Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug
Læsesult og Rusland – ikke et indlysende par. Og dog har de to størrelser tilsammen været i høj grad medvirkende til at skabe en af vore mest læste, samtidige forfattere. Leif Davidsen er det nemlig; mangeårig journalist i DR, DR’s korrespondent i Rusland og nu i snart 20 år forfatter på fuld tid. Lysten til at blive forfatter var der lige fra ungdommen, og starten på den første udgivne roman kom via det første ophold i Moskva.
Spændingsromanen ”Uhellige Alliancer”, der foregår i Spanien, blev indledningen til en række romaner,
der handler om mennesker og de politiske, historiske og sociale problemer, der definerer det liv, vi alle er en del af. Handlingen i flere af romanerne er henlagt til Rusland, og derfor falder samtalen naturligt på Rusland, som I vil kunne læse nedenfor.
Noget usædvanligt er der mange mænd, der læser Leif Davidsens bøger. For, som Leif Davidsen formulerer det, ”ville der statistisk set ikke eksistere skønlitteratur, hvis der ikke var kvinder i verden – frygtelig tanke! – for det er kvinderne, der på mange måder er det bærende lag; mænd læser betydeligt færre romaner, noveller og digte end kvinder. Tidligere var det normal dannelse, at man – også mænd – læste skønlitteratur. I dag svarer mange mænd, at de ikke har tid, eller at de kun læser i sommerferien. Mænd som Jens-Otto Kragh eller Poul Hartling havde altid en skønlitterær bog i gang, og de var dog meget travle mennesker. Personligt synes jeg, det må være mærkeligt ikke at have lyst til at læse – hvad får folk dog tiden til at gå med? Manglende læselyst kan man nok ikke gøre meget ved, men som forfatter må man i det mindste anstrenge sig for at skrive noget, folk kan få lyst til at læse.”
Opgiver folk at læse, fordi det kræver en indsats i fordybelsen? Det er jo så nemt at tænde for fjernsynet og zappe rundt.
”Jeg kan godt en gang imellem frygte, at zapperkulturen, det, at vi alle sammen er på nettet det meste af døgnet, har en negativ virkning på fordybelsen. Den skrevne tekst på nettet er kort og summarisk, skoleelever får ikke længere en roman at læse som pensum, men kun tekstuddrag. Det vil sige, at vi vænner os af med at sidde med 1000 siders litteratur, for det kræver tid, fordybelse og koncentrationsevne. Det at læse er en alenehandling, hvor man er i sit eget univers og ikke deltager i det sociale, og det passer måske ikke ind i den aktuelle kultur. Jeg synes, det bliver interessant at se, hvor udviklingen ender. Får de børn, som har haft en I-Pad i hånden, siden de var to år, lyst til at læse selv, når de når den alder? Der er jo ingen garanti for, at bøger vil eksistere evigt. Man sagde tidligere, at aviserne aldrig ville holde op med at eksistere, men de er dog på retur nu. Jeg tror nu, at så længe der er forfattere, der skriver gode bøger, vil der også være bøger, der finder deres læsere, men måske ikke i samme omfang som tidligere. Men trods alt læses der meget i landet stadig.”
Du omtaler i din bog Dostojevskis Sidste Rejse, hvordan en roman kan få læseren til at begribe det ellers uforståelige. Du henviser her til en bog skrevet af den russiske samfundskritiske forfatter Varlam Sjalamov, der tilbragte 20 år i straffelejr. Han formår via beskrivelsen af ét menneskes historie at få læseren til at begribe millioner af menneskers ulykke, at få sat ansigt på alle de navnløse ulykkelige. Det er et aspekt, som det skrevne ord kan bruges til, fordi vi påvirkes og opnår indsigt via ordene. Men ord kan misbruges til propaganda. Hvordan er situationen i Rusland i dag, er propaganda et meget brugt middel?
