SKATTEMINISTEREN PÅ BETALT VISIT I PARKEN
Hvorfor tager skatteminister Morten Bødskov imod en gratis billet til landskamp i Parken? Betalt af Carlsberg? Hvor er lige forbindelsen mellem skattepolitik og fodbold? Der mangler en meget god forklaring her.
Stats- og kulturministeren var også begge til gratis landskamp betalt af Parken og DBU. Der kan være en sagligt forsvarlig grund til, at de ministre var inviteret af fodboldforbundet til at repræsentere det offentlige Danmark til en landskamp på hjemmebane.
Men for skatteministeren er sagen anderledes. Der er ifølge lektor i offentlig ret Jesper Olsen ikke noget sagligt formål i, at en skatteminister mødes med Carlsberg i Parken til en fodboldkamp. Dertil kommer, at skatteministeren i sin egenskab af embedsmand ikke må modtage gaver.
Statsministeren havde også en dejlig fodboldfest i Holland – hvem mon betalte flyvetur og billet?
Flere folketingsmedlemmer, bl.a. Socialdemokratiets Jeppe Bruus, der jo ikke er embedsmænd, var også i Parken på betalt visit af firmaer, der er født med kommercielle interesser, bl.a.Volkswagen. Det ville klæde politikerne at holde sig fra at komme i en situation, hvor vælgerne med god ret kan spørge, hvis interesser politikerne faktisk plejer.
Denne måde at smøre på er usund, og man forstår ikke, at politikere med en god løn, fri transport og et stort skattefrit rådighedsbeløb ikke holder sig for gode til at lade sig udnytte kommercielt – og lade befolkningen se til.