g hus okt22 1

Kunst & identitet – en dobbeltudstilling af Bolatta Silis-Høegh & Knud Rasmussens Hus
Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus i København har fornøjelsen af at invitere til åbningen af vores nye udstilling ”Kunst & identitet”, som er en dobbeltudstilling, der består af Bolatta Silis-Høeghs kunstudstilling ”Hun gik en tur” og formidlingsudstillingen ”Identity on the Line – blandt grønlændere i Danmark”, som er skabt af Knud Rasmussens Hus.

I vores stueetage kan du opleve særudstillingen ”Blandt grønlændere i Danmark” som er en del af del af det store Creative Europe-projekt Identity on the Line som lige er blevet tildelt den prestigefyldte pris The European Museum Academy Prize (EMA-prisen). I særudstillingen er identitet og migration i fokus. Udstillingen er baseret på mere end 20 timers interviews med 11 grønlændere i Danmark og omhandler emner såsom identitet, ingenmandsland, modersmål, det at flytte til Danmark, ligheder og forskelle, traditioner og fordomme.

g hus okt22 2

I udstillingslokalet på 1. sal kan du opleve Bolatta Silis-Høeghs udstilling ”Hun gik en tur”. Udstillingen vil bestå af 15 af Bolattas værker fra de seneste par år. Hun har haft helt frie rammer til at udvælge værkerne, og hun vil selv få ansvar for at indrette og farvelægge udstillingsrummet. Om udstillingen siger Bolatta: Jeg har glædet mig rigtig meget, fordi min praksis altid har fungeret som et bindeled mellem mit sind og min krop - gryende erkendelser rejser i begge retninger gennem mine værker og forplanter sig som nye selvforståelser. Nu får jeg for første gang mulighed for at vise, hvad det har kastet af sig de seneste par år. I den periode har jeg skullet tage nogle opgør, men jeg har også fået farverne og dansen tilbage, både når jeg skaber og i maleriernes motiver. De nye udtryk spejler den udvikling, min identitet har været igennem.

g hus okt22 3

Vi forener ferniseringen med Kulturnatten 2022 og vi har sammensat et fantastisk program for hele aftenen. I aftenens løb er der både plads til Artist Talks med kunstnerne bag udstillingerne, grønlandsk korsang, trommesang og -dans og så slutter vi aftenen af med et brag af en koncert med et grønlandsk band.

Til ferniseringen holder Bolatta Silis-Høegh og Søren la Cour Jensen fra Knud Rasmussens Hus en åbningstale.

Ferniseringen er åben for alle, men da den ligger på Kulturnatten bedes du huske at medbringe din invitation

så du kan komme ind i DGH uden kulturpas.

Udstillingen kan ses alle hverdage kl. 10:00 - 16:00 til og med fredag den 06 / 01 2023.