Skuespilchef Morten Kirkskov

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Skuespilhuset har fået ny chef. Morten Kirkskov er jyde, født og opvokset i Sdr. Omme mellem Esbjerg og Vejle, men har boet og arbejdet i København i adskillige år. Morten er uddannet skuespiller fra Odense Teater, men flyttede senere til København og har været skuespiller på de fleste københavnske scener. 

Mange varierede arbejdsopgaver omfattende skuespil og instruktion på teatret, film og TV i nogle år, før han blev chef for Aalborg Teater i 2011. Herfra kom han til Det Kgl. Teater i forsommeren 2015 og er ved at finde sig til rette i Skuespilhuset, selvom den kommende sæsons repertoire var fastlagt inden tiltrædelsen. Vi fik en snak om teatret i dagens Danmark:

Du overtager jo et repertoire, som du ikke selv har valgt?

”Repertoiret er ganske rigtigt valgt af den tidligere skuespilchef, Emmet Feigenberg. Men jeg tager det naturligvis under mine vinger, mens jeg planlægger de næste sæsoner.”

Det Kgl. Teater melder ud, at teatret har en vision, der går ud på, at tilbudene fra Det Kgl. Teater skal være mere relevante og mere attraktive end andres. Hvordan ser du for dig, at det kan lade sig gøre?

”Jeg tror egentlig på, at man på Det Kgl. Teater skal kunne noget ganske særligt. Vi har nogle store huse til rådighed, som produktionsmæssigt kan stå for meget store opsætninger og det helt store udtræk, når man laver teater. Her i Skuespilhuset har vi også nogle små scener, f.eks. Det Røde Rum, som har lavet nogle helt forrygende forestillinger. Det kan man, når man har et fast ensemble af skuespillere, som kender hinanden, udvikler sig sammen og ikke er bange for at satse sig selv kunstnerisk. Det relevante kommer ind der, hvor jeg som kunstnerisk chef sørger for, at det, vi laver, ikke bliver musealt, sørger for, at det forholder sig til den verden, vi lever i, så når folk kommer herind, ser de noget, der siger dem noget om det liv, de lever.”

Samtidig med, at I jo har en forpligtelse til at opføre klassikerne?

”Klassikerne kan netop det, at de siger mennesker noget til alle tider. Når vi opfører klassikerne, kan de ofte være mere relevante end noget, der bliver skrevet nu, fordi de har en flyvehøjde, der gør, at de kan rumme den tid, vi lever i nu. Sharespeares kongedramaer rammer ned i alle de magtspil, der kører politisk lige nu, både her og i andre lande, der har sværere ved demokratiet end vi har. Det er vores opgave at læse klassikerne med nutidige øjne.”

Har du selv nogen særlige favoritter blandt klassikerne, som du gerne vil give dig i kast med?

”Jeg er ret stor fan af Shakespeare! Men det er jo let nok at sige, for det skulle man gerne være som skuespilchef. Det interessante kommer, når vi skal til at lave en Sharespeare-forestilling. Hvordan skal holdet sammensættes osv.? Jeg vil gerne opdrage publikum til, at man kan se f.eks. Romeo og Julie mange gange i mange forskellige versioner. Den har man ikke bare set, når man har set den én gang. Jeg prøvede det lidt i Aalborg, hvor vi spillede Holbergs Jeppe på Bjerget. Jeg talte ved den lejlighed med nogle af en lidt ældre årgang, som sagde, at de ikke ville komme, fordi de havde set den – for 23 år siden! Men det er sådan med klassikerne, at man skal se dem igen og igen i skiftende udgaver, for det er dét, de kan. Min opgave er at lave min tids udgave af Kong Lear, Hamlet eller hvad det nu måtte være. I denne sæson laver vi også Kong Lear, og jeg ved allerede nu, at vi kommer til at se en opsætning, vi aldrig har set før. Det er forpligtelsen med klassikerne.”

