I Berlin har der for nylig været folkeafstemning, afstemningen gik ud på at forpligte Tysklands hovedstad til at blive klimaneutral i 2030, men afstemningen slog totalt fejl.
Franziska Giffey, der er borgmester i byen, udtaler til pressen, at valget ikke fik opbakning.
Valgdeltagelsen var utrolig lille. Optællingen viste, at et lille flertal - men ikke nok - støttede det ambitiøse klimamål.
Det krævede, at mindst 25 procent af de stemmeberettigede støttede forslaget, og det var forslagsstillerne fra gruppen Klimaneustart langt fra.
Berlin fastholder et mål om at være CO2-neutral i 2045 ligesom det øvrige Tyskland.
Hvis forslaget var blevet vedtaget, ville byen have været den eneste by i Europa med et bindende mål om at blive CO2-neutral i løbet af syv år.
Det ville have krævet store investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet.
København har haft et mål om at være klimaneutral i 2025, men det har man måttet opgive og udsætte på ubestemt tid.
- Vi når desværre ikke at blive helt CO2-neutrale inden udgangen af 2025, som det ser ud nu. Det ser ud til, at vi når 80 procent af vejen, så vi er nået rigtigt langt, sagde overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) til mediet Altinget i august sidste år.
Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug