Torben Larsen, leder af KKUC-Centeret i København, foto: Henrik Ploug, tekst Connie Ploug
Ethvert menneske har en selvstændig værdi
Det er det fundamentale værdigrundlag, KKUC’s traumebehandling arbejder ud fra. En kristen grundholdning, der hænger sammen med tilknytningen til Kirkens Korshær.
KKUC, der nu er en selvstændig selvejende institution, blev oprindelig etableret af Kirkens Korshær.
I dag arbejder 30 mennesker med terapeutisk behandling af misbrugere. Vi har været på adressen Bremerholm 18 og talt med centerchef Torben Larsen, som her fortæller om det vigtige arbejde, der er blevet gjort fra centrets oprindelse og stadig gøres for at hjælpe misbrugerne tilbage til et værdigt liv:
”Kirkens Korshær har fra starten i 1912 beskæftiget sig med mennesker på samfundets bund. Mennesker, der bliver udstødt af en eller anden grund. I starten af 1900-tallet var det alkoholmisbrug, gedigen druk, som var problemet. Det hang sammen med de sociale forhold, der var dengang. Op igennem tiderne har opgaverne skiftet karakter, og på et tidspunkt kom der en del narkomisbrug. Narkoen tog for alvor fat i slutningen af 1960’erne og blev et ret stort problem med hashmisbrug i første omgang, og siden forskellige stoftyper. Kirkens Korshær indså behovet for at gøre noget for de unge, og derfor etablerede man Kirkens Korshærs Ungdomsklub, KKU, i huset på Bremerholm 18. Det var som udgangspunkt et værested for unge, måske specielt for unge med et stofmisbrug, hvor de kunne komme og få lidt omsorg, der var ingen behandlingstilbud.
Siden har man set, at behovet for egentlig behandling var til stede; behandling på en lidt anden måde end den, man ellers tilbyder, og også behandling af andre end de helt unge. Derfor blev huset her udviklet til at være en behandlingsinstitution, og det er det fortsat i dag, hvor navnet er ændret til Kirkens Korshærs Udviklings- og Behandlingscenter.
KKUC tager sig primært af behandling af stofmisbrug. Vi gør det på en lidt anden måde end gennemsnittet. De klienter, vi har til behandling, er ofte stærkt belastede af ting, der er sket tidligere, traumer, som gør, at de kommer ud i misbrug, får sociale negative effekter af det og dermed får et liv, som ikke fungerer ordentligt. Vi har specialiseret os i traumebehandling, psykiatriske udredninger, psykologiske undersøgelser osv., som gør, at vi kan hjælpe nogle mennesker på vej. Det hele sker på det kristne værdigrundlag, som Kirkens Korshær står for, nemlig at der er en selvstændig værdi i ethvert menneske. Man anerkender, at vi alle er værdifulde, og det er den værdi, vi gerne vil medvirke til at bære frem og understøtte i det behandlingsarbejde, vi foretager.
På det faglige plan har vi en personalestab, der primært består af psykoterapeuter. De har alle den 4-årige uddannelse i psykoterapi, som bygger oven på en social- eller sundhedsfaglig uddannelse, som kan være sygeplejerske, socialrådgiver, ergoterapeuter m.fl. Vi har også psykologer og en psykiater i huset. Behandlingen er terapeutisk, og den foregår sideløbende med en social og beskæftigelsesmæssig indsats, hvor vi arbejder på at få skabt et godt liv eller revurderet livet for den enkelte. Vi betragter behandlingen som et helhedsbillede og ikke ”bare” at blive stoffri. Koblingen til bolig og beskæftigelse er utroligt vigtig her, fordi beskæftigelse udgør en meget væsentlig del af den enkeltes liv. Vi tager mange kampe med kommunen og virksomhederne, det er en hård nød at knække i dagens Danmark. Reglerne er for stive, de kommunale sagsbehandlere er meget pressede, og der er for mange fordomme blandt danskerne om, hvad man kan, skal og bør. Man kunne godt ønske sig et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor der var forståelse for, at ikke alle kan arbejde 37 timer om ugen. Det skulle være muligt at bruge den arbejdskraft, der altid er i et menneske, uanset hvor lille den måtte være. Vi anser det for en menneskeret, at man kan være med i et samfund og få brugt den arbejdskraft, der er i en, om det så er 5, 10 eller 15 timer om ugen. Vi synes, arbejdsmarkedet er alt for stift; man taler meget om, at virksomhederne skal være sociale, men i praksis og handling virker det hult.
Vi har en aftale med Københavns Kommune, således at kommunen køber godt halvdelen af de 100 pladser, vi har. På den måde er vi et led i den misbrugsbehandling, der foregår i kommunen. Vi får de borgere, som passer ind i vores behandlingsmåde, dvs. voksne mennesker, der er kommet ud i misbrug p.g.a. traumer fra barndommen i form af forældres skilsmisse, misbrug af børn osv; dem prøver vi at behandle med vores terapi. Andre institutioner tilbyder behandling ud fra andre indfaldsvinkler, så det er specialiseret på den måde. Den andel halvdel af vores pladser sælger vi til omegnskommunerne, således at vi bliver dækket ind økonomisk. Vi får ikke støtte noget sted fra. Vores pladser er fyldt op, og der er mange på venteliste.
