Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug
Fra tiden i 1967, hvor Anders sammen med broderen Thomas dannede rockgruppen Savage Rose, er der sket meget i musikken. Dengang var alverdens musik ikke umiddelbart tilgængelig, og det, der skete med ungdomsoprøret i 1967-68, bragte pludselig musikken til Danmark.
”Det var, siger Anders, ”som om dørene blev slået op til en ny verden. Vi kunne pludselig høre cubansk musik, orientalsk musik, tyrkisk musik, alt kom til landet pludselig. Og selvfølgelig amerikansk rockmusik. Det påvirkede os jo, der var mange impulser i luften. Nu er alt tilgængeligt på Spotify, men dengang var det en opdagelsesrejse, fordi man jo var nødt til at skaffe sig en plade for at høre det. Det var et detektivarbejde at finde ny musik, men det gør ikke noget, at tingene er lidt svære. Jeg synes gerne, der må være lidt modstand, så bliver tingene sjovere. Jeg synes stadig, det er svært at komponere, men det er derfor, det er sjovt.”
Du er jo barn af en familie, hvor musikken fyldte meget. Blev musikken leget ind i dig som barn, blev den trukket lidt ned over dig, eller har du aldrig tænkt over, at det kunne være anderledes?
Jo, jeg har absolut tænkt over det. Der var jo musik i mit barndomshjem, der har været musik i mine børns barndomshjem, og nu er der musik i mine børns hjem for deres børn. Jeg er kommet til den overbevisning, at det er sådan, at man som forældre gerne vil dele det bedste, man ved, med sine børn. Det vil man gerne lige fra starten: Det kan være, man læser lektier sammen, sidder og tegner med børnene osv., men musik er en social og kollektiv ting, som man kan lave, fra man er ganske lille. Vi har sunget og spillet med børnene, fra de var små, og lige sådan gik jeg til spil som barn. Fra jeg var 4-5 år gik jeg til spil – klaver - hos min søster Therese, derefter hos min far, og så begyndte jeg at spille klarinet. Min far lavede musik til mig, og vi spillede sammen. Da jeg selv fik børn, lavede jeg sange sammen med børnene, da de var små, og vi indspillede dem her i studiet, hvor vi sidder. Man vil gerne dele det, man elsker, med sine børn, det tror jeg, alle forældre gerne vil. Så er det bare så heldigt, at når man har musikken som levebrød, kan man dele sit levebrød med dem også. Havde jeg haft en stilling uden for hjemmet, havde jeg nok ikke kunnet dele musikken så meget med mine børn. Og musikken er heldigvis gået videre til børn og børnebørn, der er flere, der spiller og synger. De deler den samme glæde. Jeg har f.eks. lige lavet en plade med Marie, og Benjamin spiller jeg med hele tiden. Jeg føler, at mit liv er utroligt privilegeret, hvor jeg har været så ”smart” at gøre min hobby til min levevej. Dog kommer det ikke af sig selv, det kræver mange timers arbejde.”
Hvordan inspirerer I hinanden?
”Min kone Ulla spiller også en væsentlig rolle her. Når man kender hinanden så godt, som vi gør alle sammen, kan man springe mange led over, når man arbejder sammen. Vi behøver oftest ikke sige noget. Eksempelvis når jeg spiller med Benjamin, behøver vi ikke sige noget. Jeg ved, at når han spiller på en bestemt måde, så vil han et bestemt sted. Musikken er et sprog, og det har vi jo opdyrket, siden børnene var ganske små. Inspiration går meget ud på at stille hinanden opgaver. Hvis man som orkester tager ud og spiller det sammen igen og igen, er der ikke megen inspiration. Inspirationen kommer fra de nye ting, hvor man siger: ”Hvor bliver det spændende at prøve at spille det!” Det er det, vi gør. Jeg giver Benjamin opgaver i form af den musik, jeg skriver til ham. Benjamin giver mig opgaver, når han ringer til mig og siger: ”Der kommer en fantastisk amerikansk jazzmusiker til landet, vil du være med til at spille nogle koncerter? Det er en stor inspiration for mig.”
Hvordan kan det være, det blev klarinetten, der blev dit instrument?
