davis gal sep23

Billedkunstner Susanne Aamund fylder 80 år d. 4.september 2023. 

Susanne Aamund har gennem årtier gjort sig gældende på den danske og internationale kunstscene. Hun debuterede i 1984 og er kendt for sit fabulerende og surreelle billedunivers hvor motivverdenen kredser om store menneskelige eksistentielle spørgsmål.

Som barn af udstationerede forældre tilbragte hun det meste af sin barndom i udlandet, specielt Mellemøsten. Hun kom til Danmark som sekstenårig, gik et år i dansk skole hvorefter hun blev optaget på Kunsthåndværkerskolen på keramiklinjen. Den keramiske levevej har hun dog aldrig praktiseret, eftersom hun blev udstationeret sammen med sin daværende mand og tilbragte fem år henholdsvis i Tyrkiet og Hong Kong.

Nomadeårene var en meget isoleret tilværelse og skitsebogen blev hendes følgesvend. At tegne var for Susanne Aamund en nødvendighed til at kommunikere og behandle livets udfordringer. Tegning præger også Aamunds kunst i dag tillige med den ornamentelle påvirkning fra Mellemøstens billedunivers.

Susanne Aamund har modtaget legater fra Ny Carlsberg Fonden, Becket Fonden og Generalinde Kofods Legat. 3 gange har hun været på residency i Det Danske Institut i Damaskus. I 2000 udførte hun en skulpturgruppe for Fisketorvet. 

 Susanne Aamund har i en årrække boet i centrum af København med sin mand Henrik Kehlet, når de da ikke nyder fritiden i huset i Vejby, som har været et værdsat frirum i over 20 år.

80-års fødselsdagen markeres med udstillingen “Sommer med Dostojevskij“. Susanne Aamund har ladet sig inspirere til en serie værker med udgangspunkt i Dostojevskijs forfatterskab og liv. Udstillingen består af en serie store papir arbejder og oliemalerier med den karakteristiske delikate og fantasifulde streg. 

Sommer med Dostojevskij” vises i Davis Gallery, Bredgade 69, Kbh K 30. aug. – 16. sep.

Tekst: Davis Gallery - Foto: Davis Gallery