
Af Niclas Lillienstrand
Eventyr for dem der ikke tør
Jeg ville søge bolig i udkanten af min drøm
men virkeligheden sagde nej
Det er ofte på det bløde punkt man er øm
det evige barn i en farlig leg
Jeg ville strække ud efter løb i hamsterhjul
men mandag morgen gælder også mig
Luft mellem tremmer i buret for den frie fugl
jeg tænker; hvem fanden holder på dig
Det er eventyr for dem der ikke tør
brændte chancer for det der ikke er prøvet før
Det er tankespind for de hovedløse
friheden gør ofte tryghedsnarkomaner nervøse
Jeg ville takke tilfældet for det gode i dryp af lykke
men også bære mine skygger med ære
Er man lige stor i jagt på højder og når man må dykke?
jeg pjækker ofte når jeg bør tage ved lære
Det er eventyr for dem der ikke tør
tilgiv os der drømmer stort, vi ved ikke hvad vi gør
Det er tankespind for de hovedløse
friheden gør ofte de indre dæmoner dejligt nervøse
FOTO: BO STEEN BRAM







