niko k dec22 1

Nikolaj Kunsthal åbnede i begyndelsen af året et nyt udstillingsrum med fokus på at præsentere nye talentfulde kunstnere og kuratorer. Projektet har fået navnet Platform og fra 10. december kan kunsthallens gæster i den forbindelse se frem til at opleve billedkunstner Astrid Sonne og kurator Ilethia Sharp.
Astrid Sonnes soloudstilling Between Walls består af en rumligt inddragende installation. Et lydværk med manuskript af digter og forfatter Lea Marie Løppenthin samt lyddesign af Astrid Hald fører beskueren gennem et forestillet hjem, hvor ikke alt er, som det plejer. 

De usynlige objekter
Astrid Sonnes kunstneriske praksis er her baseret på en optagethed af de objekter, der findes i vores umiddelbare nærhed, og som former vores hverdagsliv.

Astrid Sonne undersøger, hvordan dagligdags ting eller de ‘usynlige’ objekter, vi omgives af, placerer os i tid og sted på et personligt, samfundsmæssigt og strukturelt plan.

I forbindelse med udstillingen Between Walls har hun sat stemme til tingenes fortælling og arbejdet med en idiosynkratisk fortællerstemme, der kobler objekterne og rummet sammen. Hendes generelle formsprog udtrykkes gennem skulptur og grafik - ofte som praksisser der komplimenterer hinanden.

niko k dec22 2

Det frugtbare match
Platform er skabt ud fra et ønske om at understøtte og udvikle nye talenter på den københavnske kunstscene. Et af de centrale greb i projektet er bl.a., at en udvalgt kunstfaglig komité vælger en kunstner og en kurator, der sammen skal skabe en udstilling. Kunstnerisk leder i Nikolaj Kunsthal Helene Nyborg Bay fortæller om Platform:

“Platforms dobbeltfokus på både kunstnere og kuratorer er vigtigt for projektet, da det placerer begge i en ny kontekst, hvor de skal arbejde sammen om et koncept. Jeg ser altid frem til at opleve, resultaterne af komitéens udvælgelse og sammensætning folde sig ud i praksis - det gælder ikke mindst i forhold til den spændende konstellation mellem kunstner Astrid Sonne og kurator Ilethia Sharp, der begge er markante unge profiler på den københavnske kunstscene.”

Udstillingen Between Walls – der er den sjette i rækken under titlen Platform – kan opleves fra 10. december til 22. januar. Der er fernisering fredag d. 9. december kl. 16-19. Alle er velkomne.

Konceptet Platform er støttet af Det Obelske Familiefond. Udstillingen Between Walls er skabt med støtte fra Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Beckett Fonden og JL Entreprise.

Der er fri entré til udstillingsrummet Platform.

Om Astrid Sonne
Astrid Sonne er billedkunstner og bosat i København. Hun er udannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2020. Hun har været på flere internationale residencies, heriblandt Det Danske Institut i Rom (2022), hvor inspirationen til denne udstilling startede. Astrid Sonne har tidligere udstillet på bl.a. Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Sønderborg (2021), Kunsthal Charlottenborg, København (2020), Galleri Tom Christoffersen, København (2019).

Om Platform
Platform er et udstillingsrum, der viser seks årlige udstillinger af nye talentfulde samtidskunstnere og kuratorer. Med Nikolaj Kunsthal som base har Platform til formål at skabe et udstillingsrum for nye visuelle kunstnere og kuratorer i København. Intentionen er at styrke vækstlaget og bidrage til at løfte og bære nye talenter videre i deres kunstneriske karrierer.