DET GRØNNE RWANDA
Den 4. juni var rejser til stort set alle lande frarådet af Udenrigsministeriet. Men så – tænk – blev det lille afrikanske land Rwanda pludselig grønt. Fordi, siger chefen for Borgerservice Erik Brøgger, Tyskland havde besluttet at åbne for rejser til Rwanda. Hvorfor Tyskland akkurat skulle åbne for rejser til Rwanda af alle lande, forstår man ikke, og slet ikke på det tidspunkt.
Men i Udenrigsministeriet undrede man sig ikke spor. Man havde fået at vide fra den danske ambassade i Berlin, at Tyskland ville åbne for Rwanda. Det viste sig at være uden hold i virkeligheden. Men, siger Erik Brøgger, nu fastholder man åbningen, fordi man ikke vil åbne og lukke ”en svingdør”, når der først er meldt noget. Myndighederne har ellers under hele coronaforløbet været flittige til at åbne og lukke med dags varsel, men altså ikke her. Tilfældigvis falder åbningen sammen med Mattias Tesfayes besøg i Rwanda, hvor han havde et ikke nærmere specificeret ærinde. Men de to ting, må vi forstå, har selvfølgelig ikke noget med hinanden at gøre.