Den 21. marts 1945 strøg 18 Mosquito bombefly og 31 Mustang jagerfly i 150 m’s højde ind over Vestkysten ved Hvide Sande med kurs mod København. Over Tissø deltes bombeflyene op i 3 boxes, som skulle flyve ind over målet med et minuts mellemrum. Farten var 600 km i timen, så der var ca. 10 km mellem hver box. Jagerflyene skulle tage sig af luftværnbatterier og andre installationer, som kunne være farlige for Mosquito’erne.
Årsagen var, at den københavnske modstandsbevægelse omkring års-skiftet 1944 – 45 var hårdt trængt, fordi Gestapo og SD (Sicherheitsdienst) havde arresteret mange af de ledende modstandsfolk. Flere af Frihedsrådets medlemmer, blandt dem Mogens Fog, samt mange af Københavnsledelsens fremtrædende medlemmer sad bag lås og slå. De blev torturerede hårdhændet af tyskerne, for at fremtvinge oplysninger, og man kunne forudse modstandsgruppernes kollaps, hvis intet blev gjort. Altså anmodede Modstandsbevægelsen Royal Air Force om, at Gestapos hovedkvarter i Shellhuset blev tilintetgjort.
En af maskinerne fra box 1 ramte en lysmast på jern-baneterrænet ved Dybbølsbroen, blev slået ud af kurs, drejede skarpt til højre og faldt ned bag Den Franske Skole på Frederiksberg Allé.
Formålet med bombardementet var at ødelægge de tyske kartoteker og arkiver, om muligt at få ram på Gestapos-ledelseat vise tyskerne, at de ikke kunne føle sig sikre no-get steds samt at give Modstandsbevægelsen enmoralsk opbakning.
33 af modstandsbevægelsens folk sad indespærrede i Shellhusets tagétage som levende skjold, så angrebet skulle foretages sådan, at der var mulighed for, at bare nogle af fangerne fik en chance for at overleve. Planen var at præcisionsbombe huset i 1. og 2. sals højde, så man undgik direkte træffere i tagétagen.
De tyske tab var på 74 personer såvel Gestapofolk som danske håndlangere. Af fangerne i tagétagen overlevede 27; mens 8 mistede livet. Alt i alt må det siges, at selve angrebet på Gestapos hovedkvarter blev et af Royal Air Force’s mest præcist gennemførte, og Modstands-bevægelsen blev dermed reddet fra totalt sammenbrud.
Tekst: Connie Christensen - Fotomontage: Henrik Ploug
