Niclas Lillienstrand
Hej kære læsere
Hvem er så jeg? Jeg skal forsøge at tage brodden af dette spørgsmål før det når den helt store filosofiske afhandling. Jeg er 33 år gammel, bosiddende på Sjælland og så har jeg det lidt med ord, som ungerne har det med gaver her i juletiden. Om tilværelsen byder på svedeture i bagende sol eller en kold skulder fra en vinterdag i skyggernes land, så gør det mig godt at få det behandlet i et skriftligt format.
Jeg byder jer velkommen ind i en verden hvor følelsen af ligegyldigt hvad forsøges udtrykt og skulle jeg vække genkendelse, glæde, eftertænksomhed eller blot nysgerighed, så putter jeg mig i kurven på mit smil.
Jeg ønsker jer rigtig god læselyst og en mindst ligeså god december.
Den lille poet
Jeg skriver om barndommens bøhmænd for enden af min seng
det hænder ofte at jeg skriver ind og ud af en sammenhæng
Jeg skriver om bundfaldets helte og hvorfor de også har værdi
om sindets by hvor gaderne aldrig er lige og svære at navigere i
Den lille poet
det store i det mindste og meget af lidt af hvert
Den lille poet
det er menneskeligt at gøre det simple så svært
Livet? giv mig mere
Lad mig introducere
Den lille poet
Jeg skriver om hverdagens engle med egne dæmoner som publikum
at blive taget som gidsel i egen smerte uden mulighed for en løsesum
Jeg skriver om dage hvor solskin når helt ned i lommen på min skygge
om venskaber der trodser fornuften ved de håb jeg ser dem bygge
Den lille poet
det store i det mindste og meget af lidt af hvert
Den lille poet
det er menneskeligt at gøre det simple så svært
Livet? giv mig mere
Lad mig introducere
Den lille poet
Jeg skriver om vanskabt skyldfølelse over fejl forældrene begik
om dage fra forårsgrøn fortid på skødet af mor med fredagsslik
Jeg skriver om dig og mig og det liv der ofte løber hurtigere end vi
om kanter man slår sig på og på teksten til når det hele er forbi
Den lille poet
det store i det mindste og meget af lidt af hvert
Den lille poet
det er menneskeligt at gøre det simple så svært
Livet? giv mig mere
Lad mig introducere
Den lille poet
FOTO: BO STEEN BRAM