Danmark blev angrebet 9. april 1940, men det var ikke overraskende. Regeringen var blevet advaret, bl.a. af Fritz Kjølsen, der var ansat i Danmarks gesandtskab i Berlin.
Efterretningstjenesten var også klar over, at tyskerne spionerede rundt omkring i landet, og nogle blev endda fanget.
Danmark havde også Hermann Göring på besøg, han sejlede rundt i de danske farvande, hvor han så de danske havne an.
Op til besættelsen var der uro med nazister i det sydjyske, som dog blev udvist, men regeringen gik ellers med listesko for ikke at genere det store nazistiske og truende land mod syd. Statsminister Stauning pålagde pressen at tie, også set i lyset af Sudeterkrisen.
Tyskland havde brug for Danmark for at få fødevarer og et brohoved til Norge og ikke mindst fuld kontrol over vore bælter og sunde. Desuden ville de bruge Jylland til en del af den kommende vestvold.
I Sønderjylland samlede det danske forsvar en hel del soldater op til den 9. april, dagen inden var man klar over, at store tyske troppeformationer syd for grænsen var på vej mod nord.
Den 9. april klokken lidt over 4 begynder tyske soldater at rykke grænsebommene op, og kampene starter i det sønderjyske. De danske soldater er rimeligt klar, og med deres 20 mm Madsen maskinkanon og det danske rekylgevær viste de sig at være meget effektive og præcise. Det lykkedes de danske soldater at gøre en del skade på de tyske tropper og kampvogne. De danske luftværnskanoner fik også gjort deres, nogle af de tyske fly blev ramt. Kanonstillingerne lå bl.a. ved Rødekro og Skærbæk.
Der faldt 20 danskere og 200 tyskere. I København gik det mere stille for sig, trods Søværnets advarsler om tyske skibe i Storebælt bl.a. på vej nord om Sjælland til København. Sejladsen for skibene gik nemt, for det danske søforsvar var på det nærmeste lagt ned. Middelgrundsfortet ud for Københavns Havn var til dels underbemandet, chefen var nogle få dage før blevet bedt om at tiltræde andetsteds, og den nye leder havde sendt det meste af mandskabet i land.
Da de tyske skibe, en isbryder og det noget større skib ”Hansestadt Danzig” med tropper blev set fra Middelgrundsfortet, forsøgte de få, der var tilbage på fortet, med flag og lys at komme i kontakt med skibene, men der blev ikke reageret. De to løjtnanter ville skyde varselsskud mod skibene, men det store – aldrig besvarede – spørgsmål opstod nu: Kanonerne kunne nemlig ikke affyres – var de sikrede, sad der en tændstik i låsen, var granaterne i forkert størrelse.. Ingen har fortalt sandheden.
Da de to tyske skibe ankom til Langelinie, stod danske tysksindede og hjemmetyskere klar til hjælp med lastbiler. Artilleriskibet Niels Juel lå ved Holmen over for Langelinie, men de forholdt sig tavse. På Flyvestationen i Værløse var få maskiner på vingerne, en blev skudt ned og piloten dræbt.
Masnedøfortet ved Vordingborg, der skulle passe på Storstrømsbroen, blev angrebet af tyske faldskærmssoldater, men var kun bemandet med to danske soldater.
Vagtskifte på Amalienborg.
Set i bakspejlet virker det som om regeringen i København ønskede, at Danmark skulle vise lidt tænder, og at det skulle være ved den sønderjyske grænse. Hovedstaden skulle ikke rammes.
Tekst: Connie Christensen - Fotomontage: Henrik Ploug m.fl.
