Oppe under loftet på Hofteatrets scene, ud mod ridebanen, hænger det ældste fysiske vidnesbyrd om forbindelsen mellem Det Kongelige Teater og Hofteatret – nemlig en såkaldt frontispice fra 1774.

Frontispicen er fyldt med heftig symbolik. Den viser de to teatermuser Thalia (komediens muse) og Melpomene (tragediens muse) hvilende ved et alter med Apollons lyre, og med dem deres attributter, masken og køllen.

Frontispicen blev nedtaget i 1874, da det gamle Comoediehus blev revet ned og et helt nyt kongeligt teaterhus blev opført på samme sted – i dag kendt som Gamle Scene. Ikke alle var glade for dén beslutning.

En oprevet borger skrev et læserbrev i avisen Fædrelandet, at frontispicen burde reddes og ikke ”sønderslaaes eller henlægges paa et eller andet Loft blandt gammelt Skrammel”.

Det skete så heller ikke! Frontispicen var i årtier gemt væk i Nationalmuseets gård og kældre. Indtil den i 1936 blev installeret her i Hofteatret. Det blev muliggjort, fortæller en anonym avisnotits fra 20. februar 1937, fordi daværende Justitsminister Steincke skaffede fondsmidler fra Biograffonden til flytningen.

Frontispicen vejer 8 tons (!) og blev ikke mærkeligt delt i 16 dele. De blev kørt på blokvogne over på Ridebanen og hejst op ind gennem et af vinduerne på Hofteatret. Her har den så hængt siden da. Dog godt gemt væk oppe under loftet og godt beskidt og slidt, ikke bare af tidens ælde, men også af vejr og vind, da den jo havde stået ude i hundrede år. Den har hængt sådan siden da, eroderet, forvitret og til dels nedbrudt af syreholdig nedbør.

Her sad frontispisen på det gamle Comoediehus.

Frontispicen er fremstillet i sin tids foretrukne materiale: Sandsten. I Hofteatrets nye ankomstområde vil netop en moderne brug af det historiske materiale fra Hofteatrets oprindelse indgå. Frontispicen er muligvis oprindeligt malet hvid for at imitere marmor.

Som et led i det store restaurerings- og istandsættelsesprojekt er frontispicen nu blevet afrenset, konsolideret, udbedret og retoucheret efter alle kunstens regler. Ikke for at bringe den tilbage til dens oprindelige udtryk – hvis det overhovedet havde været muligt – men for at styrke dens historie og patina, såvel som dens liv for eftertiden.

Frontispicen fremstår nu ikke bare styrket og stærkere i sit eget udtryk, men også som et tydeligere udsagn om den kultur- og teaterhistorie, den er en del af. Som sådan er den også et bidrag til den store markering, der har pågået her i efteråret, hvor vi har fejret dansk teaters 300 år, regnet fra Holberg og Teatret i Lille Grønnegade i 1722-28 – forløberen til både Comoediehuset og Det Kongelige Teater.

Restaureringen af frontispicen er samtidig et godt eksempel på det helt overordnede princip om den fortællende restaurering, som det samlede arbejde i Hofteatret er funderet på.

Endelig er det værd at bemærke, at frontispicen i sin tid blev udført af billedhuggerne Andreas Weidenhaupt og Johannes Wiedewelt, hvis formsprog har inspireret JAC Studios i deres arbejde med det nye udstillingsdesign til Teatermuseet i Hofteatret – men den historie gemmer vi til en anden gang.

Forløberen for det nuværende Kongelige Teater, Comoediehuset, åbnede i 1748. Hofteatret åbnede i 1767, og syv år senere, i 1774, blev Comoediehuset så udvidet og ombygget til den første version af Det Kongelige Teater. Det var her – på gavlfronten ud mod Kongens Nytorv – at frontispicen blev hængt op.