Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

soren ha klovn1

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Søren Hauch-Fausbøll var i 2015 blevet optaget på uddannelsen som hospitalsklovn i organisationen Danske Hospitalsklovne. Ud af 92 ansøgere blev kun 6 optaget, heraf altså Søren som den ene af de seks. Nu er Søren færdiguddannet og i gang som hospitalsklovn, bl.a. på Rigshospitalet, hvor vi mødte ham for at høre, hvordan det har været:

”Det har været fantastisk. Jeg startede på uddannelsen i april 2015, blev færdig sidste sommer efter 14 måneders uddannelse og har nu arbejdet et års tid som ”færdig” klovn.”

Hvad lærer man på uddannelsen?

”Det er forskelligt, for vi kommer med forskellig baggrund. Nogle er skuespillere, nogle har været gøglere, andre er sygeplejersker. Vi skal lære om klovnens væsen og lære at finde klovnen i os selv. Vi har lærere fra hele verden og har bl.a. været på kursus på en klovneskole i Italien. Vi lærer også meget om hygiejne, fordi vi jo færdes på hospitaler. Men hovedessensen er praktikopholdet, hvor man følger to mestre i ca. 75 dage. Dér lærer man det rigtigt, lærer at møde børnene ude i deres forskellige situationer.”

soren ha klovn2

Er det kun for børn, I optræder – hvis det er det rigtige ord at bruge?

”Det er det nok ikke, for vi kommer ikke med et færdigt show. Vi improviserer hver dag. Nogle børn er i delvis isolation, så må vi bare stå i døråbningen og forsøge at komme igennem til dem. Andre børn er i total isolation, så må vi kigge på dem gennem et vindue. Ellers møder vi børnene på gangene eller på stuerne. Vi improviserer os frem, mærker hvordan børnene har det. Nogle kan man ikke lige nærme sig, så handler det om at være forsigtig. Vi lærer at læse børnene, og også de voksne pårørende. Nogle forældre er lidt nervøse, for de tror, deres barn er bange for klovne. Når det så viser sig, at barnet som regel ikke er bange for klovnen, slapper forældrene af. Så kan vi trylle, lave ballondyr, lege med de ting, der er på stuen, f.eks. lave en serviet om til en flyver. Især de mindste børn er glade, når vi laver sæbebobler. For os klovne handler det om at se det raske barn i det syge barn. Det er børnene, der bestemmer over os. De føler sig trygge, når vi er der. Vi har også en afledende rolle, når de f.eks. skal have taget blodprøver. Jeg er hver mandag formiddag 3 timer på ambulatoriet, hvor mange børn kommer for at få taget prøver eller få skiftet dræn. Så tryller vi og forsøger at få afledet deres opmærksomhed. Nogle gange kan vi ikke nå dem, fordi de græder så meget, men så er vi der bagefter til at bløde lidt op på det, så barnet lidt glemmer den grimme oplevelse. Mange af børnene kender os og spørger efter os, når de kommer her. Vi er en slags tryghed for dem.”

Er det svært?

”Ja og nej. Der er dage, hvor jeg er træt, når jeg møder ind her. Men når jeg så går hjem efter dagens arbejde, er jeg fuld af energi. Man møder børn, hvor man kan mærke, at man gør en forskel. Så man får energi, selvom man også er træt, fordi alle sanser er åbne. Man skal ikke bare være der for det syge barn, men også for de pårørende, og især for søskende til det syge barn, som ofte bliver glemt lidt, fordi al opmærksomheden er på det syge barn. Det er en god træthed.

soren ha klovn3

Jeg er her mandag og tirsdag 3 timer, sammen med en makker. En gang imellem arbejder jeg også på Bornholm, forleden var der 125 års jubilæum på hospitalet derovre, så der var jeg med og gik rundt og snakkede med børn og voksne. Der er faktisk klovne på alle hospitaler i landet nu, vi er 47 klovne. Det er foreningen Danske Hospitalsklovne, der laver vagtskemaer og lønner os. Det er en god organisation, men vi er afhængige af støtte fra fonde og privatpersoner, der er ingen offentlig støtte. Heldigvis er der meget opmærksomhed på hospitalsklovnenes arbejde, og vi har bl.a. fået god støtte fra Ole Kirk Fonden (Lego), så vi har kunnet opretholde klovneskolen i de seneste 5 år. Sponsorer er meget vigtige for os, og egentlig tror jeg, det er meget godt, at vi ikke er underlagt noget offentligt bureaukrati, det giver os en større frihed til at arbejde, naturligvis i samarbejde med hospitalerne. Vi har et rigtigt godt samarbejdsforhold med personalet på hospitalerne.”

Har du øvrige aktiviteter ud over arbejdet som hospitalsklovn?

”Jeg har netop færdigindspillet en TV-film med Bamse, Kylling og Ælling, hvor hele Bamses verden er samlet ude i skoven. Det er første gang i en del år, at hele Bamse-universet er samlet ligesom i gamle dage, og det var skønt at være den gamle Bamse igen. Filmen bliver sendt på Ramasjang juleaftensdag. Jeg har netop også medvirket i en spillefilm om Cirkus Summarum, ”Sikke et cirkus!” Til november starter jeg prøver på Folketeatret på Shakespeares ”Lystige koner fra Windsor”. Der er heldigvis nok at se til.”