Om aftenen d. 4. maj 1945 blev tyskernes kapitulation
annonceret i Danmark. Og med virkning fra d. 5 maj om
morgenen var Danmark atter frit. Det var 5 mørke år i
historien som krævede sit af befolkningen herhjemme.
Der var bl.a. mørklægning og spærretid. Augustkrisen i 1943
opstod som følge af svære tyske militære nederlag i
både Italien og Rusland.
Den deraf følgende tyske nervøsitet
fik den danske befolkning til at føle større frimodighed
over for de tyske soldater her i landet og en strejke blandt
skibsvæftsarbejderne i Odense, udviklede sig til en
konfrontation mellem en stor del af folket og
den tyske besættelsesmagt. De heraf følgende
uroligheder blev standset d. 6 august, men en sabotagebrand
i Esbjerg medførte nye uroligheder. Der blev en folkelig
opstand mod tyskerne. Gadekampe og generalstrejker
udviklede sig og brød frem som små hurtigt løbende
brande i Danmark.
Men før det generelle
Danmark satte sig
til modværge, havde
modstandsbevægelsen i
alle årene udført arbejde,
som både var mere farligt
og kompliceret. En af dem
var med til modstanden
har vi talt med.
Gunnar Krogsbøll, nu 92 årig tidligere
modstandsmand, som har
skrevet en bog om tiden med
titlen: Nybodergruppen. Bogen
fortæller med ord og billeder
om Krogsbølls historie, både
før og under besættelsen.
Hvad fik unge mænd til
at gå ind i dette farlige
arbejde og hvordan blev man
overhovedet rekrutteret?
En del af forklaringen var
selvfølgelig spændingen.
Ungdommen vovemod. De
fleste unge mennesker har jo
få forpligtelser og har endnu
ikke nået at stifte familie.
Derfor søgte en del ungdom
mod modstandsbevægelsen.
Men det var ikke let at komme
ind i ’foreningen’. For det
første kunne man jo ikke
umiddelbart se eller vide om
folk om de var i bevægelsen.
Man skulle føle sig frem.
Det tog lang tid at komme til
at kende nogen som vidste
noget, og senere kunne bringe
information om, hvem man
i givet fald skulle kontakte,
for at komme nærmere målet:
Modstandsbevægelsen.
Krogsbøll fortæller:- ”Hvorfor
skrev jeg bogen? For at
begynde med begyndelsen
var jeg fjorten år gammel
da jeg blev interesseret i
modstandsbevægelsen, og alt
det man ad omveje og ikke
legitime veje kunne opsnuse.
Jeg samlede udklip og fulgte
med i krigens slag på en
opslagstavle på mit værelse.
På et tidspunkt opfordrer
Christmas Møller til modstand
og sabotage via London
radio og så var der interesse.
Da Christmas Møller jo var
konservativ politiker, fik jeg
kontakt med en ung mand
som var fra KU og fik en
indmeldelsesseddel. Jeg meldte
mig ind i KU bevægelsen. Ikke
med nogen politisk baggrund.
Det interesserede mig slet
ikke. Det var muligheden
for at kunne være med i
modstandsbevægelsen der
var målet. Så begyndte jeg
at komme til møderne og
holdt lav profil med mine
ønsker, og så en dag var der
een som spurgte, om ikke
jeg ville være med i ST.
Konservative stormtropper.
Det ville jeg gerne, da det
lød som om der kunne være
noget modstandsarbejde i
det. Og dér mødte jeg en
mand der hed Kurt Petersen.
Han arrangerede ture til
Hareskoven hvor vi trænede
og pludselig blev vi enkeltvis,
med hånden på biblen
adspurgt, om vi ville være
med i en modstandsgruppe.
Det var i begyndelsen af 1943.
Kurt Petersen var selv lige
blevet løsladt fra Horsens
statsfængsel af tyskerne, fordi
han havde kunnet snakke
sig ud af en forbindelse med
en anden gruppe, som var
blevet trævlet op af Gestapo.
(Geheime Staatspolizei).
Denne gruppe, vi skulle være
med i hed: Linde allé aftalen.
Straks gik vi i gang med
træning med forskellige våben
og sager og vi var jo vilde for
at kunne komme i gang med
noget. I samme forbindelse
kunne man være medlem af
KU’s Tærrænsportsforening.
Udmærket træning i
kortlæsning og navigation
i terræn. Og en dag blev vi
overført til Rødovregruppen.
