
KÆMPEFEST PÅ RÅDHUSPLADSEN
Rådhuspladsen i København bliver til september centrum for en gigantisk oktoberfest – skønt den bliver afholdt i september. Festen flytter nemlig fra Femøren, hvor den har været afholdt i mange år, ind til Rådhuspladsen.
De traditionsrige oktoberfester, som afholdes i stor stil i Tyskland og Østrig, har nemlig også vundet mange danskeres festhjerter. Der drikkes øl i store 1 liters krus, man sidder ved langborde og hygger med andre glade deltagere, og dansen går til musik, der er lige så traditionsbundet som påklædningen – lederhosen og dirndl. Skulle man ikke lige have det i klædeskabet, kan det lejes eller købes på stedet.
Der bliver opsat et stort telt lige foran Rådhuset, med plads til 1900 gæster hver dag. En kæmpetank med 20.000 liter bayersk øl fragtes fra Bayern, ligesom der bliver bayerske pølser til at fremme tørsten.
Festen holdes 17., 18. og 19. september, torsdag 16-23, fredag 16-24, lørdag 14-24. Billetter fra 50 kroner kan bestilles på oktoberfest.dk.
ekst: Connie Christensen - Foto: PR







