JEANNE FLØE I KØBENHAVN

Foto: Henrik Ploug

Jeanne Fløe
Aut. cand. psyk specialist i klinisk psykologi og sundhedspsykologi

Ind med firetoget

Selvom jeg hverken er ung eller uerfaren, så kan jeg godt alligevel rammes af den der følelse af at være en naiv jyde, der er kommet til storbyen. For wauv, hvor er her bare anderledes storslået end Esbjerg, hvor jeg kommer fra. Flyttebilen rullede ind med mit liv pakket i flyttekasser denne sommer.

Som mange andre, der i disse år søger mod København, har jeg og min mand også taget springet. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Hvordan man overhovedet finder på at drømme den slags drømme som sindig jyde, ved jeg ikke helt præcist. Jeg husker som barn, at jeg var på besøg i København ved min moster og onkel. Hele vejen hjem til Herning i den røde Viva gik snakken lystigt mellem mine forældre: ”Godt man ikke bor der, der er beskidt og det larmer og alle de biler og mennesker”. Så jeg har ikke fået drømmen med hjemmefra.

Jeg er vild med det. I sommer jublede jeg med, når ungerne sprang i fra kanten ved Havnebadet. Senere blev det til efterårsregn og kolde dage langs Islands Brygge, der sendte minderne på flugt til Esbjerg, der også kan noget med blæst. Men også Fælleden klædt i sin smukkeste efterårsdragt. Jeg kan stå og falde i svime sådan en kold december aften over alle lysene i lejlighederne og prøver at forestille mig, hvad det er for liv, der leves derinde. Man skal så ikke falde i svime, når man bevæger sig rundt langs cykelbroen, for her hersker nogle færdselsregler, som jeg ikke helt har fået greb om endnu. Jeg ser frem til foråret. Bare sidde på en café i forårssolen og betragte menneskene, der skrider forbi eller stopper op og nyder en kop kaffe med en ven.

De havde jo ret mine forældre. København var den gang en forgældet, beskidt by. København har gennemgået en forvandling siden dengang. København er blevet hipt. København er i dag rig og velplejet. Nogle bydele er ikke til at kende igen og fælles for dem er, at de alle udvikler sig, og ingen står stille. Vi har slået os ned i en af disse bydele, som er i voldsom forandring nemlig Islands Brygge. Vi er en del af det store indtog. En del af en større folkevandring, der søger mod noget andet, end det vi kommer fra. Ganske vist er min mand og jeg for gamle til sådan rigtigt at blende ind med de andre. For her er overvægt af veluddannede unge med gang i karrieren. 

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus, og det gør jeg i bogstaveligste forstand med bopæl i Sfinxen, der knejser sig op over Bryggen. Så ingen stenkast. Men altså stenbro er her i rigelige mængder. Vi bor i nybyggeri med elevator og underjordiske garageanlæg, så et ærligt træ ikke længere vil kunne lykkes med at slå rod ned gennem betonen. Og jeg elsker det. Jeg nyder hvert øjeblik. Her går alting meget hurtigere, og for mig er det på en eller anden forunderlig vis nemmere at finde pauserne, når alt omkring går stærkt. For vi mennesker har brug for pauser. Vi har brug for at evne at være fuldt tilstede. At være tilstede er afgørende for at forbinde sig med andre og bekymre sig om dem, at elske og yde omsorg. For at kunne opnå glæde, så forudsætter det, at man er i kontakt med nuet. For livet bliver meget rigere, når vi er bevidst nærværende. 

Nogle mennesker glemmer det i en travl hverdag. Det ser jeg hver dag i min klinik på Bryggen, hvor jeg har åbnet min egen privat praksis med udsigt over de smukkeste tæt-lav bebyggelser. For rækkehusene har fået en renæssance her på Bryggen. Fra min klinik kan man se havnen, der har sit eget liv med kajakker, små motorbåde og vandbusserne, der kan bringe folk fra Bryggen til fastlandet. Her tager jeg imod mennesker, der for en stund er faret vild i livet. Børn, unge og voksne. Alle indeholder de uopdagede ressourcer, og det er den største glæde at være med til at hjælpe dem videre ad en god vej.