Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

Asger i sal

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Asger Reher spiller den hidsige operadirektør Saunders i en forrygende forestilling på Folketeatret.

Asger Reher er en af vore kendte og folkekære skuespillere. Utallige teater-, revy- og filmroller har han spillet rundt omkring i landet, også Det Kgl. Teater og de fleste københavnske teatre. Sideløbende har han i de seneste 20 år været en af de fire frækkerter i Ørkenens Sønner.

Nu er Asger igen på teatret, denne gang på Folketeatret i forestillingen ”Skaf mig en tenor”, der har premiere den 31. januar. Stræderne besøgte Asger på en travl prøvedag.
Hvornår begyndte skuespilleren i dig at røre sig?
”Det begyndte faktisk allerede, da jeg var knægt. Jeg spillede med i skolekomedien allerede fra 4. klasse. En af vores lærere, viceinspektøren, hed Arne Aabenhus, som senere kom til at betyde meget i dansk amatørteater. Han startede Sydjysk Forsøgsscene i Flensborg, hvor han spurgte mine forældre, om jeg måtte være med i en forestilling, for de skulle bruge sådan en som mig, og han skulle nok hente og bringe mig. Jeg var vel 16 år. Men ideen til at blive skuespiller fik jeg – og jeg husker det nøjagtigt – i oktober 1962. Mine forældre havde billetter til en turnéforestilling, det var Jeppe på Bjerget med Oswald Helmuth som Jeppe og Elga Olga som hans kone. Mine forældre havde ikke selv tid til at gå i teatret, men jeg spurgte, om jeg så ikke måtte få en billet og selv gå. Nej, det kunne ikke lade sig gøre – en 12-års dreng alene i teatret! Men jeg overtalte dem, og så var jeg solgt. Og derfor, når du spørger om min yndlingsrolle, så er det netop Jeppe; den rolle vil jeg virkelig gerne nå at spille. Det er en fantastisk figur og en fantastisk rolle med en skæbne, som jeg så gerne vil spille; han er jo tragikomisk, og det er jeg i bund og grund også selv. Jeg ved godt, at jeg i de sidste 15-20 år, især med Ørkenens Sønner som den sjove og også med den forestilling, vi laver nu på Folketeatret, har lavet sjov hele vejen igennem. Og det kan jeg godt lide, men jeg kan altså også godt lide det andet, ikke tragedien, men det dybe i rollen.”
Hvis du ikke var blevet skuespiller, hvad ville du så have beskæftiget dig med?
”Drømmen om at blive skuespiller startede tidligt, men alle, der er opvokset i 1950’erne og 1960’erne, ved, at ens forældre mente, at skuespilleriet var noget, man kunne beskæftige sig med, når man først havde fået en uddannelse. Så en uddannelse skulle jeg have, og jeg var bedøvende ligeglad med, hvad mine forældre fandt til mig. Det blev en læreplads i en herreekviperingsforretning, hvor jeg tilbragte 3 år, med handelsskoleeksamen og fagskole og hele molevitten. Så jeg har min mening om, hvordan tøj skal se ud og sidde, og det falder ikke altid i god jord hos scenograferne! Men jeg tror ikke, jeg var blevet i det fag, hvis ikke skuespilleriet var kommet. Så var det nok blevet noget inden for motorsport, jeg går meget op i motorsport og elsker at køre stærkt.”
Fik du nogen opbakning til skuespilleriet hjemmefra?
”Nej, det gjorde jeg nemlig ikke. Det var en tragedie for mig. Da jeg var færdiguddannet i herreekviperingen, blev jeg indkaldt til militæret og taget til sergent. Dengang kunne man ikke sige nej, så jeg brugte en hel del år inden for militæret, indtil jeg en dag som 25-årig sagde til mig selv, at hvis jeg ville være skuespiller, skulle jeg ud af militæret nu. Jeg gik til optagelse på Århus Teaters elevskole og kom ind. Jeg kan huske, at jeg fik et telegram – det fandtes dengang! – der meddelte mig, at jeg var kommet ind på Århus Teaters elevskole. Jeg græd af lykke! Og for hen til en telefonboks og ringede hjem. Min mor tog telefonen, og jeg sagde:”Mor, mor, jeg er kommet ind på Århus Teaters elevskole!” Så var der en lille pause, et suk, og så sagde hun: ”Nå, ja, hvis det er det du vil, så..” Da græd jeg, ikke af lykke, men af dyb skuffelse. Der gik faktisk rigtigt mange år, førend de accepterede det,  men de endte dog med at acceptere det fuldt ud. Når vi turnerede med teatret i Sønderjylland, inviterede mor og far skuespillerne til frokost. Men det var lidt snobagtigt.
Første gang, jeg rigtigt var i TV, var i 1982, da jeg var med i Hamlet på Det Kgl. Teater. Forestillingen blev transmitteret på TV, og jeg husker tydeligt en historie – rent Korsbæk - min mor fortalte.  Min far møder direktøren for Gråsten Bank inde i byen, og bankdirektørens frue udbryder: Åh, hr. branddirektør Hansen, vi så jo Deres søn fra Det Kgl. Teater i går!” Så var det, som om min far vendte på en tallerken: at man kunne være noget, selvom man bare var skuespiller! Rent snobberi!”
Læste du hos nogen i din elevtid på Århus Teater?
”Nej, jeg gik op på mit bare ansigt. Jeg havde jo lavet en del amatørteater og været med til at starte et amatørteater i Holstebro, mens jeg læste HF efter militærtiden. Gadespejlet hed det, og det eksisterer endnu.”
Og nu handler det så om ”Skaf mig en tenor”. Hvad er det for en forestilling?
”Det er en af de bedst matematisk udtænkte farcer. Ind og ud af skabe, døre der går op og i; publikum ved, hvem der skjuler sig hvor, men det gør vi ikke på scenen, og det er det, farcen bygger på. Vi har 2 rum og 7 døre på scenen, hvor folk hele tiden styrter ind og ud. Det er matematisk udregnet og rigtigt svært at lave, for man skal hele tiden være ovenpå og have styr på det. Min rolle, Saunders, er en hidsigprop, så man ikke drømmer om det. Når forestillingen kører godt 2 timer, og vi forinden har prøvet adskillige timer, så har jeg været hidsig en hel dag og er helt flad, når jeg kommer hjem. Jeg spiller direktøren for en opera, der har besøg af verdens bedste sanger, en hidsig italiener, som vi på et tidspunkt tror er død. Derfor må min assistent klæde sig ud som tenoren og synge hans parti som Othello; han får fantastiske anmeldelser, fordi Othello er malet sort i ansigtet og har stor paryk på, så ingen kan se forskel på den rigtige og den falske tenor. Ingen har jo set den rigtige tenor, forestillingen foregår i 1936 uden TV. Det er en forrygende forestilling!”
Når du er færdig med forestillingen her, hvad skal du så?
”Holde fri! Jeg har ikke nogen planer førend engang til efteråret. Jeg trækker nok op til huset i Sverige, spiller golf og lader op. Jeg er blevet 60, så jeg skal jo passe på mig selv!”
Highligts:
Tenoren er en forrygende forestilling
Jeg vil gerne spille Jeppe på Bjerget

Billedtekster:
Asger Reher spiller den hidsige operadirektør Saunders