SKANDALEMILLIADÆREN FORTSÆTTER UFORTRØDENT
Den danske milliardær Thomas Østergaard-Nielsen (hvis CV bl.a. omfatter den uskønne Randers-sag) har en bestyrelsespost i selskabet Fayard, som ejes af en anden dansk milliardær, Thomas Andersen. Dette selskab servicerer i Odense Havn bl.a. russiske naturgasskibe, og siden Rusland invaderede Ukraine, har 8 russiske naturgasskibe været i Odense Havn for at blive serviceret.
Odense Havn og Fayard har et tæt samarbejde, som i 2023 blev udvidet med en 30-årig uopsigelig lejeaftale. Næstformand i bestyrelsen for Odense Havn er Odenses borgmester Peter Rahbek Juel, som ikke har mange kommentarer til sagen, og som i øvrigt har været en flittig fortaler for at støtte Ukraine, hvis hovedstad Kiev i årtier har været venskabsby med Odense.
Er De forvirret? Det var vist den amerikanske TV-serie ”Soap”, der stillede sine læsere det spørgsmål efter hvert afsnits nye forviklinger.
Med til forviklingerne hører, at de skibe, der bliver serviceret i Odense Havn, er en del af Putins Yamal LNG-flåde, der er bygget specielt til at sejle med russisk naturgas. De ejes på papiret af virksomheder uden for Rusland, så de internationale sanktioner kan undgås. Det russiske skib, Georgiy Ushakov, der ligger i Odense Havn, har bogstaverne YAMAL LNG påmalet. Yamal er en halvø i Sibirien, hvorfra gassen kommer.
Samtlige involverede i sagen bedyrer, at alle regler er overholdt.
Tekst: Connie Christensen - Fotomontage: Henrik Ploug