På gamle fotografier, der i dag opbevares i Københavns Museums Billedarkiv, kan vi se store slogans og ejernavne malet på frontfacader og gavle. Klude samt alskens salgsvarer hang udfordrende omkring ned- og opgange. Her var ingen forskel på city og brokvartererne.
Med elektricitetens indtog fik udhængsskiltene også indsat et ekstra lyssmæk, og allerede før krigen kom de første neonreklamer, nu også på tagene. Først halvfjerds år senere begyndte nogle husejere med magistratens opmuntring at oplyse de smukkeste
facader om natten med højlydt skrigende energislugende lyskilder for at mørkerædde natteravne ikke skulle blive bange.
Et driftigt forretningsliv har til alle tider været opsat på at tillokke forbrugere på den ene eller den anden måde, markskrigerisk
eller eksklusivt nedtonet. København vil gerne fremtræde som en attraktiv og venlig by. Turister skal føle sig trygge og velkomne. Men igen og igen går det galt i byen. Læg mærke til koncernerne Dong og Post Danmark. Elskabe og postkasser, disse klamme
øjenbæer, råber i al deres uappetitlighed i stræder og gader, overmalede og overklistrede affaldsstativer som de er. Læg også mærke til de utallige facader, fredede og ikke fredede, som støder folk fra sig med kulørte tags helt op over stueetagen. Ofte,
ikke altid, er det de samme facader, som har revner og huller med smuldrende puds. Og de overklistrede kommunale trafikstandere og lygtemaster. Og, og, og… Læg endvidere mærke til narkomaners giftige, gulhvide efterladenskaber foran indgange alle vegne.
Kommunens dygtige renholdelsesfolk har i de sidste par år gjort en stor indsats med at rydde op efter de besøgendes smidespor i form af papir, karton, alublik og plastik. De små skraldespande tømmes godt nok hele tiden, men der kommer jo hele tiden mere
affald til. Dåser og flasker forsvinder dog fluks i flaskeklunsernes sorte eller nettogule plastiksække. Indrømmet, den indsats gør indre by mere indbydende. Værre er det med de mange efterladte cykler, delvis skrællede, der indsnævrer passagen alle
vegne. I denne sommer lå der en gammel aflåst cykel i hele tre måneder, lænket til en pæl op ad en udendørsservering på Nytorv. Glemt, efterladt, negligeret.
Men en gang i mellem må man i sin provinsielle naivitet undre sig over forretningsejernes
egen indsats for at vække sympati og imødekommenhed. Når facader indhylles i stilladser, smækker ejerne straks grotesk store kulørte plastikpresenninger op ad facaden, så man tænker, der må være noget galt med de produkter, der nu reklameres for. På
Gammeltorv gør man det i tide og utide, gerne uden stilladser. Og i månedsvis er fine klassiske bygninger helt ukendelige. Eller de skrigende vulgære AFA Decaux-vejspærringer, indført af forhenværende borgmester Pind. Selvfølgelig er der ingen, der er
ansvarlig for griseriet. Vi kender jo den klassiske sandwichlov, der siger, at jo større sandwichen er, som hindrer passage på fortovet, desto ringere er sandwichen inde i restauranten. Apropos, egentlig burde det være fristende at samle på sproglige
og ortografiske bommerter, som køkkenchefer boltrer sig med i vinduer og på døre. Lad os bede om, at der ikke er en symmetrisk relation mellem sjusket sproglig omhu og kulinarisk ditto.
Torvetraditionen, som vi møder i de varme ferielande, er også
i København ældgammel. Allerede i Hansetiden stod der boder langs Vischstraat (Amagertorv), Skoboderne (Skoubogade) og Klædeboderne (Skindergade). Regn, tyveknægte, blæst og kulde har altid sat grænser for hvilke varer, man flytter uden for butikkers
mure. Kommunen lægger en klækkelig afgift på disse vareudstillinger, men pæne er de jo ikke altid at se på, når netop de mindre attraktive discountklude og dimser aggressivt lægger hindringer i vejen for vare- og barnevogne. Man fornemmer, at det er
med vilje, at butiksejerne flytter de mindst værdifulde og overflødige masseprodukter fra Kina ud i kasser og stativer. Og kønne er de jo ikke ligefrem hver gang! Men købelystne gående bider vel på, og det var altså meningen.
Byen inden for voldene
er attraktiv, cool og populær hos de fleste, ingen tvivl om det, men ikke så sjældent må man høre fra kræsne og købekraftige turister f.eks. fra Japan, Schweiz eller Østrig, hvor ulækkert og frastødende visse enklaver i bykernen præsenterer sig over
for netop disse gæster. Formentlig er der en forskel mellem patina og plathed.
A