Vi var blevet opbygget trin
for trin. Og uden vi havde
bemærket det, havde det
været planen fra højere sted,
gennem hele træningen af de
forskellige ting.
Egentlig var vi til for at skulle
kæmpe mod tyskerne, hvis
Europa blev invaderet af
allierede tropper. Så egentlig
sabotagegruppe var vi ikke,
men hvis lejligheden bød sig,
rakte vi gerne til. Vi ville alt
dengang, bare det bekæmpede
tyskerne. Vi var selvfølgelig
beklemte og nervøse over, at
der en dag skulle kæmpes med
livet som indsats. Og samtidigt
skulle vi jo også leve livet og
more os.
Der var mange ting vi ikke
fik at vide under krigen.
Om alt muligt. Jo mindre vi
vidste, jo mindre kunne vi
jo så afsløre, hvis gruppen
blev optrævlet. Hvis man
blev taget, så skulle der gå
en vis tid og så kunne man,
afhængigt af hvor slemt man
var presset af eventuel tortur
eller andre trusler fra tyskerne,
begynde at afsløre navne
f.eks. I det daglige havde vi
intet med kommandørerne at
gøre og vidste faktisk ikke,
hvem de var. Et er sikkert:
Det var blevet et slemt
blodbad hvis ikke tyskerne
selv havde kapituleret. Efter
kapitulationen blev vi mest
brugt til vagtmandskab over de
fanger som var blevet fanget
i det forholdsvis fintmaskede
net der var, der efter krigen.
For fintmasket kunne man
med historiske øjne sige. Mere
end godt var det at også det
man ville kalde for ”uden for
interesse” blev tilfangetaget,
og nogle af disse også straffet,
hvilket man sikkert ikke
ville have haft gjort i dagens
Danmark, hvis det var nu i
2017.
Her senere i livet som
pensionist var min store
interesse slægtsforskning, og
derfor forfulgte jeg ikke emnet
om militærgrupperne dengang.
Min kone Lise havde flere
gange gennem årene opfordret
mig til at skrive lidt om mine
oplevelser under krigen, og
en dag i 2010 fik jeg taget
mig sammen til at begynde
dette arbejde. Jeg startede
med at kalde det for ”En
Nyboderdrengs oplevelser
under den tyske besættelse
1940 - 1945 ”. Efterhånden
som arbejdet skred frem
blev jeg klar over, at det i
virkeligheden var en lille
del af ”Militærgruppernes
historie” som Jørgen H. Barfod
havde efterlyst, og derfor
besluttede jeg mig til at ændre
titlen på mit manuskript til”
Nybodergruppen”.
Navnet” Nybodergruppen ”
var det navn som gruppen
fik da vi dyrkede terrænsport
i Konservativ Ungdoms
Terrænsportsforening ”
K.U.T” inden vi blev tilsluttet”
Rødovre Kompagni.
For at få belyst de enkelte
episoder som gruppen havde
være involveret i så korrekt
som muligt, besluttede
jeg mig til at spørge to af
mine gamle kampfæller fra
dengang, gruppefører Morten
Hilmer Rasmussen og min
fætter Poul Høeg,om jeg
måtte benytte noget af det
erindringsmateriale som de
gennem årene har sendt mig,
og det gav de mig lov til.
Foruden Morten og Pouls
erindringer har jeg også
benyttet materiale fra 3 nu
afdøde personer, nemlig
min far Victor KrogsbølIs
selvbiografi fra 1969 , min
bror Victors breve til mig,
og så Jørgen H. Barfods
båndoptagelse af en samtale
fra 1987 med kompagnichefen
for Rødovre Kompagni under
krigen, Hans Friis Jensen.
Der er nu gået ca. 70 år
siden krigen sluttede, og
disse erindrindskilder fra 6
forskellige personer viser,
at vi der deltog i de samme
aktioner ikke altid husker
begivenhederne på nøjagtig
samme måde. Det må jo
være et bevis på, at den
menneskelige hukommelse,
ligesom alt andet i denne
verden, bliver lidt slidt med
årene.
Hvis vi under krigen havde
ført dagbøger over hvad vi
foretog os, så kunne man
vel betragte denne bog som
dokumentarisk, men da vi af
indlysende grunde ikke gjorde
det, foretrækker jeg at sige
”Såvidt jeg husker”
Bogen kan søges på nettet:
WWW.frihedsmuseetsforlag.dk
A
