Hans Voigt Steffensens dansebilleder er sanselige og meget bevægende og gør et stærkt indtryk på beskueren. Prøv ved selvsyn at nyde billederne på Steffensens store separatudstilling i Brøndsalen, Haveselskabets Have, hvor de hænger til og med søndag den 27. februar. Udstillingen omfatter oliemalerier og gouacher af ballet, tango og flamenco samt landskaber fra Danmark og rejsebilleder fra Venedig og Sicilien. Der er også tegninger fra Det Kgl. Teater, hvor Hans Voigt Steffensen har tegnet til forestillingerne siden 1976 og trænet øjet i at fange dansernes bevægelse i få penselstrøg.