
Den Jyske Opera er på turné rundt i landet med Mozarts Don Juan og gæstespiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene den 9. og 10 marts.
Mozarts ikoniske opera Don Juan er en fortælling om forførelse, magt og konsekvensen af et liv levet uden grænser.
”At være tro mod kun én kvinde er det samme som at være utro mod alle de andre!” Sådan synger Don Juan i Mozarts berømte opera om en af musik-
og litteraturhistoriens mest omdiskuterede skikkelser. Er han den ultimative levemand, en håbløs charlatan – eller et menneske, hvis ubegrænsede frihedstrang fører til undergang?
Mozart kaldte selv Don Juan en lystig komedie, men værket rummer både komik og dyb tragedie. Med eftertidens blik står operaen som en fortælling om magtmisbrug, ansvar og menneskeligt forfald – temaer, der gør værket vedkommende også i dag.
Handlingen sætter i gang, da Don Juan forsøger at forføre Donna Anna og i en duel dræber hendes far, Kommandanten. Herefter følger en vild flugt gennem bedrag og forførelser, indtil den døde Kommandant vender tilbage for at konfrontere Don Juan. Inviteret til middag dukker han op samme aften og henter Don Juan til hans endelige dom.
Don Juan var en umiddelbar succes ved urpremieren og har siden været blandt verdens mest elskede og spillede operaer. Mozarts musik forener dramatisk intensitet, psykologisk dybde og uforglemmelige melodier i et værk, der fortsat fascinerer publikum verden over.
Medvirkende
Don Juan: Andreas Landin / Teit Kanstrup
Leporello: Simon Duus
Donna Anna: Signe Sneh Durholm / Laura Helene Hansen
Don Ottavio: Petter Moen
Donna Elvira: Sabine Bisholt / Johanne Højlund







