Advokat Niels Ahlmark Foto: Kirstine Ploug
Testamentet er et meget vigtigt dokument i dagens Danmark
En stor del af Danmarks befolkning har behov for at skrive testamente, men har ikke gjort det. Det skyldes nok, at der fra gammel tid ikke har været behov for testamenter i ret vidt omfang. Lovgivningen angav, hvorledes der skulle forholdes med arven, og familiemønstret lå fast. Testamenter var noget, der forekom i engelske eller amerikanske film eller vedrørte rige mennesker.
Sådan er det ikke længere. Den vigtigste årsag hertil er, at familiemønstret har ændret sig, og at lovgivningen – blandt andet i respons herpå – også har ændret sig.
Tidligere blev man gift, og ægteskabet varede ved livet ud. Det gør det ikke længere, halvdelen af alle ægteskaber bliver opløst, og mange mennesker gifter sig slet ikke, men lever sammen og får børn sammen. Mange, der har været gift og er blevet skilt eller flyttet fra sin samlever, gifter sig igen eller etablerer nyt samlivsforhold. Mange mennesker lever alene, og forholdet til slægten og familien er ikke så enkelt, som det har været.
Lovgivningen har reageret ved at gøre det muligt at oprette forskellige former for formueordning blandt ægtefæller. Formuefællesskabet var tidligere det almindelige, selv om særeje altid har fandtes. Men nu findes der forskellige mellemformer – under ét kaldet skilsmissesæreje – der gør det muligt at skræddersy den helt rigtige ordning. Hovedformålet med skilsmissesærejet er at sikre, at formuen ikke deles, hvis man skilles eller separeres, men at dette kun sker ved død. En sådan ordning etablerer imidlertid ikke sig selv, det skal ske ved ægtepagt, bedst før ægteskabets indgåelse. En arvelader kan også bestemme, at arven skal være særeje eller skilsmissesæreje.
Arvelovgivningen er blevet ændret, og ægtefællens krav er blevet større på bekostning af børnenes, hvad der måske synes mærkeligt i lyset af de mange skilsmisser. Til gengæld er arveladerens mulighed for at disponere ved testamente blevet stærkt udvidet. I dag er kun ¼ af arven tvangsarv, ¾ af arven kan arveladeren disponere over ved testamente. Også denne udvidelse er en følge af de familiemæssige ændringer, der har fundet sted.
Som sagt har rigtig mange mennesker behov for at skrive testamente, da den formueretlige og arvemæssige situation, der vil foreligge ved dødsfaldet ofte ikke vil passe til afdødes forestillinger eller ønsker.
Selv i en ganske almindelig kernefamilie kan der være behov for testamente, idet far og mor måske har holdt sammen hele livet, hvorimod det ikke nødvendigvis kommer til at gælde deres børn. Statistisk set er der 50 % risiko for, at de bliver skilt. Forældrene bør overveje et testamente, hvorved de gør deres børns arv til særeje eller én eller anden form for skilsmissesæreje, således at deres børn ikke efter en skilsmisse skal aflevere halvdelen til ægtefællen. For det tilfælde, at ægteskabet holder, kunne man bestemme, at særejet eller skilsmissesærejet kan ændres til almindeligt formuefællesskab efter for eksempel 10 års ægteskab eller efter, at arvingen har opnået en vis alder.
Familier med sammenbragte børn bør tænke over, hvorledes de sikrer hinanden, men også over, hvad der skal ske ved længstlevendes død. Begge parter vil formentlig gerne sikre den længstlevende mest muligt, men også sikre, at børnene så vidt muligt stilles lige ved længstlevendes død, hvad der jo ikke følger af sig selv, da det kun er længstlevendes børn, der arver denne. Hér vil det være nødvendigt at skrive testamente. Det gælder også, hvis man ønsker, at længstlevende skal kunne hensidde i uskiftet bo ikke blot med egne arvinger, men også med førstafdødes arvinger.
Dette er kun to af de almindeligt forekommende situationer, hvor der bør tages stilling til formue og arv i form af testamente eller ægtepagt. Man kan derfor kun opfordre til større opmærksomhed omkring disse forhold.
A
