kongefam fot1

Unikke kongelige fotos ser dagens lys i stor database
For første gang får danskerne adgang til en stor samling fotografier fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, Kongernes Samling. 10.000 billeder er blevet scannet elektronisk og lagt i en database, man selv kan søge i.

Dronning Alexandrine, Frederik 9. og Dronning Ingrid var glade for at tage billeder af deres børn, fritidsliv og rejser i Danmark og udlandet. En del af deres - og andre fotografers - pletskud bliver nu vist for offentligheden for første gang i databasen ’Den Kongelige Fotografisamling’.
Gennem de seneste fem år har medarbejderne på Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, som er en del af Kongernes Samling, arbejdet med at indscanne de originale billeder og derefter lægge dem i syrefrit papir i syrefrie æsker for den sikreste opbevaring. Et stort arbejde, som nu bærer frugt i form af den store database, som enhver kan søge i.


Fotografisamlingen rummer mindst 50.000 fotografier fra fotografiets barndom og indtil i dag med et tyngdepunkt i det 20. århundrede. Indtil videre giver Den Kongelige Fotografisamling adgang til 10.000 fotos, men antallet af tilgængelige billeder vil vokse i takt med, at fotografierne bliver indscannet.
Thomas Thulstrup, museumsdirektør for Kongernes Samling, er glad for, at Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek nu kan dele de mange fine motiver med offentligheden:
- Det er fascinerende at kigge ind i fortiden med fotografiets blik og se kendte steder og personer i en anden tid. Samlingen viser blandt andet, hvilke interesser Kongefamilien har haft, og hvordan de har haft det med hinanden, siger han.
I en del tilfælde mangler Kongernes Samling viden om, hvem der er på billederne samt hvor og hvornår de er taget. Derfor appellerer Thomas Thulstrup til, at alle, der har lyst, opretter en bruger i databasen og bidrager med deres oplysninger.
Hensynet til både fotografernes rettigheder og privatlivets fred gør, at dele af indholdet i databasen ikke er offentligt tilgængeligt. Har man en gyldig grund til at bede om adgang til disse dele af databasen, kræver det tilladelse fra Kongehuset.
Gå på opdagelse i Den Kongelige Fotografisamling – gå via forsiden på Kongernes Samlings hjemmeside www.kongernessamling.dk

Fakta: H.M. Dronningens Håndbibliotek – Kongernes Samling
Biblioteket er Kongehusets private bibliotek, som rummer de danske kongers samlinger af bøger, håndskrifter, kort, billeder, fotos og musik.
Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek er grundlagt i 1746 og har til huse på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ og på Christiansborg Slot. Dronningens Håndbibliotek drives som en afdeling under Kongernes Samling.
Samlingerne optager cirka tre kilometer hylder.
Biblioteket er med visse begrænsninger åbent for offentligheden.

kongefam fot3

Rejse til Asien
Kronprins Frederik 9., hans bror Prins Knud og hans fætter Prins Axel samt dennes hustru Prinsesse Margareta rejste i 1930 på rundtur i Asien. Gruppen besøgte blandt andet dette tempel i Thailand.
Foto-credit: Ukendt fotograf
KongefamilieSommerdag.jpg:
Filmen ’Kongen som farfar’ om Christian 10. blev produceret i 1940 af fotograf og redaktør Kaj Holbech i anledning af Kongens 70-års fødselsdag. Dette foto stammer fra optagelserne, hvor man ser Kongen lege og hygge sig med Dronning Alexandrine og børnene Prinsesse Elisabeth (siddende), Prinsesse Margrethe og Prins Ingolf.
Fotocredit: Kaj Holbech

kongefam fot2
Prinsesse Ingrid
De fleste ved, at Dronning Ingrid var en ferm have-entusiast, og interessen spirede tidligt. I hvert fald ses den omkring fire-årige Prinsesse her i færd med at vande tulipaner på landstedet Sofiero i Sverige, hvor hendes mor anlagde og passede blomsterhaven.
Fotocredit: Kronprinsesse Margareta af Sverige

Alle billeder tilhører Den Kongelige Fotografisamling, Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, Kongernes Samling.
Pressemeddelelsen og fotos ligger også her: https://www.kongernessamling.dk/amalienborg/pressemeddelelser-3/

Fakta:
Den Kongelige Fotografisamling offentliggøres samtidig med, at Kongehusets nye hjemmeside lanceres. Den nye hjemmeside, der fortsat findes på www.kongehuset.dk, byder på et opdateret og mere brugervenligt design, hvor der fortsat løbende vil blive fortalt om den kongelige families mange opgaver og aktiviteter gennem tekster, billeder og videoer. Hjemmesiden giver mulighed for at få både det hurtige overblik og den historiske fordybelse.

Tekst: Kongehuset / Marlene Grøftehauge (DJ)