Hører det med, at scenografi og kostumer skal være nutidigt?

”Ikke nødvendigvis. Jeg er selv meget forelsket i, at man egentlig blander det, så man har det store udtræk med kostumerne, men i et moderne rum, hvor man ikke forsøger at fremstille en slagmark eller nogle kongelige gemakker, men har en scenografi, som giver udtryk for den stemning, der er i stykket. Kostumemæssigt kan man vælge, at magthaverne har jakkesæt på, at hoffet render rundt i jakkesæt som var det et nutidigt parlament, men man kan jo også give dem lidt sjovere tøj på og alligevel spille det nutidigt. Vi har en stor kapacitet med systuen her i huset og en stor kostumeafdeling på Gamle Scene, og det vil være ærgerligt ikke at bruge det til vores forestillinger.”

Du har sagt, at du gerne vil have mere musik ind i teatret. Hvordan skal det foregå?

”Når jeg forestiller mig musik i Skuespilhuset, er det musik i bred forstand. Forestillinger, der er baseret på musik, hvor musikken er den vigtigste del, og hvor der måske ikke er dialoger, men hvor den tekst, der er med, er sangtekster. Det hedder med et lidt forslidt ord teaterkoncerter, men det kan også være andre formater. Der er bare noget med musik, som jeg tror, vi kan få stor succes med her. De teatre, der spiller musicals, har stor succes med de traditionelle, konceptuerede musicals, og det er de mestre til. Det vil jeg ikke bevæge mig ind på, men derimod satse på musikforestillinger, også musicals, som vi kan lave på en anden og ny måde. Det kan man normalt ikke med f.eks. Det Ny Teaters repertoire, fordi opsætningen er fastlagt på forhånd.”

Hvad med operetter som Flagermusen eller lignende?

”Det kunne man godt forestille sig. Flagermusen er en klassiker på den måde, at der er en god historie og noget god musik. Hvis vi kan bruge Flagermusen til at fortælle en nutidig historie, synes jeg, det kunne være en fin idé.”

I hvert fald festligt!

”Jeg vil gerne sige i al den snak om relevans, at jeg ikke selv orker at gå i teatret, hvis jeg ikke bliver underholdt i en eller anden grad. En forestilling kan sagtens handle om noget relevant og være underholdende samtidig.”

Det Kgl. Teater vil gerne have flere børn og unge i teatret. Hvordan skal det konkret lade sig gøre?

”Jeg ser forskellige muligheder for mig. Forestillinger, hvor skoleklasser kommer ind i løbet af dagen. Forestillinger lidt senere på dagen eller i weekenden, hvor børnefamilierne kunne komme. Hvis jeg skulle bestemme – og det skal jeg jo - ville der være meget musik i en familieforestilling. Jeg synes, Det Kgl. Teater skal tage den forpligtelse på sig at være det første bekendtskab, børn stifter med teatret. Den første gang er som med alt andet afgørende for, hvordan man har det fremover med det. Jeg så gerne, at Det Kgl. Teater kunne danne grobund for, at mennesker helt fra barnsben har lyst til, og bliver ved med at have lyst til, at komme i teatret. Folkeskolen svigter noget i forhold til at give børn den dannelse, og så må vi tage over.”

Der er jo et smertensbarn omkring det at få børnefamilierne i teatret – prisen. Det er alt for dyrt. Hvordan vil du klare det?

”Det er for dyrt. Man kan ikke forlange, at en familie på 4 skal betale 400 kr. pr. person for at komme i teatret. Man må finde grænsen, og jeg vil arbejde på at få priserne ned. Ellers bliver teatret kun for de rige børnefamilier, og det er ikke meningen. I Aalborg havde vi familiebilletter til 4-500 kr. for en familie på 4, og så begynder det at ligne noget. Det Kgl. Teater skal ikke være de riges teater, det skal være teater for alle, der har lyst til at komme en tur i teatret.”