KASPER SALTO ER MØBELDESIGNER PÅ HØJESTE PLAN

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Kasper Salto arbejder på fremtidens møbler

Kasper Salto er udlært møbelsnedker og designer, har modtaget adskillige legater og hædersbevisninger og er allerede et kendt navn inden for møbeldesign.

Strædernes udsendte har talt med Kasper:

Hvordan er du kommet i gang med at lave design?

”Det stammer fra min barndom. Min far er arkitekt (Sven Poulsson), og min mor (Naja Salto) er billedkunstner. Jeg tror, at når man som barn ser og hører så meget om det at skabe noget med sine hænder og sine tanker, tror jeg, det smitter af helt automatisk. Jeg tror, det ligger i opvæksten mere end i generne. Rent uddannelsesmæssigt er det gået sådan, at jeg efter 10. klasse snusede lidt til gymnasiet, men det var slet ikke mig. Jeg valgte det håndværksmæssige og gik i snedkerlære hos Jørgen Wolff i Hellerup. Der fik jeg virkelig lyst til ikke bare at lave andres ting, men mine egne. Så efter arbejdstid gik jeg og arbejdede for mig selv, og jeg gik også til tegning efter arbejdstid i 3 år af min læretid. Efter svendeprøven, som jeg var så lykkelig at få sølvmedalje for, arbejdede jeg som svend i et snedkerfirma i Herlev, hvor jeg dels tjente penge og dels fik erfaring. I løbet af det år lavede jeg den såkaldte ”mappe”, som man skal præsentere, hvis man vil søge ind på Den Danske Designskole – dengang hed den Skolen for Brugskunst. Jeg havde gjort mig vældigt umage med mappen, for jeg ville bare ind på designskolen. Det kom jeg så også og var der fra 1989 til 1994. Lige inden jeg blev færdig var jeg et smut i Schweiz på en amerikansk designskole; jeg havde fået et ret stort legat på 100.000 kr., så det betalte for et semester. Det var jeg meget glad for, man lærte meget, både tegning, computerværktøjer, at bygge konkrete modeller osv, alle de discipliner, man skal kunne, hvis man skal have sin egen forretning efterfølgende. 

På værkstedet fremstilles prototyper, som gør det nemmere for en producent at få en idé om det færdige produkt.

Min afgangsopgave på designskolen lavede jeg sammen med min barndomsven, Peter Møller Jensen, det var et hjælpemiddel til handicappede, en rollator, man kunne sidde på, det var nyt dengang. Derefter søgte jeg arbejde hos møbelarkitekten Rud Thygesen. Det fik jeg og var hos ham i 4 år. Jeg fik lov til at arbejde selvstændigt og også lave mine egne ting på tegnestuen efter arbejdstid, og det satte jeg meget stor pris på. Det førte til, at jeg kunne udstille min egen første stol på Snedkernes Efterårsudstilling i 1995. Den blev da meget pænt modtaget, men for mig var det mest spændende at få lov til at vise noget til nogen, og at det ikke blev kritiseret sønder og sammen. Det førte til, at jeg tænkte, at det kunne være sjovt at få noget i produktion, noget som rigtigt kunne bruges til noget. Det er de tanker, man gør sig, mens man går på designskolen: første step er at udstille, andet step er at få noget i produktion, tredje step – det sværeste – er, at det, der produceres også sælger godt.

For at få min stol i produktion lavede jeg lidt om på den. Den var lige lovlig studentikos, den var for spinkel, og man sad dårligt i den. Men den var superlet, fordi jeg havde ”snydt” med konstruktionen, jeg havde underdimensioneret alt. Det er jo den erfaring, man får senere. Fornemmelsen af træet, styrke, slid og dagligdags brug er noget, der kommer af at arbejde med hverdagsting. Det er først, når man kommer ud i den virkelige verden og ser, hvordan tingene faktisk bruges, at man bliver opmærksom på mange ting. Når tingen kommer ud blandt mennesker og bruges og modnes, falder den ultimative dom: går den i stykker, er der brok med den, reklamationer fra kunder osv. Så bliver producenten sur på designeren, og så kører hele den mølle. Derfor er det vigtigt ikke bare at tænke nye tanker, men også at vurdere, om det kan holde, om det kan produceres til den rigtige pris osv. Det er der, de meget nøgterne, men også meget vigtige, parametre kommer ind i designet. Design går fra et teoretisk, kunstnerisk udtryk, som man drømmer om, mens man er på skolen, til den konkrete virkelighed. Det er er vigtigt at bevare drømmen, men man skal altså have den virkelige verden med sig.

