Folkestrejken i sommeren 1944 - en varm sommer.
Det var dramatiske dage dengang i juni – juli måned 1944. Invasionen i Normandiet den 6. juni skabte nyt håb om en snarlig ende på krigen, hvad der gjorde besættelsesmagten nervøs. Den 22. juni blev Riffelsyndikatet sprængt i luften ved en stor veltilrettelagt sabotage, hvilket den 23. fik tyskerne til som modreaktion at henrette 8 sabotører, og dagen efter gennemførte tyske bander en sprængning af Tivoli som hævn.
Det var pragtfuldt sommervejr i de dage, det var hedebølge, så da den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Best den 25. juni proklamerede spærretid fra 20 aften til 5 morgen gældende fra mandag den 26. juni, gik arbejderne på B&W hjem kl.12 under påskud af, at de ellers ikke kunne nå at passe kolonihaven. Især på Vester- og Nørrebro blev der den eftermiddag brændt bål af på gaderne, og tyskerne skød vildt omkring sig. I de følgende dage bredte ”gå hjem strejker” og gadeuroligheder sig over hele byen. Den aften blev der dræbt 6, og ca. 80 blev indbragt på Københavns hospitaler.
For at skaffe ro dekreterede Dagmarhus spærretiden lempet til at begynde kl. 23 og frem til kl. 5 morgen, men da var det for sent, og da tyskerne næste dag henrettede Hvidstengruppen, udbrød der en total generalstrejke, som varede fra den 30. juni til den 4. juli.
Folk tog det forbavsende gemytligt, skønt et rygte sagde, at Dr. Best påtænkte at bombe byen, og flyene stod da også startklare ude i Kastrup. Det blev heldigvis ikke til noget; men det var nok overhængende, at København havde fået samme skæbne som den, Warzawa fik i august -44. På et tidspunkt blev Amagerbrogade beskudt af et lavtgående jagerfly.
Mens strejken bredte sig, forberedte folk sig på at klare situationen. Badekar og andre beholdere blev fyldt, for der blev lukket for vandet, Det er for resten ikke nogen spøg at bo i en sommervarm storby uden vand. Mad til flere dage blev købt, hvis man ellers kunne få noget, og der blev lukket for elektricitet og gas, så man lavede mad over bål nede i gårdene. Sjældent har folk holdt så meget sammen som i strejkedagene. Alle hjalp hinanden.
På et tidspunkt må alt have en ende, så Frihedsrådet satte sig på situationen. Gennem de gamle politikere fremsatte rådet krav til tyskerne om at fjerne Schalburgkopset fra København, at ophæve spærretiden og at standse al skydning i gaderne. Tyskerne gik ind på betingelserne, og Frihedsrådet kunne derefter den 3. juli erklære sejren vundet og strejken for afblæst.
Måske var det sådan, at tyskerne frygtede, at den for dem livsvigtige levnedsmiddeleksport var i fare, og så var det bedre at fare med lempe end at bombe København sønder og sammen. Et er blevet hængende fra den tid: ”Istedgade overgiver sig aldrig”.
A