Vi må desværre konstatere, at behovet for behandling er stigende. Der foregår en udvikling i samfundet, hvor vi gennemsnitligt set får det bedre; velfærdssamfundet udvikler sig trods alt positivt, men der bliver en større restgruppe af mennesker, som det går galt for. Det mærker vi i høj grad her. De kommer galt af sted, fordi der ikke er nogen balance mellem tingene. Der er specielt ubalance mellem beskæftigelse og bolig og de forsørgelsesmuligheder, man har. Det pres, der ligger på en kontanthjælpsmodtager, er efter min mening urimeligt stort. Der er en idé om, at man ved at presse mennesker på kontanthjælp økonomisk kan få dem i beskæftigelse; det tror jeg ikke på. Det er så få, der bevidst ønsker at holde sig ude af arbejdsmarkedet, dem kan man lade være i fred. Men lad være med at pine de andre. Hvad hjælper det at pine folk, når realiteten er, at der ikke er jobs til dem. Det er jo helt absurd at presse sådan på; man tror, at fordi man reducerer dagpengeperioden og skærer mere og mere i kontanthjælpen, så skal folk nok komme i job. Men hvad hjælper det, når der er 170.000 arbejdsløse.
Det hænger ikke sammen, og jeg appellerer også her til at være mere kreative og finde andre måder at skabe jobs på. Giv muligheder for flere af de socialøkonomiske virksomheder, som man taler meget om, men som kun findes i ganske få eksempler, så trængte mennesker kan få en meningsfuld tilværelse. For det er så vigtigt at være i beskæftigelse, det er invaliderende at gå uden beskæftigelse i meget lang tid. I København er der f.eks. TV-Glad, som specielt tager sig af handicappede. Inden for fødevareområdet er der et catering-firma, Allehånde, som beskæftiger døve, fordi døve ikke kan begå sig i et almindeligt køkken, hvor der bliver råbt og skreget hen over gryderne. Inden for computerindustrien har man et par steder haft succes med at ansætte autister. Det kunne sagtens lade sig gøre på andre områder også, og det ville klæde virksomhederne at være med til at tage et socialt ansvar ved at give disse mennesker en chance.
Men det er så tungt at komme igennem med. Det er tungt at få tilladelse til at ansætte en på løntilskud, eller tage en i praktik. Der er så meget papirarbejde, man skal godkendes i alle ender og kanter. Hvorfor i alverden kan det ikke være lettere at give virksomhederne mulighed for at prøve at ansætte en? Det er jo også sin sag for en mindre virksomhed at binde an med at ansætte en person, som ikke lige passer ind i rammen, derfor skulle det være nemt at gøre forsøget. I mange af de tilfælde, hvor det er lykkedes, går det nemlig godt. Men det offentlige er en stopklods her med sin tunge sagsbehandling og alle mulige begrænsninger. Det gør, at virksomhederne bliver skeptiske og afviser ansættelse.”
Hvordan går det i øvrigt med at få hjulpet folk ud af deres dårlige situation?
´”Det er svært at måle helt nøjagtigt, men vi har en succesrate på ca. 60%. Det siges at være en relativt god rate, for det er meget svært at komme ud af misbrug. Problemet er, hvor længe man skal følge dem for at kunne sige, at de er helt clean. Der er ikke nogen snuptagsløsninger. Vi har en gennemsnitlig behandlingsperiode på 13 måneder. Det kan synes som en lang tid, men man skal huske på, at psykoterapien er en samtaleterapi, hvor der skal opbygges en tillid mellem klienten og behandleren. Det tager sin tid, også fordi mange af de klienter, vi får, har været gennem så mange forskellige behandlingsforsøg, at de kan være enormt skeptiske og meget på vagt over for tingene.
Det kan give et modsætningsforhold til kommunen, fordi kommunen gerne ser, at behandlingstiden bliver presset ned, så det bliver billigere. Det koster nemt 150.000 kr. at gennemføre en behandling her, fordi det tager så lang tid, så en kortere behandlingstid vil selvfølgelig nedsætte prisen. Men hvis effekten udebliver, nytter det ikke noget at spare. Man skal jo se det i forhold til det enorme ressourcespild, der ligger, hvis man ikke kommer igennem med behandlingen: sociale ydelser, omkostninger til socialhjælp i 20-30 år osv.
Der ligger et pres på hele den offentlige økonomi i øjeblikket, og det mærkes også her. Kommunerne vil gerne købe ind så billigt som muligt, men hvis man presser behandlingen ned tidsmæssigt, falder effekten, og jeg er bange for, at det kan udvikle sig uheldigt, for det er så skadede mennesker, vi har med at gøre her.”
Highlights:
Man bør kunne komme i arbejde, også selvom man ikke magter 37 timer om ugen
Velfærdssamfundet efterlader flere og flere mennesker på bunden
Terapeutisk behandling af misbrug tager lang tid
Billedtekster:
Centerchef hos KKUC Torben Larsen efterlyser et smidigere arbejdsmarked med plads til at falde lidt uden for normen
KKUC’s centerchef Torben Larsen ønsker sig færre stive regler og en hurtigere sagsbehandling hos myndighederne
A