”Jeg begyndte på klaver, og klaveret har fulgt mig gennem hele mit liv. Senere, da jeg blev 12-13 år, syntes jeg, det kunne være sjovt at spille et andet instrument også, for der var mange pianister i mit barndomshjem: min far, min søster, min bror og jeg selv. Klarinetten er et dejligt instrument, og den spillede jeg, indtil jeg og min bror Thomas lavede Savage Rose sammen i 1967. Så holdt jeg op med klarinetten og begyndte i stedet at spille orgel. Orgel og klaver har været mine to hovedinstrumenter igennem alle årene. Den anden side af mit virke er kompositionen.”
Du bruger sådan et fint udtryk om en koncert – den fælles oplevelse musikere og publikum imellem – ”menneskeheden i søndagstøjet”. Vil du beskrive nærmere, hvad du mener med det?
”Noget af det, der er fantastisk ved kunst – om det er musik, malerkunst, fotografi, litteratur, arkitektur osv. – er, at det er udtryk for, at mennesker har gjort sig så stor umage som muligt. Man gør sig virkelig umage for at sige sine ting så smukt, enkelt, positivt og medrivende som muligt. Den energi, der ligger i det, er fantastisk. Der er mange i dag, der leder efter en nytteværdi i kunsten, alting skal i dag kunne betale sig, så der er gode tal på bundlinjen. Man kan måske spørge: Hvorfor skal der skrives mere musik, når der allerede er så meget? Men jeg tror, at den energi, der ligger i, at man netop gør sig så meget umage, er meget vigtig for verden.”
Og netop i mødet med den levende musik får man det i forstærket form?
”Netop. Og publikum deltager faktisk som medskaber. For det er ikke en passiv ting at lytte. Ja, man læner sig tilbage og lytter, men samtidig skaber hjernen billeder, erindringer, alt muligt. Det kræver en meddigtning til musikken, så man er faktisk i fuld gang, selv om man sidder stille.”
Kan man, når man sidder på scenen og er optaget af sit eget spil, aflæse publikums følelser?
”I høj grad. Og når man har spillet i så mange år, som jeg har, behøver man ikke engang at se på dem, man kan mærke det. Jeg har spillet i mange år – mere end 35 – i gruppen Bazaar med Flemming Quist Møller og Peter Bastian. I alle årene har vi aldrig aftalt, hvad vi skulle spille. Vi begyndte koncerten med ren improvisation for at aflæse publikum: Man kan mærke, om der er en stresset stemning, nogle kommer for sent, om der er ro osv. Alle de ting kan man bruge som musiker, og man kan arbejde med stemningen. Når vi i gamle dage spillede i Den Grå Hal på Christiania, til de store fester i -80’erne, blev vi gerne placeret til slut på aftenen, fordi vi var gode til at få ro på, hvis stemningen var ved at blive lige livlig nok.
Vi spiller stadig ikke det samme hver gang, vi optræder. Tværtimod sætter vi en ære i at opfinde musikken på en ny måde hver gang. Det er jo ikke et skuespil, man opfører på samme måde hver aften. Musikken er hele tiden i gang og bliver til noget andet. Man er hele tiden på vej som musiker.”
Hvilke projekter er aktuelle?
”Jeg skriver på et meget stort værk for stort symfoniorkester og 3 solister, Benjamin og to andre anerkendte jazzmusikere fra USA. Opførelsen kommer til at vare 1½ time. Det er et meget stort arbejde, jeg begyndte i november og bliver færdig til maj. Det bygger på Jacob Riis’ billeder fra New York i bogen ”Out of Mulberry Street” fra 1898, der viser, hvor elendigt emigranterne levede. Jeg synes, de fotografier er så fantastiske, at jeg blev inspireret til at komponere over dem. Der er så mange tråde til nutiden med migranter og flygtninge, at jeg fik lyst til at komponere over det. Værket bliver opført i Aalborg og Odense til oktober og i København til november med Copenhagen Phil. Jeg kalder værket ”Mulberry Street Symphony”, fordi Mulberry Street i New York var den gade, hvor Jacob Riis fotograferede emigranterne i deres kummerlige kår. De enkelte satser har jeg navngivet efter fotografierne også, ”Stranded in a Strange City” f.eks.
Dertil kommer en masse koncerter i årets løb, så jeg har lige så travlt som altid. Det er fantastisk, og jeg håber, det kan blive ved.”
Tekst: Connie Christensen - Foto Henrik Ploug
A
