Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

chr kronmanFoto: Annette Lang
Søndag den 3. november 2019.

Det er arbejdsdag for gadedigteren og historiefortælleren Christian Kronman, når han kl. 19.00 på sin 80årsdag står på gulvet i Bibliotekssalen i Rundetårn med sin teaterfortælling ”På Livets Rand”.

Den blomsterdekorerede kasse fra Odense Vinkompagni, som han i begyndelsen af 90erne brugte til at stå op på ved foden af det selv samme tårn, mens han hver lørdag i fem år udråbte egne og andres digte til de forbipasserende, er fulgt med hele vejen og medvirker også i fødselsdagsforestillingen.

Christian Kronman, (uddannet journalist i Det Berlingske Hus) er en af Københavns poetiske koryfæer, når det kommer til at sprede glæde med sine digte og fortællinger på gader og stræder i København og i  kulturhuse rundt om i landet.

Mange af vore læserne vil måske have mødt og hørt ham i 90’erne, hvor han fik sit gennembrud som Gadedigter i København.

Fra sin medbragte talerstol, ved Rundetårn, på lørdag formiddage udfordrede Christian Kronman modigt og med smil de travle forbipasserende på ord og digt. 

Han stod på sin ydmyge talerstol – en vinkasse - og reciterede egne og andres digte, som fx Højsangen for at gøre de smukke ord levende og nærværende for andre end de litterært interesserede.  

Det var før poetry-slam og Spoken Word kom til Danmark, og ifølge Christian Kronman fik han da også en henkastet bemærkning i ny og næ, som da en kvinde sagde til sin veninde, idet hun satte fingeren til panden ”Vi har da steder at gøre af sådan nogle mennesker.”

Ikke desto mindre og heldigvis blev det hans metier at sprede glæde med digte og fortællinger. Og selv på sin 80 års fødselsdag er han i fuld vigør. Han står selv på scenen inde i Rundetårn med sit teaterstykke ”På Livets Rand” – som han i øvrigt også selv har skrevet og som genopføres på fødselsdagen. 

En time alene på scenen, hvor han i teaterfortællingen ”På Livets Rand” fører os fra Rundetårn og Assistens kirkegården, to eksistentielle ståsteder i fortællingen, ud og ind af universet og verdenshistorien om månekapløbet, A-bomben og lader os møde Niels Bohr og Albert Einstein og Brillemager Balthazar, som stod til at arve et multinationalt brilledynasti, men taber det hele på gulvet. Men parallelt med den sociale nedtur oplever Balthazar en tilsvarende positiv universel optur.  

Finurligt, tankevækkende og optimistisk, selv om der er nok at bekymres om, fordi mennesker og ikke Gud spiller med terninger om verdens skæbne, som det siges i forestillingen.