10 gange oftere end ja. En konsulent kan normalt give produktionsstøtte til 3 spillefilm om året, så det kan godt ske, at en ansøger får nej til et fremragende projekt, som bare ikke prioriterede sig op i den ende, hvor konsulenten kan forsvare at give støtte.”

Gør Filminstituttet noget for at prioritere at holde arbejdet på danske hænder?

”Nej, vi har et kunst- og kultursigte. Det, at der også er en beskæftigelseseffekt eller en lokal afsmitning af penge, er ikke en del af vores opgave. Langt de fleste film bliver helt logisk produceret her og skaber dermed beskæftigelse her, men det er en uplanlagt sidegevinst. Danske filmkøbmænd har gennem årene været meget dygtige til at tiltrække investeringer udefra. Hvis vi kun skulle lave film for den mængde penge, der enten investeres af lokale markedsaktører eller af det offentlige, ville vi ikke kunne have den produktion, vi har.  Ofte er det sådan, at der i en film er 10-15 mio. lokalt investerede penge, men den kan godt have trukket 30-40 mio. ude i verden hos TV-stationer og andre investorer. Der kan sagtens være knyttet betingelser til de udenlandske penge om, hvor optagelse skal finde sted, eller der kan være kunstneriske begrundelser for det. En regional filmfond – som vi lige har fået i København – er ikke drevet af kunstneriske hensyn, men er en erhvervsdrivende fond, som støtter filmproduktion for at tiltrække aktivitet til deres område. Dermed vælger de andre film. For den københavnske filmfond er det ikke så afgørende, hvad der bliver produceret, men at der bliver produceret. For os er det ikke afgørende, hvor det bliver produceret, men at det, der kommer op på lærredet, er det rigtige. Det er forskellige prioriteringer.

Filminstituttet understøtter også dansk biografkultur. I Danmark er vi så heldige, eller dygtige, at vi har et meget fintmasket biografnet. Mange steder i Europa har man længere til biografen end her, og vi har en temmelig høj biografstandard. Det er først og fremmest de private aktører, der har leveret den, men med i billedet er også, at vi har produceret så mange gode, danske film, at der er skabt en business for biografejerne. I 2013 blev der solgt flere end 4 mio. billetter til danske film. Der, hvor staten kan give en hånd til biografejerne en gang imellem, er til de små specialbiografer, som ikke kan eksistere på kommercielle vilkår. Det kan være i forbindelse med et teknologiskifte, som biografsektoren lige har været igennem, med skiftet til digital visning. Vi giver også renoveringsstøtte til små biografer, typisk i samarbejde med kommunen. Det er en investering i filmformidlingskultur helt parallelt med, at vi støtter festivaler og andre aktiviteter, hvor vi skønner, at markedet ikke kan bære udgiften. Det specielle ved filmområdet er, at det næsten altid er et samspil mellem offentlige og private penge, hvor det på mange andre kunst- og kulturområder næsten udelukkende er en offentlig indsats. Vi er i højere grad i grænselandet mellem erhverv og offentlig støtte.”