Tekst: Connie Christensen - Foto:Henrik Ploug
Et stykke rugbrød med nye kartofler i skiver, mayonnaise og håndpillede fjordrejer emmer, i al sin enkelhed, af dansk sommer. Også selv om vejret ikke lever op til årstiden – det er jo også dansk sommer.
Man skal bruge:
Nyopgravede kartofler, der skrabes og koges forsigtigt, så de ikke koger ud;
En håndfuld kogte fjordrejer, der pilles;
En skefuld mayonnaise, helst hjemmelavet som i Tivolihallen;
Tomat efter smag;
Røde løg, der hakkes;
Hakket purløg;
Diverse pyntegrønt, f.eks. skovsyre, små rødbedeblade, persille;
Man skal gøre:
Smør en skive rugbrød med smør. Kom herpå lidt pyntesalat, anbring kartoffelskiverne pænt og rigeligt på brødet, kom mayonnaise på, hakket rødløg og purløg, og derefter rejerne. Afslut dekorationen med et par tomatbåde og en lille håndfuld pyntegrønt, det ikke alene pynter, men giver også en frisk smag til anretningen.
Indehaver af Tivolihallen, Helle Vogt, og datter Diana er klar til dagens frokostgæster.