
69 danske biografer viser stjernekoncerter med DR Symfoniorkestret
Fra 22. september kan man i biografer over hele landet opleve koncerter med DR Symfoniorkestret og internationale stjernekunstnere, optaget i særlige biografversioner med skuespilleren Caspar Phillipson som vært.
Alle, der har oplevet et symfoniorkester for fuld udblæsning i en koncertsal, ved, at taget næsten løfter sig, når orkestret rigtig folder sig ud.
Men hvordan får man adgang til de store øjeblikke, hvis man bor langt fra koncerthuse og orkestre?
Til efteråret bliver svaret enkelt: man går i biografen.
I anledning af DR Symfoniorkestrets 100-års jubilæum lancerer DR Symfoniorkestret og Danske Biografer i fællesskab en stjernebesat serie med særlige koncertoptagelser, som vises i store og små biografer over hele landet.
Projektet strækker sig foreløbig over en periode på fire år og er muliggjort med støtte fraaf A.P. Møller Fonden som del af projektet ’De største kulturoplevelser for alle’.
Fra Rønne til Skagen
I alt kan den første biografkoncert med DR Symfoniorkestret opleves i 69 små og store biografer landet over – fra Rønne Bio på Bornholm til Esbjerg mod vest og fra Skagen Bio i nord til Nykøbing Falster i syd.
På listen over biografer er blandt andre en række af Nordisk Films biografer samt større biografer i blandt andet Aalborg, Randers, Odense, Næstved og København – men også for eksempel lokale biografsale i Thy, Samsø, Rødding, Hundested, Klovborg, Haarby, Hvalsø og Løkken.
Med andre ord kommer rigtig mange danskere til at kunne invitere naboer eller familie med til koncert på en ny måde, som giver mulighed for at dele store musikoplevelser uanset bopæl.