”Ja, det er det. Rusland i dag er ikke et demokrati i vores forstand, men heller ikke et gammeldags diktatur. Der er en masse selvcensur. Der skrives gode bøger, og der er også nogle aviser tilbage, der både er velskrevne og kritiske, men de drukner i den store sammenhæng. Der er ikke nogen tvivl om, at der i øjeblikket er en nationalistisk feber, som har grebet det meste af befolkningen. Det er udløst bl.a. af Krim. Krim er i det russiske ordvalg ikke besat eller annekteret, som vi siger, men vendt tilbage til Moderlandet. Der kører især i radio og TV en meget grov, firkantet propaganda, der handler om, at det er Vestens skyld altsammen, at det er os, der vil omringe Rusland, at vi vil dem ondt. Den propaganda lykkes meget godt, og det minder mig på mange måder om Sovjet-tiden, fordi den er så enstrenget. I den forstand er ord farlige. Vi har måske i Vesten indtryk af, at russerne ikke tror på den propaganda, men det gør de altså, især når man kommer uden for den sofistikerede middelklasse i byerne. Ude på landet fremstår Putin som en fantastisk zar. Det er det, der altid har fascineret mig ved landet. Rusland er en meget stor kulturnation, men samtidig et ufatteligt brutalt land.”
Du er ret skånselsløs i din kritik af Sovjetunionen og kommunismen, men alligevel fornemmer man en stor kærlighed til Rusland. Hvordan hænger det sammen?
”Om det er kærlighed, ved jeg ikke, men jeg er i hvert fald meget fascineret af landet. Der er en masse vidunderlige mennesker i Rusland – som vi måske glemmer – som faktisk vil demokrati, frihed og åbenhed. De er bare blevet mast nu, slået ihjel, sendt i eksil, i husarrest eller bare bragt til tavshed. Rusland er et land med en utroligt brutal historie, både i zartiden, og især i Sovjet-tiden, hvor tabstallene på enten krig eller terror – Stalin – er så store, at vi ikke kan fatte det. Nogle taler om 40 mio., nogle om 62 mio., der er døde af en eller anden form for voldshandling i det 20. århundrede. Nogle gange tænker jeg, at det må være derfor, der er så tomt derovre, de har slået hinanden ihjel for et godt ord. Det er den ene side af Rusland. Den anden side er Pushkin, Pasternak, Solsjenitsyn, alle de store malere, forfattere og komponister, som Rusland har frembragt. Det er en dobbelthed, som er meget forskellig fra vores pæne Danmark. Paradokser og kontraster, en meget stor kultur og en meget stor grovhed. Det bliver ved med at fascinere mig, selv efter de mange år, jeg har brugt på landet, men udviklingen i dag skuffer mig. Efter Sovjets sammenbrud i 1991var der nogle år, hvor det gik rigtigt godt; der kom stor fattigdom, men der kom også stor frihed, og i starten af nullerne kom der velstand med de stigende olie- og gaspriser. Men i de sidste 5-10 år, under Putins regime, er det blevet bombet tilbage. Det er bekymrende, navnlig set i lyset af landets 1000-årige historie; de perioder, hvor der har været åbenhed og demokrati, er meget, meget korte. Det er desværre, som om Rusland kræver en autoritær leder. Det er svært nogle gange at være optimist med det land!”
Hvordan er situationen i dag for den almindelige russer?
”Det kommer an på, hvem du er. Hvis du er veluddannet, har job og bor i byen, går det fint. Der er en middelklasse, som er på niveau med vores. De er meget stærkt presset p.t. på grund af deres egen fødevareboykot, vestens sanktioner og især rublens kollaps, der falder sammen med olieprisens halvering. Rusland er totalt afhængig af olie- og gaseksport. Det vil sige, at det liv, de havde vænnet sig til, ikke er muligt i øjeblikket. De kan ikke skifte bil hvert andet år, ikke tage på de to årlige udlandsrejser. Det er gået voldsomt ud over omsætningen i de meget dyre butikker i Moskva. Der er en lille gruppe, nogle tusinde, som er ufatteligt rige og upåvirkelige af krisen. Ude på landet, hvor ca. 2/3 af Ruslands 145 millioner mennesker bor, mærkes det ikke ret meget. Folk på landet lever i en ren rubeløkonomi og af naturalier fra deres egen have, og der eksisterer en bytteøkonomi. De har ikke meget, men får dog deres pension og deres arbejdsløshedsunderstøttelse.”
Er der en ny bog på vej?
”Ja, det er der. Om alt går vel, kan den udkomme næste år. Handlingen kommer igen til at foregå i Rusland, og jeg har mine hovedpersoner på plads. Men hvad de kommer til at rode sig ud i, må tiden vise. Så har jeg vist ikke sagt for meget!”
A
