Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

kasper salto stol

Dansk tegnestue designer borde og stole til FN-Bygningen i New York

Arkitekt Thomas Sigsgaard og møbeldesigner Kasper Salto med tegnestue i Skt. Peders Stræde har vundet en prestigefyldt konkurrence om tegning af borde og stole til FN i New York.

Tegnestuen vandt i 2011 en konkurrence om design af nye sekretariatsstole, nyt stort sekretariatsbord og nye delegatborde til den berømte Finn Juhl-sal i FN-Bygningen i New York. Salen hedder Trusteeship Council Chamber, men er kendt overalt som Finn Juhl-salen, fordi den berømte danske arkitekt Finn Juhl totalindrettede den og blev meget berømt for den i 1952.

De to prisvindere fortæller her:  ”FN-bygningen som sådan er blevet renoveret og åbnet i foråret efter længere tids arbejde. Renoveringen var nødvendig for at sikre den bedre mod terror og for at gøre den mere bæredygtig, den brugte alt for meget strøm og energi. Al elektronik er blevet opdateret, og så var den i det hele taget godt slidt, også Finn Juhl-salen.  Der blev udskrevet en konkurrence, fordi der skulle nogle flere borde og stole ind i salen. Konkurrencen blev administreret af Kunstfonden, som fandt frem til de 5 danske designvirksomheder, der kunne deltage. Det var vigtigt, at det var danskere, der skulle deltage i konkurrencen. Vi vandt så konkurrencen i april 2011, men det blev først offentliggjort i juni 2011. Offentliggørelsen blev kørt op til et show på Museum of Modern Art i New York, hvor Dronningen deltog. Det var virkelig et højdepunkt i vores karriere.”

De møbler, I sendte til konkurrencen, var det de færdige tegninger?

”Nej, slet ikke. Alle deltagerne var blevet bedt om at lave nogle store plancher, og vi havde udfyldt en hel væg med store plancher, hvor vi beskrev vores forslag,  suppleret med tegninger.  Det er skitser, men de ser ofte ud som færdige tegninger, fordi computerteknikken i dag er så god. Efterfølgende havde vi to års arbejde med at få det tegnet rigtigt op, monteret i salen og ikke mindst konstrueret. Vi rejste rundt i hele verden for at finde producenter, der kunne tage sig af de forskellige ting. Alt sammen i samarbejde med One Collection, som er et firma i Ringkøbing, der har rettighederne til at producere Finn Juhls møbler. De har stået for det, fordi det drejer sig om Finn Juhl-salen, og man mente, at man skulle have nogen med i konkurrencens dommerpanel, der var eksperter i Finn Juhl. Henrik Sørensen, den ene af ejerne af One Collection, var også en af de fem danske dommere. De fire øvrige var den tidligere direktør for Kunstindustrimuseet Bodil Busk Laursen, Erik Krogh, som har været institutleder på Danmarks Designskole, Niels Hvass, som har været lærer samme sted, og Mogens …. Fra Kulturarvsstyrelsen, som skulle ind over, fordi det er et klenodie i dansk kulturarv.  Der var desuden en observatør fra FN, selveste assistant secretary general. Han er arkitekt  med speciale i restaurering, og på hans CV står bl.a.restaurering af Taj Mahal, Frihedsgudinden og flere andre prestigeprojekter.

Det har været en enorm opgave for FN at få deres bygning opdateret. Vi fik faktisk at vide, at man havde talt om at rive bygningen ned og bygge noget nyt, fordi det var en kæmpeopgave at restaurere den.”

Hvordan begyndte jeres ideer at tage form?

”Alle fem tegnestuer fik en brief, som var formuleret af Kunstfonden, Kulturarvsstyrelsen og dommerpanelet. Den brief tager vi udgangspunkt i og bruger lang tid på at analyse de input, vi får.  Det meste af vores arbejde i starten går med at analysere al den indkommende information for at undgå at komme i den forfærdelige situation, at man har overset noget, når det en dag står færdigt. Det giver os ro, når vi går vi i gang med at tegne. Det er en arbejdsmetode, vi forfiner fra opgave til opgave i erkendelse af, at opgaverne er meget forskellige og kravene til analyse lige så.

