Foto: Klaus Vedfelt
Skandinaviens største musicalhit, Som i himlen, der for første gang kan opleves i Danmark, får premiere i Operaen med et stjernespækket cast.
SOM I HIMLEN er årets store musical på Det Kongelige Teater
21.3.2023 15:06:13 | Det Kongelige Teater
Skandinaviens største musicalhit, Som i himlen, der for første gang kan opleves i Danmark, får premiere i Operaen med et stjernespækket cast.
I november og december hvirvlede musicalen West Side Story over Operaens Store Scene og begejstrede mere end 55.000 publikummer. Nu præsenterer Det Kongelige Teater dette års musicalhit på Det Kongelige Teater, den hjertevarme og underholdende feel good-musical, Som i himlen.
Kæmpesuccesen Som i himlen har vundet publikums hjerter i hele Skandinavien, og nu kan hit-musicalen for første gang opleves i Danmark, når den opføres i Operaen med et stjernespækket cast i en nyoversat dansk version. Carsten Svendsen kan opleves i hovedrollen som dirigenten Daniel, og blandt de øvrige medvirkende er Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Sicilia Gadborg Høegh og Cecilie Stenspil.
”Jeg kan næsten ikke vente med at få lov til at kaste mig i kødet på den her forestilling. Da jeg hørte musikken og læste manus, så tog det mig 14 dage, før jeg kunne synge den uden at tude. Den her historie handler om os mennesker helt ind i kernen, og om hvad det vil sige at elske – både sig selv men også andre mennesker.” - Carsten Svendsen.
Historien er hentet fra Carin og Kay Pollaks berømte og prisbelønnede film, der fortæller, hvordan sang og musik skaber fællesskab mellem vidt forskellige mennesker, som mødes og synger af hjertens lyst.
Handlingen
Den internationalt berømte Daniel Daréus dirigerer i fine koncertsale og operahuse overalt i verden. Trods sin succes er han frustreret, for Daniel er en stor musiker, men tonedøv over for livet og kærligheden. Musikken og berømmelsen giver ham ikke længere samme glæde som førhen, og uden varsel får han pludselig under en koncert en blodprop, der næsten slår ham ihjel. Uden helt at vide hvorfor vender han herefter hjem til sin barndomsby, hvor han modvilligt overtager byens lille kirkekor og dets farverige skare af medlemmer.
Musikken
Komponisten Fredrik Kempe har til Som i himlen skabt iørefaldende musik fuld af populære sange og flotte korsatser, der akkompagneres af Det Kongelige Kapel.
”Det er en fuldstændig magisk forestilling, og musikken er eminent. Den rører så mange følelser i os, og jeg tror, at den kommer til at tale til rigtigt mange mennesker.” – Maria Lucia Heiberg Rosenberg
Som i himlen synges på dansk med danske overtekster til sangene.
I samarbejde med Malmö Opera.
Som i himlen opføres 18/11 – 28/12 2023 Operaen, Store Scene.
.
Videoklip fra lanceringen kan downloades her: https://medie.kglteater.dk/Presse/main/thumbnailview/qsr=som%20i%20himlen
eller få den tilsendt ved at skrive til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
FAKTA:
Dirigent: Lars Kvensler
Iscenesættelse og bearbejdelse: Edward af Sillén
Scenografi: Kim Witzel
Kostumedesign: Annsofi Nyberg
Lysdesign: Mikael Kratt
Koreografi: Per Magnus Andersson
Dansk oversættelse: Mads Æbelø
Gabriellas sang: Py Bäckman og Stefan Nilsson
Medvirkende:
Daniel: Carsten Svendsen
Lena: Sicilia Gadborg Høegh
Gabriella: Maria Lucia Heiberg Rosenberg
Inger: Cecilie Stenspil
Holmfrid: Lars Arvad
Tore: Mathias Hartmann Niclasen
Sine: Nicoline Siff Møller
m.fl.
Det Kongelige Kapel