Beretning af Flemming Lehrmann (fhv. stadsingeniør) samt foto og arkiv.
9. april 1940.
Dengang i 1940 var jeg på vej til at blive 7 år. Jeg kom i skole den 1. april i Den Classenske Legatskole i Vester Voldgade, og min mor fulgte mig i skole den dag, hvorefter jeg gik alene. Skolevejen gik ad Amager Boulevard forbi Artillerivej, nu Ørestad Boulevard. Min sidekammerat blev Jens Raabye, og det var der en god grund til. Min far var chef for Søværnets Bygningsvæsen og min farfar, som døde i 1936, havde været chef for Kystartilleriregimentet.
Jenses far, Carl Raabye, var oberst og chef for Luftværnsregimentet, som var indkvarteret på Artillerikasernen, som nu indgår i Statens Serum Institut, og hvor han havde tjenestebolig. Han havde gjort tjeneste under min farfar i Kystartilleriregimentet. Dengang boede jeg på Amagerfælledvej 24 på femte sal og med en fantastisk udsigt over hele København.
Amagerfælledvej 24 hvor jeg boede på 5. sal med udsigt over hele byen. Det var her min far stod og så de tyske bombemaskiner. Vores lejlighed var vinduerne 4,5 og 6.
Den 9. april, en tirsdag så vidt jeg husker, blev vi vækket meget tidligt om morgenen af en usædvanlig motorstøj. Ude på vores altan stod min far med sin kikkert og skuede ind over byen. Flyvemaskiner fløj i formationer fra syd mod nord over byen, bombemaskiner var det vist, og lakonisk faldt hans eneste bemærkning: ”Nu er de her”. Åbenbart vidste i hvert fald Forsvarets folk, hvad der var i vente. Trods besættelse var der så megen ro, at børnene som sædvanligt skulle i skole. Min mor mente dog, at hun hellere grundet begivenhederne måtte følge mig i skole den dag. Det, jeg husker fra turen til skole den morgen, var, at tyskerne havde oprettet en maskingeværrede ved Amagersiden af Langebro, sikkert for at sikre broen.
Her lå den tyske maskingeværrede ved Langebro.
Dagen udviklede sig imidlertid roligt, der var ikke grund til at blive hentet, så Jens og jeg fulgtes ad, og vi gik hjem til Jens, som jo boede på Artillerikasernen.
Komandantskabsbygningen på Artillerikasernen hvor Jens boede på første sal (så vidt jeg husker).
Kasernegården var fuld af tyske soldater og al deres materiel, for tyskerne havde bestemt sig for, at deres tropper skulle indkvarteres der, og det var bestemt ikke noget der passede oberst Raabye, som jo havde fået en lodret ordre fra Hærkommandoen om at modtage tyskerne. En ting husker jeg derfra. De danske soldater, som måtte rykke sammen, malede alle elektriske pærer blå, fordi tyskerne som noget af det første havde dekreteret mørkelægning over hele landet gældende fra den 9. april ved solnedgang, og mørkelagt blev der overalt i Landet. Selv en næsten 7 årig fornemmede, at en ny og alvorlig tid, som skulle vare i 5 år, var indledt.
Oberst Carl Raabye
Et efterspil var, at oberst Raabye aldrig forvandt, at hans regiment ikke måtte yde modstand, men fik ordre til at rømme Artillerikasernen, hvorefter styrken blev forlagt til Ballonparken. Den 7. maj om morgenen døde oberst Raabye. Jens flyttede med sin mor til Frederiksberg og kom i skole der, og vi så aldrig hinanden siden.
A