Vi laver normalt forsøgsmodeller i 3 D, men netop ved denne opgave lavede vi ikke nogen model. Vi havde simpelthen ikke tid. Vi fik opgaven stillet i januar 2011, og vi skulle aflevere tidligt, 6. april, så vi havde kun 3 måneder til at lave hele opgaven. Selv om vi kalder det en skitse, har vi været helt i bund med opgaven og spekuleret over, hvordan det hele skulle hænge sammen, teknikken i bordene osv., netop for at dommerpanelet skulle synes, at det så realistisk ud.  Man kan sige, at i en sådan opgave står bordene fast, de er lavet netop til stedet og kan ikke flyttes. Stolen er lavet til salen, men man også tage den med sig, og den bliver i øvrigt nu solgt i almindelig handel. Normalt i en sådan opgave skal man selv se på forholdene, men netop her vidste vi, at alt var under ombygning, så vi  vurderede meget tidligt, at vi hellere blive hjemme og udnytte tiden end at bruge en uge på at tage derover og se en stor byggeplads. Vi gik på biblioteker og så billeder og fik også nogle fine billeder af Henrik Sørensen fra One Collection, som havde været derovre og tage billeder af salen, inden den blev flået helt fra hinanden.”

Er der noget tilbage i salen af Finn Juhls egne ting?

”Det var hele tiden meningen både fra FN’s og fra udskrivernes side, at der skulle tegnes en ny sekretariatsstol, for den gamle svarede ikke længere til forventningerne.  Det var ikke meningen, at der skulle laves nye delegatborde, som faktisk kom til at blive en stor del af opgaven. Men det fik den danske delegation igennem over for FN, fordi de med rette hævdede, at bordene skulle hænge sammen med de 262 delegatstole, som er nyproduceret i Japan via One Collection efter Finn Juhls originale design. Det blev accepteret, selv om FN egentlig har et standard delegatbord, som de bruger i hele huset. Men Finn Juhls møbler dominerer stadig rummet. Resten af Finn Juhls værk er vægge, lofter, design af gulvtæppe og gardiner osv. Finn Juhl lavede en totalindretning af salen, og det startede både hans egen karriere og en bølge af udstillinger i USA med danske designere. Lidt groft kan man nok sige, at han startede begrebet Danish Modern Design i USA. Når man, som vi nu har fået lov til, går ind i klenodiets hule, erfarer man, om det nu lykkes for os at tage stafetten og komme videre. Det var derfor også med bævende hånd, vi gik til opgaven. Der er ikke plads til fejltagelser, lidt ligesom at sy en legemsdel på en krop, enten bliver den accepteret eller afstødt. Men det ser ud til at virke!

Vi arbejder ud fra devisen at lave noget bare en lille smule bedre og mere tidssvarende. Ikke smukkere, for det tør vi slet ikke. Derfor har vi forholdt os ydmygt til opgaven og ikke gået ind og sprøjtelakeret salen hvid, fordi der skulle ske noget nyt. Vi har lyttet til, hvad FN selv mente om deres vidunderlige sal. FN omtaler salen som et af de vigtigste og dejligste rum i hele huset, og den glæde og begejstring over salen vil vi gerne være med til at videreføre på den måde, som de kan lide den, og ikke på en eller anden ny tværgående måde. Vi har forsøgt at understøtte Finn Juhls tanker bare i moderne form med hensyn til materialer, men det skal man være fagmand for at se. Hvis man går ind som almindelig beskuer, kunne det næsten se ud, som om Finn Juhl lige var livet op igen og havde lavet en ny stol. Større fingeraftryk har vi ikke sat på det, og det er vi faktisk stolte over.”