VANDET I KØBENHAVN

HAR KØBENHAVN STADIG NOK VAND

Iltningstrappe  
Telst: Flemming Lehrmann - Foto. Henrik Ploug

Vand! Det er da noget, der kommer, når man lukker op for hanerne ude i køkkenet eller i badeværelset, og så er det for resten også noget, man skyller WC’et ud med. Selvom vi i det daglige ikke spekulerer så meget over det, så er vand en livsnødvendighed. Uden vand, intet liv. Har De for resten prøvet at bo i en storby uden vand? Det har københavnerne en kort tid under folkestrejken i sommeren 1944, og det var bestemt ikke nogen spøg.

Tyskerne lukkede for vandforsyningen, og så måtte man hente vand i spande fra Skt. Jørgens Sø, hvis man ikke havde nået at fylde badekar og andre beholdere, inden der blev lukket. Set i forhold til så mange andre steder på Jorden, så har københavnerne vand af fineste kvalitet og i rigelige mængder.

Sådan har det ikke altid været. Går vi tilbage i historien, så havde københavnerne i de ældste tider hver sin gravede brønd. Der er ved grundudgravninger fundet talrige rester af sådanne brønde, som er op til 800 år gamle, de fleste med kvadratisk tværsnit og stivet af med egeplanker. Foruden disse brønde er der også fundet offentlige brønde på torve og pladser, hvor folk kunne hente vand. En af disse blev nyligt fundet, da den ældste Østerport blev udgravet på Kongens Nytorv, i øvrigt en dyb stensat brønd.

Efterhånden som byen voksede, var der ikke vand nok i brøndene. Man begyndte i 1500-tallet at lede ufiltreret overfladevand fra Søerne, som jo lå uden for voldene, ind til byen. Vandet blev ført igennem et hovedlednings- og stikledningssystem lavet af udhulede træstammer. Enkelte hoved­ledninger ejedes af Kongen, resten af private koncessionerede vandkompagnier. Der var masser af træledninger i byens gader, og hver gang man graver i middelalderbyen, støder man på disse vandledninger. 

Af militære hensyn skulle brøndene bevares, og det viste sin nødvendighed under Københavns belejring. Vandet i brøndene var gennemgående af en rimelig kvalitet, mens vandet i lednings­systemerne var i en meget dårlig forfatning. Det var grumset og ildelugtende og smagte rædselsfuldt. Årsagen var, at der tilledtes spildevand til Søerne, og ledningssystemerne var så utætte, at urenheder fra latriner og det skrald, byen i stor udstrækning er bygget på, trængte ind i rørene.

Tingenes tilstand blev værre og til sidst næsten uudholdelige. Vandkompagnierne havde ikke magt og midler til at forbedre forholdene, hvorfor de blev ophævede ved kgl. forordning af 1812. Vandforsyningen blev henlagt under en Kgl. Vandkommission; men det blev forholdene nu ikke meget bedre af, så Københavns Kommune besluttede i 1849 at udskrive en konkurrence om forslag til en gennemgribende forbedring. Et forslag udført af en ingeniør Colding blev antaget. Den store koleraepidemi i 1853 satte ekstra pres på, så i 1859 kunne den nye vandforsyning indvies. Vand fra Harrestrup Å samt vand fra boringer langs åen blev opsamlet i Damhussøen og herfra i åbent løb ført frem til Skt. Jørgens Sø, som blev byens vandreservoir. Derfra blev vandet renset i nogle store sandfiltre, som lå der, hvor bl.a. Hotel Imperial nu ligger. Gamle københavnere kan nok stadig huske, at ”Trommesalen” lå på Filtergrundene. Det rensede vand blev så fra vandværket i Studiestræde pumpet ud i byens ledningsnet. Siden er vandforsyningen blevet udbygget med vandindvindings­anlæggene ved Søndersø, Torsbro, Islevbro og Slangerup i takt med, at byen er vokset. Det med overfladevandet voldte problemer. så sidst man prøvede med overfladevand, denne gang fra Haraldsted og Gyrstingesøerne, var i 1970’erne. Det indebar, at vandet måtte klores, og det var folk særdeles utilfredse med, så nu er man gået over til udelukkende at hente vandet op fra det primære grundvandsmagasin nede i kalklagene i 30 til 50 meters dybde. 

Hvordan står det så til med byens vand i dag? ”Stræderne” har opsøgt produktionschef Jens Andersen, Københavns Energi, som nu om dage står for vandforsyningen, og her blev vi venligt modtaget.

Jens Andersen beretter: Bortset fra at skaffe bedre vand til København, så skulle der også skaffes mere vand, fordi vandforbruget steg kraftigt med indførelsen af WC’et. Der blev anlagt et udstrakt ledningsnet ikke bare af vandledninger, men også af kloakledninger. Det medførte, at det rene vand til husholdningsbrug blev forureningsbærende, når det gik retur til kloakkerne som spildevand, der oprindeligt løb urenset ud i havnen. Dermed havde København skabt sig et nyt problem, som nu er løst, al den stund at man igen kan bade i havnen.