Efter jeg havde udstillet stolen på Snedkernes Efterårsudstilling forbedrede jeg den som sagt og gav den også et navn, Alpha-stolen, og udstillede den så i Bella Center på MDD’s (MDD = Medlem af Danske Designere) stand. Det var et mere kommercielt forum, og jeg var meget spændt, for tænk hvis der kom en fabrikant forbi, som gerne ville lave min stol. Det gjorde der faktisk, takket være Rud Thygesen, som tegnede for et firma, som hed Botium. Det var Peter Stærk, som havde det, og han kom hen og spurgte om der var nogen, der producerede min stol, for hvis ikke, ville han gerne. Jeg troede ikke mine egne ører! Der startede vores samarbejde i 1996. Der blev vel lavet en ca. 400 stole, og der blev solgt 2 – en til mig og en til min mor! Jeg synes, det er en smuk lille stol, men man sidder dårligt i den. Jeg plejer at sige, at det er en kirkestol; man skal sidde dårligt for at ihukomme Jesu lidelser! Så Peter Stærk og jeg kom frem til, at vi måtte producere en stol, der var holdbar, til at sidde i og anvendelig i større mængder, f.eks. til auditorier og mødelokaler. Nu kom 

der nogle konkrete krav, som jeg skulle tage fat på, og det var vidunderligt. Det førte frem til den stol, der står her, ”runner”. En stol med stålben, træryg og træsæde. Den har haft en optur i starten, så havde den en nedtur, og nu er den på vej op igen. Jeg arbejdede meget på den i starten af 1997. Det var ret interessant, for nu havde jeg fået så mange redskaber i form af funktionelle krav osv, at jeg kunne gå og lave den samtidig med, at jeg tegnede den. Så ”runner” er min første rigtige stol. Det er en stol, der kan holde, den kan laves til en forholdsvis rimelig penge, man sidder ret godt i den, og den fås med og uden arme og med og uden polstring. Rent produktionsmæssigt har den været igennem noget turbulens, bl.a. med producenter, der har solgt rettigheder fra, men det endte med, at Peter Stærk og jeg forhandlede den videre til Duba-B8, som er Danmarks største kontormøbelfirma. Nu har de haft den i ½ år, og det går godt. Den bliver solgt, og alle er glade! Runner-stolen er forlægget for min stol ”ice”, som er den stol, jeg har levet af i mange år. Der er nok solgt 20-30.000 stk. af runner-stolen. Ice-stolen kom i 2002, den havde jeg arbejdet på siden jeg slap runner-stolen, det blev i alt 4 effektive år, hvor jeg samarbejdede med Fritz Hansen om at få denne stol på benene. Det var meget spændende at arbejde med et velvoksent firma som Fritz Hansen, som jo har de store arkitekter som Arne Jacobsen og Poul Kjærholm, og blive stillet krav, som jeg skulle honorere. Jeg tror, at en af årsagerne til ice-stolens succes er, at den netop ikke prøver at gentage noget fra historien, men prøver at komme videre i form af anvendelsesområde og materialevalg. Materialerne er aluminium og kunststof; vi har researchet for at finde et kunstofprodukt, som kunne klare både inden- og udendørs brug, og begge dele i lige store doser. Fritz Hansen havde haft en decideret udendørs stol før, som var god til udendørs brug, meget robust og bestandig, men for udendørsagtig til at tage indenfor. Kunsten var her at finde en balance, så stolen både kunne stå ude og klare alt fra det danske vejr, men også kunne stå inde og virke rar og lun, selvom den som navnet indikerer er lavet til det nordiske klima. Den har nu kørt i ca. 5 år, og der er vel solgt ca. 15-20.000 om året, det er meget pænt for en stol.”

Det er lidt en gåde at lave den ultimative stol.

Har du haft andre projekter?

”Ja, men stolen forfølger mig lidt. Det er lidt en gåde at lave den ultimative stol; dermed mener jeg den stol, som tilfredsstiller flest muligt mennesker på bedst mulig måde. Det er vel ligesom andre kunstarter sådan, at man sværmer lidt omkring det.

Men jeg er i samarbejde med Fritz Hansen ved at udvikle et konceptmøbel til kontorbrug. Vi spekulerer over, hvordan kontorarbejdet udformer sig om 10-15 år, og jeg har lavet en bænk, som hurtigt kan omdannes til skriveplads og bord til laptoppen. Jeg tror, at computerens udvikling i løbet af en årrække vil overflødiggøre et arbejdsbord; man vil ikke have brug for at have bøger, leksika, diverse papirer liggende på sit bord, det meste vil kunne hentes digitalt, og den stationære computer er også på vej ud. Vi er i en overgangsfase på vej mod et rigtigt moderne samfund, hvor det meget mere bliver tankens kraft, der tæller, og mindre alle de ting, vi omgiver os med. Det er bænken et udtryk for, den har sagt farvel til alle de traditionelle ting såsom at sidde og skrive en note. Jeg havde den med på udstilling i Japan, og deres reaktion var meget interessant, fordi de er lidt foran os med teknologien. De forstod den med det samme.”