Artikel om Allan Mylius Thomsen, hans liv og historie.
Af Bo Steen Bram
Stræderne har faktisk gennem mange år haft Allan Mylius Thomsen med i flere artikler. Mest som historiske om København, men hér har vi, for nogle år siden, mødt Allan ved et fortovsbord ved Teglkroen, hvor han, som næsten 70 årig fortæller, mest om sig selv:
’Det startede faktisk med at jeg var ansat på Jyllandsposten, hvor jeg skrev om København og her fik jeg forbindelse med den tidligere redaktør på Stræderne, nemlig Jan Jannsen.
Vi taler altså om for 12 år siden, mere eller mindre. I år har jeg 20 års jubilæum som byguide, så tiden går.’
Allan er en fortæller som er fantastisk billedlig og gør historierne interessante ved at kende sit København næsten til den mindste sten i brolægningen.
’Det har været en langstrakt kamp, gennem årene, med forskellige flertal i borgerrepræsentationen, om at få vedligeholdt og frede bygninger i indre København. Og det, uden om Socialdemokratiet, på venstrefløjen i mange år. Endvidere også, at der ikke må bygges over 5 etager inden for voldene.
Men set i det lys sælger kommunen flere områder. Blandt andet har de solgt Søkvæsthuset og de har solgt Lille Mølle og på et eller andet tidspunkt løber de jo tør for noget de kan sælge og hvad sker der så?
Jeg har altid været interesseret i historie. Mine forældre var noget bekymrede over at jeg læste Palle Lauring og ikke Anders And. Jeg har været noget af en SpørgeJørgen. Allerede i 20 års alderen begyndte jeg at samle på bøger om Københavns historie. Der sker det pudsige at, jeg har jo mange forskellige baggrunde, men jeg har jo også uddannelse som reklametegner. Heroppe på Jarmers Plads, på Akademiet for merkantil Kunst, hvor jeg gik i klasse med maleren Sussanne Grave. Så flimrede jeg lidt, var lidt musiker i nogle år, hvor jeg f.eks. producerede ’Den Store Flugt’ med Sebastian og tabte 25.000 kr. på den historie. Der var dengang, i 1971, ikke nogen der troede på det projekt så,- vi måtte stort set forære den væk. Men jeg fortsatte med musikken et stykke tid og vendte så tilbage til reklametegneriet. Det var lige på det tidspunkt hvor typograferne begyndte at gøre krav på vores arbejdsområde. Jeg er jo trediegenerations Boljevik. Både min Farfar og far var fagforeningsaktivister, så jeg tænkte: Vi laver en fagforening for at beskytte os. Vi lavede det der hed TegnerGrafikerne.’
Telefonen ringede. Det var Ove Sprogø’s søn Jørgen, der ville lave aftale om samarbejde om et manuskript til en film om Nørrebro lige efter krigen. Allan havde lovet at være konsulent.
’Så lavede jeg den her fagforening, hvor jeg var formand i nogle år. Sad i hovedbestyrelsen for Grafisk Karteli 1988 og så røg jeg uklar med DKP. Da blev jeg kreativ direktør for Danmarks ældste reklamebureau Sylvest Dahlin, og lidt senere havde jeg mit eget her nede i gaden. Det brændte og jeg var fejlforsikret. En medarbejder havde skødesløst tømt et askebæger i en papirkurv. Det kostede mig 1,5 millioner kr. Så måtte jeg jo fortsætte som free-lancer og midt i den periode ser jeg en annonce om kursus i manuskriptskrivning på Filmskolen. Troede jeg. Det viste sig at være et optagelseskursus. Der var dengang 12000 ansøgere og jeg kom ind blandt 25 andre. Jeg og 6 andre blev tilbudt uddannelsen.
A