Men tilbage til vandforsyningen. Allerede i 1916 begyndte København at levere vand til nabokommunerne. Den første var Frederiksberg, som ikke kunne indvinde tilstrækkelige vandmængder selv. Det er en udvikling, som er fortsat siden, så i dag leverer man vand til en lang række af omegnskommunerne, og man er p.t. ved at gå sammen med 7 andre kommuner om at danne et nyt vandselskab. 

Regnemarkværket

København råder over 7 vandværker, hvoraf Regnemarkværket er det største. Der hentes vand op fra 50 kildepladser med i alt 700 boringer beliggende rundt på Sjælland fra Æbelholt i nord og Ringsted i vest til Gummersmarke i syd. Det er nødvendigt at have mange boringer, for trækker man for hårdt på den enkelte, kommer der en del salte og andre mineraler med, som der så skal renses for. Grundvandet, som ikke indeholder ilt, bliver først ledt over en iltningstrappe, hvor svovlforbindelser forsvinder og jernforbindelser nedbrydes. Derefter bliver vandet ledt ud i to forskellige filterbassiner, hvor jernforbindelserne (okker) og andre uopløselige mineraler optages. Ét mineral kan ikke udskilles, men forbliver i vandet nemlig kalk, som er det stof, der danner kedelsten i vores hjemlige kogegrej. Efter filtreringen ledes vandet ud i nogle enorme underjordiske bassiner, hvorfra det gennem betonledninger, de såkaldte bonnerledninger, pumpes ind til forskellige pumpeanlæg i byen, og herfra kommer det så ud til forbrugerne gennem vand­ledningerne i byens gader. Ledningerne er nu til dags lavet af en speciel plast. En del ledninger har måttet udskiftes i tidens løb, så man i høj grad har fået elimineret rørtabene, men interessant er det, at de gamle støbejernsledninger fra 1800’tallet stadigvæk ligger intakte. Når man ikke har fortsat med disse ledninger, var det fordi, de efterhånden blev for kostbare at etablere. København indvinder årligt 53 mio m³ vand, hvoraf 29,3 mio m³ vand går til københavnerne, som har lært at spare på vandet. Forbruget er i dag 106 l pr. dag, mens det i 1955 var 174 l pr. dag.

Hallen med store kar hvor okkeren bundfældes.

København er privilegeret med at have utrolig godt drikkevand. Jeg erindrer fra min tid som stadsingeniør levnedsmiddelrapporterne, der kom ind fra stadsdyrlægen. Disse rapporter godtgjorde, at kvaliteten af vandværksvandet var langt bedre end kvaliteten af det vand, vi i dyre domme køber i supermarkedet. Vi må ikke glemme, at vand er et vore vigtigste levnedsmidler. Vi kan faktisk ikke lave mad uden at bruge vand. Fast føde kan vi undvære i temmelig lang tid, hvad vi har oplevet med sultestrejkende, men vand kan vi kun undvære i kort tid, inden vi bliver dehydrerede og på kort tid dør af væskemangel.

Er der så noget, der truer vores vandforsyning? Det er der. Den største trussel er landbrugets brug af sprøjtegifte og de forureninger, som industri og andre erhverv kritikløst har ladet sive ned i undergrunden, vel nok fordi man ikke vidste bedre. Kildepladserne er den primære leverandør af levnedsmidlet: drikkevand. Arla eller Carlsberg ville protestere højlydt, hvis nogen kørte giftsprøjten ind på deres områder, mens vandforsyningen må kæmpe en kamp med landbruget om at holde pesticidsprøjtningen væk fra kildepladserne. For at forebygge har vi en aftale med Miljøministeriet om at rejse skov, og vi har samarbejder med kommunerne og de lokale vandværker. Vi regner med, at der skal rejses omkring 3-4.000 ha skov, og vi er godt igang. Her på det seneste er der sket det særdeles positive, at der er indgået et ”gentleman’s agrement” med landbruget om sammen at gå til Miljøministeren for at få oprettet obligatoriske beskyttelseszoner omkring kildepladserne i h.t. en vejledning, som allerede foreligger i ministeriet. I dag skal man prøve at forhandle sig til frivillige aftaler med de omkringliggende lodsejere, og er der bare én, der ikke vil være med, er det hele ødelagt. 

Allerede nu har det været nødvendigt at nedlægge boringer, som er blevet forurenede af nedsivende giftstoffer, så vi må bare håbe på, at det stadig er muligt at sikre vores fremtidige forsyning af godt drikkevand. Det kan desværre blive for sent.